Når en kommer må en gå...

Åh synes virkelig det er hårdt for tiden! Magter næsten ikke at planlægge barnedåb når vi har en begravelse for døren

Min kære morfar har kræft, og vi har længe vidst han ikke har haft lang tid igen.. For 2 år siden fik vi besked på at sige farvel og på gensyn for han havde kun 14 dage tilbage.. Og nu sidder vi så her, 2 år efter og nu er det virkelighed.. Men det er stadig ikke til at fatte det er nu.. Efter utallige indlæggelser hvor vi har troet nu var det det og så alligevel ikk...

Synes virkelig det er hårdt at man bare venter og venter på han giver slip, og hver gang telefonen ringer, springer hjertet et slag.. Ih hvor kan livet være uretfærdigt til tider.. Og værst af alt smitter mit halv dårlige humør jo af på lillepigen Hun har virkelig været urolig de sidste mange dage og er blevet utrolig trykhedsøgende.. Hun vil ikke falde i søvn andet end hvis vi sidder med hende og så snart vi lægger hende vågner hun.. Synes det er svært at lægge låg på alle de følelser der flyver rundt i kroppen og holde modet oppe.. Har nu egentlig bare lyst til at lægge mig under dynen og tude dagen lang, men det er jo ikke helt en mulighed når man har en lille..

Ville egentlig ikke noget med det her indlæg, havde bare lige brug for at lufteud...

Sender dig lige et  

Min farfar havde også kræft og det er ikke sjovt at stå ved siden af og bare vente...

Janni85 skriver:

Sender dig lige et  

Min farfar havde også kræft og det er ikke sjovt at stå ved siden af og bare vente...

Synes det er svært at acceptere han er opgivet af lægerne.. Ved jo godt inderst inde de har gjort alt hvad de kunne, men det er som om hjernen slet ikke vil registrere det..

Mileva skriver:

Åh synes virkelig det er hårdt for tiden! Magter næsten ikke at planlægge barnedåb når vi har en begravelse for døren

Min kære morfar har kræft, og vi har længe vidst han ikke har haft lang tid igen.. For 2 år siden fik vi besked på at sige farvel og på gensyn for han havde kun 14 dage tilbage.. Og nu sidder vi så her, 2 år efter og nu er det virkelighed.. Men det er stadig ikke til at fatte det er nu.. Efter utallige indlæggelser hvor vi har troet nu var det det og så alligevel ikk...

Synes virkelig det er hårdt at man bare venter og venter på han giver slip, og hver gang telefonen ringer, springer hjertet et slag.. Ih hvor kan livet være uretfærdigt til tider.. Og værst af alt smitter mit halv dårlige humør jo af på lillepigen Hun har virkelig været urolig de sidste mange dage og er blevet utrolig trykhedsøgende.. Hun vil ikke falde i søvn andet end hvis vi sidder med hende og så snart vi lægger hende vågner hun.. Synes det er svært at lægge låg på alle de følelser der flyver rundt i kroppen og holde modet oppe.. Har nu egentlig bare lyst til at lægge mig under dynen og tude dagen lang, men det er jo ikke helt en mulighed når man har en lille..

Ville egentlig ikke noget med det her indlæg, havde bare lige brug for at lufteud...

Åh, hvor lyder det hårdt og svært!!!

-men kunne du ikke som du skriver du har lyst til, bare lægge dig ind under dynen en hel dag? Få kæresten til at smørre en super lækker frokost til dig der står ude i køleskabet, og så ligger du ellers bare og hygger, putter, små-græder og sover sammen med din datter hele dagen! Når det nu er det du føler du har brug for, at  du ikke skal op og på arbejde, så ville jeg da benytte mig af chancen. Det er så sjældent i ens liv, at man tager hele dage i sengen, med mindre man er syg, og det gør bare en så godt! Det vil jeg varmt anbefale! -og jeg er sikker på at din datter også vil nyde det!

Mileva skriver:

Åh synes virkelig det er hårdt for tiden! Magter næsten ikke at planlægge barnedåb når vi har en begravelse for døren

Min kære morfar har kræft, og vi har længe vidst han ikke har haft lang tid igen.. For 2 år siden fik vi besked på at sige farvel og på gensyn for han havde kun 14 dage tilbage.. Og nu sidder vi så her, 2 år efter og nu er det virkelighed.. Men det er stadig ikke til at fatte det er nu.. Efter utallige indlæggelser hvor vi har troet nu var det det og så alligevel ikk...

Synes virkelig det er hårdt at man bare venter og venter på han giver slip, og hver gang telefonen ringer, springer hjertet et slag.. Ih hvor kan livet være uretfærdigt til tider.. Og værst af alt smitter mit halv dårlige humør jo af på lillepigen Hun har virkelig været urolig de sidste mange dage og er blevet utrolig trykhedsøgende.. Hun vil ikke falde i søvn andet end hvis vi sidder med hende og så snart vi lægger hende vågner hun.. Synes det er svært at lægge låg på alle de følelser der flyver rundt i kroppen og holde modet oppe.. Har nu egentlig bare lyst til at lægge mig under dynen og tude dagen lang, men det er jo ikke helt en mulighed når man har en lille..

Ville egentlig ikke noget med det her indlæg, havde bare lige brug for at lufteud...

Ja, det er hårdt, at gå der og vente.
Og selvom det ikke er det, man siger i højt, så kan man virkeligt komme derhen hvor man ligefrem ønsker at det må få en ende.
I tiden med min fars kræftsygdom, tog han også disse "ture" frem og tilbage, hvor vi regnede med, at nu slap han, men nej, han tog sig en tur til og livede op igen.
Til sidst er man derhenne, hvor man bare sidder på en "perron" og venter. Man kan ikke andet og det er opslidende både på sind og krop.
Man ønsker selvfølgelig ikke at de skal dø, man ønsler dem livet af hele sit hjerte og ville give guld for at de skal blive raske og at alt kunne være som før, men man ved jo også, at sådan vil det bare ikke gå. Og så er det at ventetiden, der tærer så meget begynder.
Så jo...du kan tro jeg forstår dig søde ven.

Mit råd til dig er, at du skal vente med overhovedet at tænke på barnedåb. Det haster jo ikke. Om et barn bliver døbt som stor eller lille er uden betydning, blot det får sit navn inden for den lovgivne tid.
Så tag en dag af gangen og få først din morfar igennem sit, få ro i sindet og få overskud, så kan I altid tag fat på dåben, når det andet er kommet på afstand.

Kærligst
Sussie

Mileva skriver:

Åh synes virkelig det er hårdt for tiden! Magter næsten ikke at planlægge barnedåb når vi har en begravelse for døren

Min kære morfar har kræft, og vi har længe vidst han ikke har haft lang tid igen.. For 2 år siden fik vi besked på at sige farvel og på gensyn for han havde kun 14 dage tilbage.. Og nu sidder vi så her, 2 år efter og nu er det virkelighed.. Men det er stadig ikke til at fatte det er nu.. Efter utallige indlæggelser hvor vi har troet nu var det det og så alligevel ikk...

Synes virkelig det er hårdt at man bare venter og venter på han giver slip, og hver gang telefonen ringer, springer hjertet et slag.. Ih hvor kan livet være uretfærdigt til tider.. Og værst af alt smitter mit halv dårlige humør jo af på lillepigen Hun har virkelig været urolig de sidste mange dage og er blevet utrolig trykhedsøgende.. Hun vil ikke falde i søvn andet end hvis vi sidder med hende og så snart vi lægger hende vågner hun.. Synes det er svært at lægge låg på alle de følelser der flyver rundt i kroppen og holde modet oppe.. Har nu egentlig bare lyst til at lægge mig under dynen og dagen lang, men det er jo ikke helt en mulighed når man har en lille..

Ville egentlig ikke noget med det her indlæg, havde bare lige brug for at lufteud...

JEg forstår dine frustrationer. Samme dag som min mormor død, fødte min kusine en lille pige. Når et lys slukkes, tændes et nyt

Vi er ved det punkt nu hvor vi bare ønsker for alt i verden han bare ville lægge sig til at sove og ikke vågne igen.. Jeg har taget det valg jeg ikke vil se ham igen, så jeg har sagt mit farvel, og det er måske lidt hårdt at sige. Men han bliver dårligere og dårligere for hver time der går nu, og han har ikk luft til at sige mere end ja og nej, og kan knap være oppe i 30 min ad gangen..

Det virker måske koldt at sige stop her, men jeg er bare bange for jeg får et forkert billed af ham hvis jeg ser ham igen nu, det var hårdt nok at se ham i torsdags og vi kunne se på ham det var hårdt for ham at se os og vide det var det.. Specielt at han ikke kommer til at se sit oldebarn vokse op..

Mileva skriver:

Vi er ved det punkt nu hvor vi bare ønsker for alt i verden han bare ville lægge sig til at sove og ikke vågne igen.. Jeg har taget det valg jeg ikke vil se ham igen, så jeg har sagt mit farvel, og det er måske lidt hårdt at sige. Men han bliver dårligere og dårligere for hver time der går nu, og han har ikk luft til at sige mere end ja og nej, og kan knap være oppe i 30 min ad gangen..

Det virker måske koldt at sige stop her, men jeg er bare bange for jeg får et forkert billed af ham hvis jeg ser ham igen nu, det var hårdt nok at se ham i torsdags og vi kunne se på ham det var hårdt for ham at se os og vide det var det.. Specielt at han ikke kommer til at se sit oldebarn vokse op..

først vil jeg lige gi dig et

jeg var det igennem i dec. forig år...

Min morfar havde også kræft til sidst kunne vi slet ikke komme i kontakt med ham.. det var så hårdt og ja man ønsker nemlig bare at det kunne være slut også for deres skyld..

jeg besluttede mig også for i slutninen af nov. at nu havde jeg sagt mit forvel. men da min mor ringede den 23 dec. om morgen at nu var det altså sidste udkald var jeg alligevel inde og sige forvel...

ville enlig bare fortælle at jeg ved hvordan du har det... og at det altså bare er så utrolig hårdt.. og du gerne må skrive pb hvis du har brug for at snakke med en der har været der...