Øv øv øv! Min kæreste har det dårligt.

Jeg skriver lig ano fordi jeg ikke vil udstille min kæreste. Men trænger altså bare til noget luft- evt nogle råd.

Idag knækkede filmen ligesom for min kæreste- ja og for mig, han har spillet meget (virkelig meget!!) wow på computeren- når han ikke lige spiller fodboldspil på min mobil (hans gamle er skod og jeg har to, så han låner den ene) Han spiller hele tiden og er slet ikke til at komme i kontakt med når han er så optaget af det, og prøver man at snakke om at det er irriterende bliver han bare sur og 'besværlig' altså prøver at vende det om til at jeg vil bestemme over ham. Det vil jeg ikke, jeg savner bare min kæreste i det her forhold.

Så idag da jeg sidder på gulvet og underholder ungerne, den store hiver i mig og larmer samtidig med jeg prøver at træne med den lille (der har dårlig ryg og skal trænes med hver dag) Hunden gør og tv'et kører derud af! Jeg får nok og ber min kæreste ta over med en af børnene, hvilket han overhører og den store bliver vildere og vildere, hører ikke efter osv og den lille bliver utålmodig og græder, og kæresten forsætter med at spille på sin mobil og ignorere mig. Til sidst rejser jeg mig op, tar mobilen fra ham og sletter!!! Spillet helt fra mobilen.

Og nu er han så brudt sammen og er gået i seng?

Jeg har fået leget ungerne trætte, og puttet dem. Og sidder nu her og tænker, hvad gør jeg? Min kæreste er virkelig kørt træt i det hele- det er tydeligt. Det gør bare så ondt at han ikke er lykkelig som mig, for selv om vi har en bølle af den anden verden i den store, jamen så er hun bare så skøn, og selv om den lille har haft en svær start, jamen så er han bare så dygtig og gør så mange fremskridt. Og gu er det hårdt men det er det værd. Hvordan får jeg ham til at føle det er det værd? Jeg er træt af han er så deprimeret og spiller/sover/spiser konstant uden at deltage og så alligevel brokker sig over han synes det er hårdt. HVORDAN kan det være hårdt for ham når han ikke hjælper det mindste til?

Jeg får nogle gange min mor/hans mor til at passe børnene i weekenden. Men når jeg går og glæder mig til at se dem igen, går kæresten bare og 'frygter' deres hjemkomst

Nogle ideer, råd, evt bare en kommentar ?

Hmm... har ikke lige nogle gode råd, men du skal da have et knus synes det er flot du kan have overskuddet til det...

Åårh! Den er godt nok svær!

Min kæreste har også spillet rigtig meget wow, men han har skåret meget ned på det for min skyld.
Jeg er også nogengange lidt bange for, at jeg bestemmer for meget. Det siger han aldrig, at jeg gør, men er stadig lidt bange for, at det ender med, at jeg gør og han bare gør alt, hvad jeg siger, hvis du forstår?

Men jeg var altså også rigtig irriteret over den computer kørte hele tiden og hver gang der lige var 5-10 minutter, hvor vi ikke lige havde noget, ja så kunne han jo ligeså godt spille..

Nu er det så nærmere rykket over til fjernsynet!?
Det er ligesom, at han slet ikke kan se noget ved naturen eller sundhed eller fysisk aktivitet, fordi han har siddet indenfor de sidste 10 år foran en eller anden form for skærm! Det synes jeg er uhyggeligt!

Din situation er rigtig svær!
Hvad med at planlægge med den store, at i skal ud og spille fodbold eller noget og så gå hen og spørg om han vil med ud?
Hvis han ikke vil så spørg ham senere, hvorfor han ikke ville, når børnene ikke er der?

Hvis han selv vil indrømme det er der jo også noget terapi/psykolog agtig for ludomani eller afhændighed i det hele taget.. For det lyder det godt nok som om han er!

Held og lykke!

Mischa

birthee skriver:

Hmm... har ikke lige nogle gode råd, men du skal da have et knus synes det er flot du kan have overskuddet til det...

Tak skal du have. Det handler bare om at finde en rytme i det hele så går det nemt nok.

Når jeg altså ikke lige bliver sindsyg og giver min kæreste nervesammenbrud

Jeg tænkte også "ludoman" og "virkelighedsflugt".....

Jeg mener...

Jeg tror den sværeste måde, at snakke med ham om det, er hvis det bliver kørt op til en diskussion eller et skænderi..

Så heller pludselig spørge, om han ikke føler det er ved, at køre af sporet?

Nu er det altid lidt svært når jeg ikke ved hvad du er for en person og hvad for en person din kæreste er.

Men på mig kunne det godt lyde til at din kæreste har en depression. Jeg er selv i et forhold, hvor min kæreste havde en svær depression da vi mødtes, og den er han så heldigvis kommet godt over efterhånden, men det har været en lang "rejse" at komme dertil, for en depression er bestemt ikke "bare lige". Da han havde depressionen var han var meget lukket ind i sig selv og spillede meget computer. Havde ikke overskud til selv de bitte små hverdagsting - bare at tømme opvaskemaskinen krævede utrolig meget overskud, som han næsten ikke havde noget af, af ham.

Prøv at få ham til at tage denne test, og sig at han skal tage sig tid til det og være seriøs.... jeg VED jo ikke om det er det han har, men synes godt det kunne lyde sådan.

http://www.netdoktor.dk/interactive/interactivetests/goldberg.php

Og så ville jeg anbefale dig at få ham til læge, selvom det nok godt kunne være svært, for at få en henvisning fra lægen til psykiater eller måske psykolog - tror dog det første er det der er bedst til ham, hvis det er en depression han har.

Held og lykke. Og du er velkommen til at skrive til mig, hvis du får brug for at snakke.

Har du overvejet, om din kæreste har fået en fødselsdepression? Spillene er måske hans flugt fra virkeligheden og situationen i dag var åske dråben for ham.

Har man ikke selv haft en depression, er det svært at se, hvordan han kan synes det er hårdt, hvis du laver det hele, men følelsen e depression giver, kan slet ikke beskrives og er utroligt svær for udenforstående at forstå.

Min anbefaling er at få ham til at snakke med læge, SP eller anden kvalificeret person, så i kan finde frem til hans endelige problem og i kan få det løst, så han kan blive glad og deltagende og jeres forhold ikke lider overlast.

Jeg tænker straks at han har ludomani - ja, så er det sagt - men det var min første indskydelse... derudover undrer det mig enormt meget at han ikke vil sine børn mere, end det lader til... Jeg synes I skal få sat ord på følelserne overfor hinanden - selvfølgelig på en god og ordentlig anerkendende måde, men sådan at der bliver luftet ud. Han må have nogle tanker siden han reagerer som han gør, og det du skriver herinde burde du fortælle ham i stedet...

Det lyder hårdt, meget.. kan sagtens følge dig.. 

Men kan ikk se hvorfor WoW skal nævnes, du/i får det til at lyde som noget vildt skidt... Er det langt fra.. Man snakker med en masse, og måske det hjælper ham?

Kan godt lyde som en F. Dep. 

Måske et smut til lægen også ville gavne..

Men WoW er ikk den onde kilde =D

Bare min mening