hvordan støtter jeg hende bedst?

Jeanne skriver:

min veninde og hendes mand har forsøgt i 3 år, og nu skal de i behandling. Han har ikke så mange haletudser. Hvordan støtter jeg hende bedst i forløbet?

Tjaa..det er jo svært..man ved jo bedst selv, hvor skoen trykker, når man har den på, men jeg har, ligesom du selv haft en meget nær veninde (har hende endnu) der ligesom din, skulle igennem nøjagtigt det samme, hvor hendes mand heller ikke havde nogen haletusser af betydning, der duede.
Dengang spurgte jeg hende ligeud, hvad jeg kunne gøre, og hun sagde:
Bare vær der!

Og det var jeg så.
Jeg lyttede, delte og ganske enkelt bare var der.
Jeg satte mig ind i noget af det teoretiske, så jeg vidste hvad hun talte om, og ellers så tørrede jeg tårer væk og trøstede.
Der er masser af mennesker, der nok skal sige "Det skal nok gå...op på hesten igen" og tit er det ikke det man har brug for, tror jeg.
Man har bare brug for en, der gider lytte, men som også kan snakke om andre ting.
Når jeg fornemmede, at hun var nede i et hul, så overraskede jeg hende med en hjemmebagt kage, en biftur, ringede og spurgte om hun ville med på tøsehygge..hvor det bare IKKE handlede om børn. Og vores venskab blev kun stærkere.
Hun vidste, at hun kunne snakke med mig om behandlingen, hvis hun ville, for jeg meldte også ud til hende, at jeg ikke ville snakke om det medmindre hun selv ville, så når hun ville læsse af, jamen så kunne hun gøre det.
Og så snakkede vi naturligvis om tingene.
Så for mit vedkommende, så tror jeg, at det, at man får talt ud, sat ord på, spurgt hvad man kan gøre og hvordan man skal forholde sig, er langt det bedste. Så er en skovl en skovl, og så kan man bedre slappe af i hinandens selskab.
(Skal da lige tilføje at de fik en dejlig dreng)

Kærligst
Sussie

jeg har en tæt på, som også prøver alt hvad de kan... Jeg har sagt til hende, at hun altid kan komme (jeg plejer at spørge ind til det, men da det er blevet sværere og sværere for hende, jo mere beh. de skal igennem, er jeg stopper med at spørge.) og snakke, og hvis ikke hun har lyst er det også helt ok ..

KNUS

Jeanne skriver:

min veninde og hendes mand har forsøgt i 3 år, og nu skal de i behandling. Han har ikke så mange haletudser. Hvordan støtter jeg hende bedst i forløbet?

Spørg om hun gerne vil have at du "deltager" dvs spørger indtil hvordan scanningerne gik osv. Personlig synes jeg det var rart med en veninde man følte var med i forløbet.

Jeanne skriver:

min veninde og hendes mand har forsøgt i 3 år, og nu skal de i behandling. Han har ikke så mange haletudser. Hvordan støtter jeg hende bedst i forløbet?

Vær der for hende og lad hende vide, at du har et lyttende øre og en skulder at græde ud ved, hvis det bliver nødvendigt

SussieThyssen skriver:

Tjaa..det er jo svært..man ved jo bedst selv, hvor skoen trykker, når man har den på, men jeg har, ligesom du selv haft en meget nær veninde (har hende endnu) der ligesom din, skulle igennem nøjagtigt det samme, hvor hendes mand heller ikke havde nogen haletusser af betydning, der duede.
Dengang spurgte jeg hende ligeud, hvad jeg kunne gøre, og hun sagde:
Bare vær der!

Og det var jeg så.
Jeg lyttede, delte og ganske enkelt bare var der.
Jeg satte mig ind i noget af det teoretiske, så jeg vidste hvad hun talte om, og ellers så tørrede jeg tårer væk og trøstede.
Der er masser af mennesker, der nok skal sige "Det skal nok gå...op på hesten igen" og tit er det ikke det man har brug for, tror jeg.
Man har bare brug for en, der gider lytte, men som også kan snakke om andre ting.
Når jeg fornemmede, at hun var nede i et hul, så overraskede jeg hende med en hjemmebagt kage, en biftur, ringede og spurgte om hun ville med på tøsehygge..hvor det bare IKKE handlede om børn. Og vores venskab blev kun stærkere.
Hun vidste, at hun kunne snakke med mig om behandlingen, hvis hun ville, for jeg meldte også ud til hende, at jeg ikke ville snakke om det medmindre hun selv ville, så når hun ville læsse af, jamen så kunne hun gøre det.
Og så snakkede vi naturligvis om tingene.
Så for mit vedkommende, så tror jeg, at det, at man får talt ud, sat ord på, spurgt hvad man kan gøre og hvordan man skal forholde sig, er langt det bedste. Så er en skovl en skovl, og så kan man bedre slappe af i hinandens selskab.
(Skal da lige tilføje at de fik en dejlig dreng)

Kærligst
Sussie

Mange tak for ssvar - beklager den sene respons. Jeg har lige haft en laaaaang snak med hende i dag. Behandlingen er gået i hårdknude, for det viser sig at hendes mand har en kromosomfejl, så der skal tages flere prøver nu. Hun er rædsensslagen over forløbet. Men hun snakker og snakker og jeg har sagt hun endelig må sige til hvad hun har brug for og hvornår Sådan at jeg ved om jeg skal spørge ind til det eller ej

Jeanne skriver:

Mange tak for ssvar - beklager den sene respons. Jeg har lige haft en laaaaang snak med hende i dag. Behandlingen er gået i hårdknude, for det viser sig at hendes mand har en kromosomfejl, så der skal tages flere prøver nu. Hun er rædsensslagen over forløbet. Men hun snakker og snakker og jeg har sagt hun endelig må sige til hvad hun har brug for og hvornår Sådan at jeg ved om jeg skal spørge ind til det eller ej

altså hvor grotesk det end lyder, så kan en kromosomfejl i den danske behandlingsverden ende med at være en velsignelse! så skal de hæjst sandsynlig i ICSI behandling og de kan få behandlingen betalt (ikke medicinen, men ellers) og de kan få flere børn også betalt af det offentlige

derudover vil jeg også sige som de andre: bare vær der og lyt og lad være at komme med alle de dumme kommentarer om, at hun ikke skal tænke for meget på det og at hun ikke skal blive for ked af det. jeg synes selv, at det at være i behandling - og generelt når man prøver så mange år - gør, at det føles som om man hver måned mister det barn man så brændene ønsker sig. og man bliver ofte så ked af det over mens start at det er svært for andre at forstå. det kan også være rigtig hårdt at der er nogen der hele tiden spørger hvordan det går og har man nu været på klinikken og den slags, man kan hurtigt komme til at føle sig meget udsat og sårbar. der var en anden der skrev: spør hende hvad hun har brug for, og det er det allerbedste råd! og så understreg overfor hende, at du ER der på lige nøjagtig den måde hun gerne vil have det/har brug for det

veninder som dig burde der findes flere af!!

Jeanne skriver:

Mange tak for ssvar - beklager den sene respons. Jeg har lige haft en laaaaang snak med hende i dag. Behandlingen er gået i hårdknude, for det viser sig at hendes mand har en kromosomfejl, så der skal tages flere prøver nu. Hun er rædsensslagen over forløbet. Men hun snakker og snakker og jeg har sagt hun endelig må sige til hvad hun har brug for og hvornår Sådan at jeg ved om jeg skal spørge ind til det eller ej

Sådan en veninde som dig, er dejlig at have

Tjuhl skriver:

altså hvor grotesk det end lyder, så kan en kromosomfejl i den danske behandlingsverden ende med at være en velsignelse! så skal de hæjst sandsynlig i ICSI behandling og de kan få behandlingen betalt (ikke medicinen, men ellers) og de kan få flere børn også betalt af det offentlige

derudover vil jeg også sige som de andre: bare vær der og lyt og lad være at komme med alle de dumme kommentarer om, at hun ikke skal tænke for meget på det og at hun ikke skal blive for ked af det. jeg synes selv, at det at være i behandling - og generelt når man prøver så mange år - gør, at det føles som om man hver måned mister det barn man så brændene ønsker sig. og man bliver ofte så ked af det over mens start at det er svært for andre at forstå. det kan også være rigtig hårdt at der er nogen der hele tiden spørger hvordan det går og har man nu været på klinikken og den slags, man kan hurtigt komme til at føle sig meget udsat og sårbar. der var en anden der skrev: spør hende hvad hun har brug for, og det er det allerbedste råd! og så understreg overfor hende, at du ER der på lige nøjagtig den måde hun gerne vil have det/har brug for det

veninder som dig burde der findes flere af!!

Ej hvordan det?

SussieThyssen skriver:

Sådan en veninde som dig, er dejlig at have

Tak