Åhhh din stakkel. Du får lige et kæmpe 
Jeg føler virkelig med dig... og jeg tror du har ret i at hans død sagtens kan have været skubbet for hende også. Det samme skete faktisk for min morfar og mormor.
Min morfar fik erklæret modermærkekræft da jeg var lille (kan ikke huske det selv), og fik fjernet kræften ved at få skåret et stort stykke af sin ryg ud - hele mit liv som jeg kan huske har han haft det store hul i ryggen.
I 1996 kom kræften så tilbage (jeg var 10 på dette tidspunkt), og han fik kemo og alting, men de kunne ikke redde ham. Så de sidste 2-3 måneder af hans liv gik vi faktisk bare og ventede på at han skulle dø, føj hvor var det forfærdeligt. Han fyldte så 70 den 5. april 1998, og døde så i slutningen af april 1998.
Min mormor fejlede ikke noget. Og de boede på en stor gård i Nordjylland, hvor de havde en KÆMPE køkkenhave, som hun, en dag ca. 3 uger efter morfars død, var ude i. Så kom hendes storesøster på cykel på besøg inde fra byen af, og fandt min mormor, som var faldet om i køkkenhaven. Hun blev indlagt først på Brovst sygehus, hvor de erklærede at hun havde fået en blodprop i lillehjernen. Hun var ved bevidsthed mens hun lå der. Men efter hun havde ligget der ca. 1 uges tid fik hun endnu en blodprop i lillehjernen, og blev lam i den ene side, og blev overførst til Aalborg Syd Sygehus. Der lå hun ca. 2 uger, hvor lægerne sagde hun max ville overleve 2 dage. De sagde de aldrig før havde set nogen kæmpe så meget for sit liv som hun gjorde. Jeg sad ved hende næsten dagen lang (hun er nok den person af alle der har betydet allermest for mig). Og præcis 6 uger efter min morfar var død døde min mormor så.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at der har været en sammenhæng der, ligesom du også siger med din mormor og morfar.
Nu blev det vist lidt længere end jeg havde forventet... men du kan skrive hvis du har brug for at læsse af eller snakke eller noget.
Knus
Anmeld
