Nå kan mærke jeg bliver nødt til at få det ud...
I dag er jeg 31 år gammel, gift og har 2 dejlige børn...
I min barndom da jeg var omkring 9-10 år gammel blev min far uskyldig dømt for incest (gider ikke ud i en længere forklaring om hvorfor, I må stole på mig)...
Vi flyttede i huj og hast fra vores hjemby da de ville skåne mig, den sidste hjemmeboende, for alle rygter og diverse.
Vi har boet mange forskellige steder og da min far skulle ind og afsone gik jeg i 6. eller 7. klasse. Nu var det pludselig mig der skulle handle, lave mad, rydde op, vaske tøj osv. Min mor fik et mindre nervesammebrud på grund af det hele.
Jeg kom igennem ungdomsårene dog uden at føle mig hel, følte mig forkert, ingen selvværd, ingen ro til at gennemføre noget osv. Fik dog en HH til sidst. Med mange sygedage osv. Havde på et tidspunkt en kæreste som voldtog mig en enkelt gang og var lidt fysisk hård ved mig inden jeg fik sagt fra.
I mine øjne har jeg ikke haft en dårlig barndom, selvfølgelig har den ikke været som alle andre, men jeg har fået tøj på kroppen og mad på bordet.
Møder min nuværende mand og han formår at give mig en tryghed der gør at jeg åbner op for sluserne... jeg får mig kæmpet frem til en rimelig lykkelig tilværelse ved hjælp af min mand. Alligevel har jeg i alle årene haft en følelse af at være psykisk syg. Jeg har ikke helt igennem haft den lykke følelse man normalt har, men været skeptisk og ikke undet mig at være lykkelig fordi jeg ikke var god nok.
Fik mit 1. barn og var totalt usikker, det gik næsten galt mellem manden og jeg men vi fandt ud af det.. så gik der nogle år hvor jeg var arbejdsløs, modløs, men pludselig fik en plads som kontorelev. Jeg gennemførte med mange sygedage fordi jeg pludselig føler mig modløs og intet værd. Total tom. Der skal ikke meget til at vælte mig. Små skænderier fra kæresten, en dreng der ikke ville sove (han har lidt af night terror, så det har ikke hjulpet).
Nå vi får nr 2 og jeg er endelig lykkelig... på overfladen.. er så bange for at noget skal gå galt fordi jeg blev velsignet med 2 så dejlige børn og 1 så nem pige!! Det går skide godt mellem manden og jeg... men lige pludselig.. han snakker godt med en kvinde på hans arbejdsplads og BANG der var min undskyldning.. selvfølgelig kunne det ikke gå godt.. jeg har jo ingen ret til at være lykkelig.. ja det er det jeg tænker...
Jeg sidder så her i dag.. pigen er 3 år gammel nu... drengen 8.. og jeg er sikker på jeg har, hvis ikke en depression, men så den lidelse der hedder Dystymi...
Jeg er modløs, har let til tårer.. ingen overskud, får ikke lavet mit arbejde selvom jeg skal arbejde for 2 i denne tid da kollegaen er sygemeldt. (dette er ikke kun nu men over mange år, har altid grædt hver gang der har været det mindste med manden, børnene, arbejdet)
Et eller andet sted dybt inde kan jeg mærke at dette måske er starten på mit "nye" liv.. at jeg får en diagnose?? Jeg har hele tiden forestillet mig at det jeg egnede mig til var at gå hjemme og passe hus og børn, for andet har jeg ikke overskud til.
Jeg har ikke gennemført hverken skole eller arbejde uden stort fravær.. heller ikke dette arbejde jeg sidder i nu.. har ikke meget overskud til børn og mand når jeg kommer hjem...
Jeg har ikke været til psykolog eller noget, kun min læge. Men nu har jeg en sundhedsforsikring gennem arbejdet og nu tænker jeg at det måske er på tide at få åbnet og lukket... for min egen skyld ,men også min families..
Jeg undskylder det lange indlæg, men det var hvad jeg lige havde brug for
