At bide ting i sig..

gør jeg altid når det kommer til min mormor. Hun har altid været sær men er virkelig blevet mere på sine gamle dage.

Feks. skældte hun os ud da vi kun kunne være der en time fordi Izabella skulle indlægges med salmonellaforgiftning "hun fejler da ingenting, i kunne da bare have ventet til i morgen" sagde hun i hele den time vi var der.

Den 23. december skulle de være kommet herned men pga vejret aflyste de. Hele Januar har været booket og jeg VIL have søndag fri. Ingen må komme på besøg og vi tager ingensteder. Det er den eneste dag på ugen der er hellig. Ungerne må heller ikke tage nogle steder og så bruger vi den dag på at være sammen som en familie. Det bruger hun oceaner af tid på at brokke sig over. Og nu ville vi komme op i næste uge en hverdag og så mener hun at JEG skal ændre min svømmehalsaftale med en masse veninder for at vi kan komme derop en anden dag fordi den dag vi havde aftalt ikke passer hende.

Hver gang jeg snakker om at vi har meget at se til er hendes kommentar bare: Ja det har i jo altid". Og jeg ved da godt at det ikke er meget vi ses men det er altså svært lige at afse tid til at besøge hende for det er ikke kun en time vi snakker om. Det er en time derop og hjem plus flere timer hos hende for ellers så er hun sur og brokker sig imens vi er der.

Hun accepterer heller ikke de grænser jeg sætter for ungerne. "Åh, giv dem dog noget slik, det er jo ikke så meget" osv. Og hun pøser sodavand/slik/chokolade i dem så snart vi er der.

Jeg har hele tiden sagt, at det er vigtigt for ungerne at se deres ældre generation og have et nært forhold til dem som jeg havde mine, men hvornår går grænsen? For jeg føler efterhånden at det er mere pligt end lyst at tage op til hende. Og jeg orker ikke at tage tlf når hun ringer for kun at høre om hendes lidelser eller at vi aldrig ses.

Hun har en mand og de er i et stort fællesskab så det er ikke fordi hun er meget alene. De er meget sociale og hun går også både i dartklub og bankoklub flere gange om ugen.

Og nej, jeg kan ikke sige noget til hende, for sidste gang min mor sagde noget til hende så afskar min mormor forbindelsen til hende og da jeg sagde noget til hende snakkede vi ikke sammen i 2 år. Det endte så med jeg rakte hånden ud pga den ældste men jeg føler efterhånden at jeg er fed up

jeg havde sagt til hende at så længe hun skal brokke sig så kommer i ikke. for det er ikke hyggeligt og ik bare ikke har lyst til at komme når det skal være sådan..

for det er jo hellere ikke hyggeligt for børne når de kan se at i bliver irreteret..

jeg havde ihvertfald ikke gidet bruge min tid på en der kun brokker sig..

Belastende og ikke noget der indbyder til hyggestunder.. Brok brok brok.. Jeg forstår dig, og hvis jeg havde været i dine sko, havde jeg taget en pause fra "mormor" og bedt hende om at tænke over tingene, hvilket jo nok er svært at præciserer overfor den generation, men hvorfor brug oceaner af tid på folk, der egentlig blot ønsker at brokke sig over selv de mindste ting.

Øv! og nej tak.

Vi har selv været konsekvente overfor farfar her, at vi ikke gider noget som helst brok, han kunne også brokke sig over at vi nogle dage kun kan ses en time - i stedet for bare at være glad for at vi overhovedet gider at se ham en time.

Det er belastende i længden og man bliver nemlig feed up - de indbyder hellere ikke til at man ønsker at se dem oftere - sådan har jeg det i hvert fald.

Lullaby skriver:

gør jeg altid når det kommer til min mormor. Hun har altid været sær men er virkelig blevet mere på sine gamle dage.

Feks. skældte hun os ud da vi kun kunne være der en time fordi Izabella skulle indlægges med salmonellaforgiftning "hun fejler da ingenting, i kunne da bare have ventet til i morgen" sagde hun i hele den time vi var der.

Den 23. december skulle de være kommet herned men pga vejret aflyste de. Hele Januar har været booket og jeg VIL have søndag fri. Ingen må komme på besøg og vi tager ingensteder. Det er den eneste dag på ugen der er hellig. Ungerne må heller ikke tage nogle steder og så bruger vi den dag på at være sammen som en familie. Det bruger hun oceaner af tid på at brokke sig over. Og nu ville vi komme op i næste uge en hverdag og så mener hun at JEG skal ændre min svømmehalsaftale med en masse veninder for at vi kan komme derop en anden dag fordi den dag vi havde aftalt ikke passer hende.

Hver gang jeg snakker om at vi har meget at se til er hendes kommentar bare: Ja det har i jo altid". Og jeg ved da godt at det ikke er meget vi ses men det er altså svært lige at afse tid til at besøge hende for det er ikke kun en time vi snakker om. Det er en time derop og hjem plus flere timer hos hende for ellers så er hun sur og brokker sig imens vi er der.

Hun accepterer heller ikke de grænser jeg sætter for ungerne. "Åh, giv dem dog noget slik, det er jo ikke så meget" osv. Og hun pøser sodavand/slik/chokolade i dem så snart vi er der.

Jeg har hele tiden sagt, at det er vigtigt for ungerne at se deres ældre generation og have et nært forhold til dem som jeg havde mine, men hvornår går grænsen? For jeg føler efterhånden at det er mere pligt end lyst at tage op til hende. Og jeg orker ikke at tage tlf når hun ringer for kun at høre om hendes lidelser eller at vi aldrig ses.

Hun har en mand og de er i et stort fællesskab så det er ikke fordi hun er meget alene. De er meget sociale og hun går også både i dartklub og bankoklub flere gange om ugen.

Og nej, jeg kan ikke sige noget til hende, for sidste gang min mor sagde noget til hende så afskar min mormor forbindelsen til hende og da jeg sagde noget til hende snakkede vi ikke sammen i 2 år. Det endte så med jeg rakte hånden ud pga den ældste men jeg føler efterhånden at jeg er fed up

Jeg plejer gerne at sige, at jeg ikke gider bruge mit liv på mennesker, der enten får en til at græde eller blive irriteret og i dårligt humør.
Og det samme vil jeg sige til dig.
Hvilke positive minder kan dine børn dog få ud af altid at skulle besøge en sur oldemor??
Ikke mange.

Jeg havde en svigermor, der var lige sådan..hende kurerede jeg ved ganske enkelt at sige:
"Jamen dog svigermor..du er da rigtigt nok i dårligt humør i dag...så vil vi da ikke forstyrre og så kører vi da bare stille og roligt hjem igen, så kan vi ses en anden dag, når du har mere overskud!"
Jeg var altid sød ved hende og smilende og glad.
Det samme hvis hun ringede og brokkede, så kom den:
"Jamen dog søde svigermor. Er der nogen, der har fornærmet dig eller er der noget der har gået dig imod, siden du skælder sådan ud?? Tror du ikke vi skal snakke sammen en anden dag, når du er i bedre humør?"
Underligt nok har hun elsket mig hele sit liv, også selvom jeg nu har været skilt fra hendes søn i mange år.
Jeg har aldrig trådt hende over tæerne, men hun lærte, at med mig, gik den bare ikke. Ville hun til højre, jamen så gik jeg til venstre med et lille smil og en undskyldning for at jeg da ikke ville tage af hendes overskud, når nu hun havde så meget, der gik hende imod.
Diskutere med hende ville jeg bare ikke, jeg holdt mig bare væk.
Ringede hun efter et par dage og spurgte om jeg/vi ville komme, spurgte jeg deltagende til om hun nu troede at det ikke blev for trættende for hende, for når nu hun var i så dårligt humør sidst, for vi ville da endelig ikke være årsag til...bla..bla..
Ja, jeg indrømmer at jeg kørte hen ad isen med hende, men...jeg kurerede hende...hehe!

Og..når først man har brokkecentralen, hvor man vil have den...ja så kan man tage den derfra og se at få rettet lidt på slikfylderiet m.m.

Kærligst
Sussie