Mødet med Alberts kommende dagplejemor

For en måned siden gik det pludseligt op for mig, at Albert starter i DP halvanden måned senere. Altså d.1/3.

Jeg fik koldsved og en intens knugen i maven.
Jeg har gået og været rigtigt ked af, at han allerede skal afsted, for let's face it: Han er jo lige kommet til verden!
Faktisk er han næsten 9 mdr. og måske ikke helt så lillebitte, som jeg går og bilder mig ind... 

Idag har Nicolai, Albert og jeg så været på besøg hos den dagplejemor, som vi har fået tildelt Albert.

Jeg har haft en masse bekymringer:

• Kan hun overhovedet finde ud af at passe mit barn?
• Hvad nu, hvis han bliver utrøsteligt ked af det?
• Hvad hvis han slet ikke er klar?
• Hvad vil hun gøre, hvis han ikke vil spise hendes mad? - for jeg ammer stadig, da han ikke finder "menneskemad" særligt interessant. 

Og mange, mange flere (åndssvage) tanker.
Jeg havde skrevet en masse spørgsmål til hende og fik også svar på dem alle.

Nu står jeg hér.
Vi har hilst på dagplejemor Helle.
Hun bor 3-4 min. fra os. 
Hun har to børn udover Albert.
Hun har været dp-mor i 22 år.
Hun bor rent og pænt.
Hun var skidesød.
Jeg er ikke længere nervøs.

Faktisk ser jeg frem til, at Albert skal starte. Han var ét stort smil, da han så hende og det ene barn idag. Han følte sig tryg og sad på hendes gulv og skød og hyggede.
Hun virker bare så god og jeg er HELT tryg ved at skulle lade hende passe mit guld.

Til sidst tre billeder af Bønne, der hygger hjemme.

Sikke nogle dejlige billeder. Er han gode venner med hunden? Jeg er nemlig lidt nervøs for, hvordan baby og katten vil gå i spænd.. Og ja, jeg ved godt at hund og kat ikke er det samme

Nogle gange kan bekymringer vokse sig helt ind i himlen og ualmindligt store. Dejligt at de blev manet lidt til jorden, nu I har været der, og han viste sig at være helt tryg ved situationen.

Ranarupta skriver:

For en måned siden gik det pludseligt op for mig, at Albert starter i DP halvanden måned senere. Altså d.1/3.

Jeg fik koldsved og en intens knugen i maven.
Jeg har gået og været rigtigt ked af, at han allerede skal afsted, for let's face it: Han er jo lige kommet til verden!
Faktisk er han næsten 9 mdr. og måske ikke helt så lillebitte, som jeg går og bilder mig ind... 

Idag har Nicolai, Albert og jeg så været på besøg hos den dagplejemor, som vi har fået tildelt Albert.

Jeg har haft en masse bekymringer:

• Kan hun overhovedet finde ud af at passe mit barn?
• Hvad nu, hvis han bliver utrøsteligt ked af det?
• Hvad hvis han slet ikke er klar?
• Hvad vil hun gøre, hvis han ikke vil spise hendes mad? - for jeg ammer stadig, da han ikke finder "menneskemad" særligt interessant. 

Og mange, mange flere (åndssvage) tanker.
Jeg havde skrevet en masse spørgsmål til hende og fik også svar på dem alle.

Nu står jeg hér.
Vi har hilst på dagplejemor Helle.
Hun bor 3-4 min. fra os. 
Hun har to børn udover Albert.
Hun har været dp-mor i 22 år.
Hun bor rent og pænt.
Hun var skidesød.
Jeg er ikke længere nervøs.

Faktisk ser jeg frem til, at Albert skal starte. Han var ét stort smil, da han så hende og det ene barn idag. Han følte sig tryg og sad på hendes gulv og skød og hyggede.
Hun virker bare så god og jeg er HELT tryg ved at skulle lade hende passe mit guld.

Til sidst tre billeder af Bønne, der hygger hjemme.

HVor er det bare dejligt at høre- syntes bare der er så mange øv læsninger om dagplejere PT

Men hvor er han bare skøn din lille gut. MUMS!

Chatarina skriver:

HVor er det bare dejligt at høre- syntes bare der er så mange øv læsninger om dagplejere PT

Men hvor er han bare skøn din lille gut. MUMS!

Ja, og det er jo rigtigt synd.

Jeg er sikker på, at det er ligeligt fordelt med brodne kar - både som dp'ere og pædagoger/pædagogmedhjælpere. 
Tror ikke, at det er et isoleret problem.

Tak - jeg er også helt solgt  

kitty skriver:

Sikke nogle dejlige billeder. Er han gode venner med hunden? Jeg er nemlig lidt nervøs for, hvordan baby og katten vil gå i spænd.. Og ja, jeg ved godt at hund og kat ikke er det samme

Nogle gange kan bekymringer vokse sig helt ind i himlen og ualmindligt store. Dejligt at de blev manet lidt til jorden, nu I har været der, og han viste sig at være helt tryg ved situationen.

Ja, Albert og Pluto er gode sammen. 
Albert har endnu ikke lært, at man ikke skal være hårdhændet, når det kommer til dyr.
Men det skal han nok få lært.

Pluto er enormt tolerant, når det kommer til børn. Det er ét af kendetegnene ved racen og én af grundende til, at vi valgte den. 
Pluto sidder bare og tager imod, når Albert lige hiver i øret/pelsen/halen/you name it. Og det synes jeg er et godt tegn.
Men selvfølgelig ændrer vi situationen, sådan at det bliver til klap og hygge for begge

Jeg har det desværre med at tage sorgerne på forskud - og oftest er det slet ikke så slemt, som jeg frygter. Heldigvis

DP-moren har to katte og de er vant til børnene. De smutter bare, når de ikke gider dem mere. 
Jeg tror, at jeg ville være mindre nervøs med en kat, end med en hund. Katte er jo ligesom deres egne - men der er selvfølgelig undtagelser. (Blandt andet vores tidligere gamle, blinde kat, der nok mest troede, at hun var en hund...)