En tanke dagen derpå

Var til middag med 2 vennepar i går - to vennepar med småbørn, og som altid gik snakken naturligvis på børnene. Den ene havde problemer med at sove generelt, den anden skulle konstant underholdes og den sidste var ved at få tænder Jeg behøver vidst ikke at fortælle at det var nogle ret trætte forældre...som i den grad synes de havde det hårdt - hvilket jeg er sikker på de havde. Men i nat slog det mig, hvor meget jeg jo egentlig drømmer om at være i deres sko - at have et barn der græder fordi det er ved at få tænder m.m. Jeg kom til at tænke på, gad vide om man vil tage disse situationer anderledes skulle man være så heldig at blive forældre. Måske når man har været igennem det vi har, er man mindre tilbøjelig til at have ondt af sig selv, da man jo vil være meget klar over hvad alternativet er......Tror I at man glemmer, når dette maridt er overstået, eller tror I ligesom jeg, at hvis/når barnet kommer har man en anden indstilling til sygdom og de hverdags problemer småbørn giver??  

Bare en tanke!!!

Jeg har ALDRIG haft ond af mig selv, jeg har dog også et meget nemt barn. Men jeg føler mig bare 100% moragtig når baby er syg eller er ved at få tænder, det er jo en del af "jobbet". Jeg nyder at være mor.

Jeg er helt sikker på at det er meget hård for nogen, og at der er nogen børn der er mere "besværlige" uh ha farligt ord. Men jeg tror også at det har meget med forældrenes måde at se tingene på, hvor meget skal der til for at man er brugt op???

Jeg er sikker på at man vil bære over med nogle ting, når man har kæmpet og kæmpet for at få lov til at skifte lorte bleer, vandre op og ned af gulvet den ene nat efter den anden, og høre på ens lille pus skrige af smerte, fordi tænderne bryder frem. Men jeg tror også at ALLE kan blive brugt op, uanset hvilken vilken de har på tingene fra starten!

Vi taler tit om netop det hjemme hos os.. Vi kigger på hinanden og lover, at vi altid vil være evigt taknemmelige, hvis behandlingen resulterer i et barn.. Men når det er sagt, ved vi også at der vil komme tidspunkter, hvor vi er ukørte og trætte, og hvor jobbet som forældre er rigtig, rigtig hårdt!! Jeg håber bare, at vi er i stand til at huske på, hvad vi har lovet hinanden, når de tidspunkter er overstået

Det var på ingen måde fordi, jeg ikke forstod at disse par var nedkørte -og de er gode venner, og rigtige gode forældre, som håndtere deres børn fantastisk!! Som jeg er sikker på de fleste forældre gør. Min overvejelse gik alene på, om når man nu forhåbentlig en gang i fremtiden er total nedkørt - om man så husker denne tid os behandlingskvinder er igennem, og dermed måske kan hente energi fra det. Det kan sagtens være det lyder mærkeligt - og en anelse dumt - men det var nok også et forsøg på at hente noget positivt ud af vores situation. Det var ikke ment som en nedgørelse af forældre som har haft en hård tid - og med god grund er trætte og har ondt af sig selv. Undskylder mange gange hvis formuleringen lagde op til det!

sjovt nok er det for mig netop i de 'hårde' situationer jeg har følt mig mest som mor, når jeg har været vågen hele natten, når lortebleen går helt ned under fødderne på barnet, når de bare græder utrøstelig i timevis. Det er dér jeg MOR, den søde, tålmodige overbærende MOR der ikke smider sit barn ud af vinduet, men bliver ved med at trøste og være der for barnet!

krydser finger for at det lykkedes for jer!

Mumto3 skriver:

sjovt nok er det for mig netop i de 'hårde' situationer jeg har følt mig mest som mor, når jeg har været vågen hele natten, når lortebleen går helt ned under fødderne på barnet, når de bare græder utrøstelig i timevis. Det er dér jeg MOR, den søde, tålmodige overbærende MOR der ikke smider sit barn ud af vinduet, men bliver ved med at trøste og være der for barnet!

krydser finger for at det lykkedes for jer!

SO TRUE!!!! Kunne ikke have sagt det bedre!

nielsen80 skriver:

Var til middag med 2 vennepar i går - to vennepar med småbørn, og som altid gik snakken naturligvis på børnene. Den ene havde problemer med at sove generelt, den anden skulle konstant underholdes og den sidste var ved at få tænder Jeg behøver vidst ikke at fortælle at det var nogle ret trætte forældre...som i den grad synes de havde det hårdt - hvilket jeg er sikker på de havde. Men i nat slog det mig, hvor meget jeg jo egentlig drømmer om at være i deres sko - at have et barn der græder fordi det er ved at få tænder m.m. Jeg kom til at tænke på, gad vide om man vil tage disse situationer anderledes skulle man være så heldig at blive forældre. Måske når man har været igennem det vi har, er man mindre tilbøjelig til at have ondt af sig selv, da man jo vil være meget klar over hvad alternativet er......Tror I at man glemmer, når dette maridt er overstået, eller tror I ligesom jeg, at hvis/når barnet kommer har man en anden indstilling til sygdom og de hverdags problemer småbørn giver??  

Bare en tanke!!!

 

For mit vedkommende glemte jeg heldigvis bøvlet med at få min søn...det blev hverdag og helt naturligt og trætheden og alt det andet lige så virkeligt som for alle andre...det samme oplevede jeg hos min svigerinde som også havde svært ved at få barn...og ja, med de veninder jeg har som har stået i den situation. Selvfølgelig er man taknemmelig for man fik barnet og jeg kan huske jeg misundte dem der bare ved at elske sammen kunne lave et barn, men altså, jeg havde det på samme måde med den første som de to næste.

Måske er man mere large, når man har kæmpet længe for det.

Jeg tror dog, at massivt søvnunderskud gør det samme ved alle forældre.. Man er RYSTET.

Håber, at I snart får gevinst for det er jo fantastisk også selvom man kan være mindre heldig og få en sinssyg hård arbejdsgiver. Uanset hvor kvæstet man er, så smelter ens hjerte jo, når man kigger ned på barnet. Sådan er det heldigvis.