Nøj, hvor blev jeg ked. :-( (lidt langt)

Jeg har den dejligste datter fra 08.10.10. Hun sover som en engel og smiler/griner dagen lang.

Det kom derfor noget bag på mig at hun ikke fik mad nok!!!

Jeg fik en mistanke om at hun havde tabt sig lidt, når jeg puslede hende. Syntes mave skindet var blevet løsere. Jeg kontaktede derfor SP som ville kigge forbi for en kontrol vejning. Det viste sig at prinsessen havde tabt sig 300g på en måned Totalt chok. Jeg havde da max forestillet mig en 50-100g.

Helt naturligt spørger hun om hun får mad nok. JAAA siger jeg, og tænker jo her på hendes almene trivsel. SP'en gir mig ret i at hun ikke ville kunne sove 10 timer i streg om natten hvis hun ikke fik mad nok. Jeg skulle derfor hen over 4 dage føre regnskab med spisetider og sove timer. Hun spiste 5 gange om dagen og sov mellem 16 og 17 timer. Altså helt perfekt.

Men da hun stadig ikke havde taget noget på blev jeg beordret til at give hende noget flaske så jeg kunne måle helt præcist hvor meget hun fik. (jeg kan ikke finde ud af at malke ud )

Vi kom derfor igang med flasken. Jeg ammede først og så fik hun flaske bagefter. Det viste sig at hun kunne spise ca 150ml efter amningen.  Så det kære barn havde jo ikke fået mad nok. Hun har nu nægtet brystet helt og er nu fuldt på flaske.

Det mærkelige er at det er ligesom om hun er "vågnet" op. Hun er blevet mere grædende og brokkende. Hun har hurtigt fundet ud af at man kan få noget for sin sult. Så hvor hun før bare fandt sig i det hele er hun nu begyndt at sige til og fra.

Både os selv og alle omkring os troede vi "bare" havde fået et nemt og mildt barn, og så viser det sig at hun var stille af sult.

Jeg sidder nu og dunker mig selv oven i hovedet hvorfor jeg ikke så det noget før. Men er samtidig stolt over at jeg reagerede og ikke lod stå til indtil hendes næste undersøgelse. Jeg syntes det er vildt hårdt. Jeg har virkelig nydt at amme og troede på ingen måde at hun skulle have flaske. Pigens trivsel frem for alt, men nøj hvor er jeg ked. Jeg har lige siden jeg fik hende haft et ammearmbånd som har skiftet arm hver gang jeg ammede så jeg kunne huske hvilket bryst jeg var nået til. (ammehjernen kun ikke huske det af sig selv) Da jeg skulle tage det af den anden aften brød jeg fuldsændigt sammen. Jeg græd og græd. Alt væltede op i mig. Samvittigheden, savnet for tætheden osv.  For mig havde amning været det mest naturlige i verden, da jeg har ammet 2 gange tidligere uden problemer. Jeg havde virkelig glædet mig til at min barsel denne gang var lang og vi havde tid til at amme længe i modsætning til mine ældste hvor jeg skulle på arbejde efter 5 mdr. Tror det er derfor det slog mig sådan ud.

Jeg har det nu bedre men savner det stadig helt vildt. Nu er jeg så spændt på SP næste besøg om 14 dage. Hun skal nemlig i følge SP tage mindst 350g på inden hun kommer igen.

Tak fordi du læste med og jeg fik lidt luft for mine - noget rodede -  tanker.

minbaby skriver:

Jeg har den dejligste datter fra 08.10.10. Hun sover som en engel og smiler/griner dagen lang.

Det kom derfor noget bag på mig at hun ikke fik mad nok!!!

Jeg fik en mistanke om at hun havde tabt sig lidt, når jeg puslede hende. Syntes mave skindet var blevet løsere. Jeg kontaktede derfor SP som ville kigge forbi for en kontrol vejning. Det viste sig at prinsessen havde tabt sig 300g på en måned Totalt chok. Jeg havde da max forestillet mig en 50-100g.

Helt naturligt spørger hun om hun får mad nok. JAAA siger jeg, og tænker jo her på hendes almene trivsel. SP'en gir mig ret i at hun ikke ville kunne sove 10 timer i streg om natten hvis hun ikke fik mad nok. Jeg skulle derfor hen over 4 dage føre regnskab med spisetider og sove timer. Hun spiste 5 gange om dagen og sov mellem 16 og 17 timer. Altså helt perfekt.

Men da hun stadig ikke havde taget noget på blev jeg beordret til at give hende noget flaske så jeg kunne måle helt præcist hvor meget hun fik. (jeg kan ikke finde ud af at malke ud )

Vi kom derfor igang med flasken. Jeg ammede først og så fik hun flaske bagefter. Det viste sig at hun kunne spise ca 150ml efter amningen.  Så det kære barn havde jo ikke fået mad nok. Hun har nu nægtet brystet helt og er nu fuldt på flaske.

Det mærkelige er at det er ligesom om hun er "vågnet" op. Hun er blevet mere grædende og brokkende. Hun har hurtigt fundet ud af at man kan få noget for sin sult. Så hvor hun før bare fandt sig i det hele er hun nu begyndt at sige til og fra.

Både os selv og alle omkring os troede vi "bare" havde fået et nemt og mildt barn, og så viser det sig at hun var stille af sult.

Jeg sidder nu og dunker mig selv oven i hovedet hvorfor jeg ikke så det noget før. Men er samtidig stolt over at jeg reagerede og ikke lod stå til indtil hendes næste undersøgelse. Jeg syntes det er vildt hårdt. Jeg har virkelig nydt at amme og troede på ingen måde at hun skulle have flaske. Pigens trivsel frem for alt, men nøj hvor er jeg ked. Jeg har lige siden jeg fik hende haft et ammearmbånd som har skiftet arm hver gang jeg ammede så jeg kunne huske hvilket bryst jeg var nået til. (ammehjernen kun ikke huske det af sig selv) Da jeg skulle tage det af den anden aften brød jeg fuldsændigt sammen. Jeg græd og græd. Alt væltede op i mig. Samvittigheden, savnet for tætheden osv.  For mig havde amning været det mest naturlige i verden, da jeg har ammet 2 gange tidligere uden problemer. Jeg havde virkelig glædet mig til at min barsel denne gang var lang og vi havde tid til at amme længe i modsætning til mine ældste hvor jeg skulle på arbejde efter 5 mdr. Tror det er derfor det slog mig sådan ud.

Jeg har det nu bedre men savner det stadig helt vildt. Nu er jeg så spændt på SP næste besøg om 14 dage. Hun skal nemlig i følge SP tage mindst 350g på inden hun kommer igen.

Tak fordi du læste med og jeg fik lidt luft for mine - noget rodede -  tanker.

Åh der er ingen rigtig ord her, ved hvor hårdt det er..

Derfor sender jeg lige et varmt

du skal da lige ha en .

det er hårdt når man får den besked.. men du har gjort hva der var det bedste for din datter hele tiden! havde du vist hun ikke fik nok så havde du jo skiftet over noget før..

kan godt forstå det er trist for dig.. men glæd dig over at du har en frisk og rask pige fordi du reagerede rigtigt som en god mor. og nyd at du stadig har tiden med hende selv om du ik ammer..

ved ikke lige hva jeg ellers kan sige andet end at jeg forstår dig så godt..

minbaby skriver:

Jeg har den dejligste datter fra 08.10.10. Hun sover som en engel og smiler/griner dagen lang.

Det kom derfor noget bag på mig at hun ikke fik mad nok!!!

Jeg fik en mistanke om at hun havde tabt sig lidt, når jeg puslede hende. Syntes mave skindet var blevet løsere. Jeg kontaktede derfor SP som ville kigge forbi for en kontrol vejning. Det viste sig at prinsessen havde tabt sig 300g på en måned Totalt chok. Jeg havde da max forestillet mig en 50-100g.

Helt naturligt spørger hun om hun får mad nok. JAAA siger jeg, og tænker jo her på hendes almene trivsel. SP'en gir mig ret i at hun ikke ville kunne sove 10 timer i streg om natten hvis hun ikke fik mad nok. Jeg skulle derfor hen over 4 dage føre regnskab med spisetider og sove timer. Hun spiste 5 gange om dagen og sov mellem 16 og 17 timer. Altså helt perfekt.

Men da hun stadig ikke havde taget noget på blev jeg beordret til at give hende noget flaske så jeg kunne måle helt præcist hvor meget hun fik. (jeg kan ikke finde ud af at malke ud )

Vi kom derfor igang med flasken. Jeg ammede først og så fik hun flaske bagefter. Det viste sig at hun kunne spise ca 150ml efter amningen.  Så det kære barn havde jo ikke fået mad nok. Hun har nu nægtet brystet helt og er nu fuldt på flaske.

Det mærkelige er at det er ligesom om hun er "vågnet" op. Hun er blevet mere grædende og brokkende. Hun har hurtigt fundet ud af at man kan få noget for sin sult. Så hvor hun før bare fandt sig i det hele er hun nu begyndt at sige til og fra.

Både os selv og alle omkring os troede vi "bare" havde fået et nemt og mildt barn, og så viser det sig at hun var stille af sult.

Jeg sidder nu og dunker mig selv oven i hovedet hvorfor jeg ikke så det noget før. Men er samtidig stolt over at jeg reagerede og ikke lod stå til indtil hendes næste undersøgelse. Jeg syntes det er vildt hårdt. Jeg har virkelig nydt at amme og troede på ingen måde at hun skulle have flaske. Pigens trivsel frem for alt, men nøj hvor er jeg ked. Jeg har lige siden jeg fik hende haft et ammearmbånd som har skiftet arm hver gang jeg ammede så jeg kunne huske hvilket bryst jeg var nået til. (ammehjernen kun ikke huske det af sig selv) Da jeg skulle tage det af den anden aften brød jeg fuldsændigt sammen. Jeg græd og græd. Alt væltede op i mig. Samvittigheden, savnet for tætheden osv.  For mig havde amning været det mest naturlige i verden, da jeg har ammet 2 gange tidligere uden problemer. Jeg havde virkelig glædet mig til at min barsel denne gang var lang og vi havde tid til at amme længe i modsætning til mine ældste hvor jeg skulle på arbejde efter 5 mdr. Tror det er derfor det slog mig sådan ud.

Jeg har det nu bedre men savner det stadig helt vildt. Nu er jeg så spændt på SP næste besøg om 14 dage. Hun skal nemlig i følge SP tage mindst 350g på inden hun kommer igen.

Tak fordi du læste med og jeg fik lidt luft for mine - noget rodede -  tanker.

 Du må ikke bebrejde dig selv det. Men det var godt du reagerede og fik sp på besøg så hurtigt. OG bare vent hun skal nok tage fint på. Og virker da som om hun stadig er et nemt og blidt barn. Trist med amningen men se det på den positive måde du kan få lige så mange gode stunder med hende med en flaske selvom det ikke lige er det samme. Held og lykke fremover.