Så er terningen kastet...

og fuck, jeg tror aldrig jeg har prøvet noget så hårdt i mit liv.

Som nogle måske kan huske, har jeg besluttet at min 6-rige søn skal prøve at bo hos sin far, og så må vi se om det bliver en succes eller om han kommer hjem igen.

Jeg har helt ærligt ikke behov for kommentarer om hvorvidt det er det rigtige valg eller ej lige nu, - bare for at læsse lidt følelser af.

Men jeg er så just hjemkommen efter at have fulgt ham til nordjylland. Med hans taske pakket med hans tøj. Med hans skoletaske, så han er klar til at starte i ny skole i morgen. Jeg har skrevet under på flytteanmeldelsen, så han kan blive meldt ind i den nye sfo. Jeg har givet faren hans sygesikringskort, hvis nu han klotter over noget og skal på skadestuen inden de får et nyt sygesikringskort til ham. Og så sige farvel til ham, stort kram og kys, og så rendte han ind og legede videre med katten. Og jeg kunne gå ned til banegården til mit tog. Og jeg havde bare lyst til at styrte tilbage og flå mit barn til mig og tage ham med hjem.

Jeg gør det her, fordi jeg tror han kan få det, om ikke bedre, så lige så godt, hos sin far, der vil være mere overskud til ham, og han vil ikke konstant skulle have sin søster hængende på sig, eller hænge på hende, bedre udvikling for begge de to børn. Jeg har valgt det her for hans skyld.

Og ja, han kommer hjem i hver anden weekend, det er jo ikke som om at jeg aldrig skal se ham igen eller sådan noget, og jeg har afleveret ham til ferie og weekend hos hans far mange gange, så det er såmænd heller ikke så forfærdeligt.

Men.... Det er næsten ikke til at holde ud. Hans seng er ... tom. Det rugbrød som vi køber specielt til ham, ligger i skuffen og vil nå at blive alt for gammelt før han kommer hjem igen.

Og jeg kan ikke holde op med at tude. Utroligt så mange tårer man kan have.

Det er så ambivalent. Jeg ønsker alt det bedste for ham, at han bare får en super skolestart, får gode venner, hygger sig med sin far og har det dejligt.. Og samtidig ønsker jeg bare at det ikke kommer til at gå, så han kommer hjem til mig igen om 14 dage, når den første prøveperiode ligesom er overstået. Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal bære mig ad med at undvære ham.

celkt skriver:

og fuck, jeg tror aldrig jeg har prøvet noget så hårdt i mit liv.

 

Som nogle måske kan huske, har jeg besluttet at min 6-rige søn skal prøve at bo hos sin far, og så må vi se om det bliver en succes eller om han kommer hjem igen.

Jeg har helt ærligt ikke behov for kommentarer om hvorvidt det er det rigtige valg eller ej lige nu, - bare for at læsse lidt følelser af.

Men jeg er så just hjemkommen efter at have fulgt ham til nordjylland. Med hans taske pakket med hans tøj. Med hans skoletaske, så han er klar til at starte i ny skole i morgen. Jeg har skrevet under på flytteanmeldelsen, så han kan blive meldt ind i den nye sfo. Jeg har givet faren hans sygesikringskort, hvis nu han klotter over noget og skal på skadestuen inden de får et nyt sygesikringskort til ham. Og så sige farvel til ham, stort kram og kys, og så rendte han ind og legede videre med katten. Og jeg kunne gå ned til banegården til mit tog. Og jeg havde bare lyst til at styrte tilbage og flå mit barn til mig og tage ham med hjem.

Jeg gør det her, fordi jeg tror han kan få det, om ikke bedre, så lige så godt, hos sin far, der vil være mere overskud til ham, og han vil ikke konstant skulle have sin søster hængende på sig, eller hænge på hende, bedre udvikling for begge de to børn. Jeg har valgt det her for hans skyld.

 

Og ja, han kommer hjem i hver anden weekend, det er jo ikke som om at jeg aldrig skal se ham igen eller sådan noget, og jeg har afleveret ham til ferie og weekend hos hans far mange gange, så det er såmænd heller ikke så forfærdeligt.

 

Men.... Det er næsten ikke til at holde ud. Hans seng er ... tom. Det rugbrød som vi køber specielt til ham, ligger i skuffen og vil nå at blive alt for gammelt før han kommer hjem igen.

Og jeg kan ikke holde op med at tude. Utroligt så mange tårer man kan have.

 

Det er så ambivalent. Jeg ønsker alt det bedste for ham, at han bare får en super skolestart, får gode venner, hygger sig med sin far og har det dejligt.. Og samtidig ønsker jeg bare at det ikke kommer til at gå, så han kommer hjem til mig igen om 14 dage, når den første prøveperiode ligesom er overstået. Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal bære mig ad med at undvære ham.

Kærligst
din mor

Sidder helt og får tårer i øjnene... for godt nok så tror jeg da at det er klart det bedste, når du selv skriver det... 

Men F**K det må være hårdt at være dig lige nu!! 

SussieThyssen skriver:

Kærligst
din mor

puha den trak tårer at læse. Det vigtigste er at du vil din søn det bedste. Kan forestille mig hvor smertefuldt det må være for dig. Men det handler vel om at du vænnes til det med tiden når du ser at han har det godt hos sin far. Håber det hele løser sig for jer så i alle får det så godt som i ønsker det.

KH Maise

celkt skriver:

og fuck, jeg tror aldrig jeg har prøvet noget så hårdt i mit liv.

 

Som nogle måske kan huske, har jeg besluttet at min 6-rige søn skal prøve at bo hos sin far, og så må vi se om det bliver en succes eller om han kommer hjem igen.

Jeg har helt ærligt ikke behov for kommentarer om hvorvidt det er det rigtige valg eller ej lige nu, - bare for at læsse lidt følelser af.

Men jeg er så just hjemkommen efter at have fulgt ham til nordjylland. Med hans taske pakket med hans tøj. Med hans skoletaske, så han er klar til at starte i ny skole i morgen. Jeg har skrevet under på flytteanmeldelsen, så han kan blive meldt ind i den nye sfo. Jeg har givet faren hans sygesikringskort, hvis nu han klotter over noget og skal på skadestuen inden de får et nyt sygesikringskort til ham. Og så sige farvel til ham, stort kram og kys, og så rendte han ind og legede videre med katten. Og jeg kunne gå ned til banegården til mit tog. Og jeg havde bare lyst til at styrte tilbage og flå mit barn til mig og tage ham med hjem.

Jeg gør det her, fordi jeg tror han kan få det, om ikke bedre, så lige så godt, hos sin far, der vil være mere overskud til ham, og han vil ikke konstant skulle have sin søster hængende på sig, eller hænge på hende, bedre udvikling for begge de to børn. Jeg har valgt det her for hans skyld.

 

Og ja, han kommer hjem i hver anden weekend, det er jo ikke som om at jeg aldrig skal se ham igen eller sådan noget, og jeg har afleveret ham til ferie og weekend hos hans far mange gange, så det er såmænd heller ikke så forfærdeligt.

 

Men.... Det er næsten ikke til at holde ud. Hans seng er ... tom. Det rugbrød som vi køber specielt til ham, ligger i skuffen og vil nå at blive alt for gammelt før han kommer hjem igen.

Og jeg kan ikke holde op med at tude. Utroligt så mange tårer man kan have.

 

Det er så ambivalent. Jeg ønsker alt det bedste for ham, at han bare får en super skolestart, får gode venner, hygger sig med sin far og har det dejligt.. Og samtidig ønsker jeg bare at det ikke kommer til at gå, så han kommer hjem til mig igen om 14 dage, når den første prøveperiode ligesom er overstået. Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal bære mig ad med at undvære ham.

Hejsa.

Kan udemærket følge dig. 
Jeg var det samme igennem med min søn for 5 år siden... så ved hvordan du har det lige nu. At læse dit indlæg fik mig til at tænke tilbage på dengang hvor jeg afleverede ham til hans far og sagde farvel og kørte... puha får helt tårer i øjnene igen.
Men den dag idag ved jeg at den beslutning jeg tog for min søn for 5 år siden er den bedste jeg nogensinde har taget for ham.

Og tro mig den første tid er hård, men det ska nok blive godt igen.

Du får lige et STORT af mig.

Og har du brug for det skriver du bare en pb.