Jaloux på det forkerte grundlag.

Da dette er et meget ømtåleligt emne for mig, har jeg valgt at være anonym, jeg håber dog stadig på at få nogle gode råd.

Historien er selvfølgelig lang, men jeg skal forsøge at gøre den kort.

Min kæreste og jeg har været sammen i 6 år, har barn sammen, men har valgt ikke at bo sammen. Min kærestes familie består stort set kun af hans far, som han ikke har set i næsten 10 år, og så hans søster, som han kun ser/taler med meget sjældent (der kan gå år imellem de snakker sammen/ses). Hans søster er en type menneske, som nok ikke er faldet så heldig ud. Hun er småkriminel, er ikke bleg for at tage stoffer, og ja i det hele taget meget utilregnelig. For ca. 4,5 år siden, snakkede jeg en del med hende (på det tidspunkt gik det lidt bedre med hende). At jeg talte meget med hende, gav rigtig mange gnidninger imellem min kæreste og jeg. Han sagde åbenbart grimme ting om mig, som hun ikke var beg for at fortælle videre til mig - og så begyndte det jo også omvendt. Min kæreste og jeg var fra hinanden i noget tid. Herefter fandt vi sammen, og jeg valgte at droppe kontakten til søsteren for at redde forholdet til min kæreste.

Min kæreste valgte også mere eller mindre at droppe kontakten til sin søster, da hun som sagt kommer i et miljø, som vi på ingen måde ønsker at være en del af. Efter alt dette er vores forhold blevet bedre og bedre.

Min mor fik for en måneds tid siden konstateret kræft, det har taget utrolig hårdt på mig. Hun bliver forhåbenligt helbredt. Hun ligger på sygehuset, har gjort det i snart 4 uger, og skal formentlig være der noget tid endnu.

Så skete der det her den anden dag, at min kærestes søster også fik konstateret kræft! Hun valgte at kontakte min kæreste for at fortælle ham det. Han brød helt sammen, og synes det var frygteligt - hvilket jeg naturligvis også synes.

Nu er sagen så den, at han deltager i alle undersøgelser sammen med hans søster, han er der for hende 100 %. Og mit dilemma er nu - jeg er død jaloux.

Et eks.: Hans arbejde betyder utrolig meget for ham, og ikke 10 vilde heste kan få ham til at tage fri. Men nu tager han fri for at komme med til alle undersøgelser sammen med sin søster. Han har stort set ALDRIG taget fri for noget i forbindelse med mig eller vores fælles barn....

Jeg er jaloux over at han pludselig bruger så meget tid på en søster, som han hidtil har hævdet ikke betyder noget for ham, og som han stort set ikke har haft kontakt med i 4,5 år.

Jeg er frygtelig flov over mine følelser, for selvfølgelig skal han være der for hende, hun har jo ingen familie - kun et par kriminelle venner, som ærlig talt ikke er alt for heldige!

Øv jeg vil bare rigtig gerne af med denne forkerte følelse....

I bund og grund handler det nok om, at din kæreste har opdaget, at til trods for den ringe kontakt de har haft, så betyder hans søster rigtigt meget for ham - og ved nu at tage fri og deltage i undersøgelser og behandling tror jeg, at han prøver at rette op på at han ikke har været der for hende hidtil og derfor prøver at kompensere for dette nu.

Han har ikke nogen stor familie der er tæt sammentømret, og nu står han overfor måske at miste det sidste familiemedlem han har nogen kontakt til, og derfor er han nødt til at gå "all in".

Jeg synes du skal tale med ham om de følelser du oplever UDEN at bebrejde ham, at han tidligere ikke har deltaget på samme måde omkring jeres barn, og se om han ikke kan forklare og sætte ord på hvad han tænker og føler.

Og husk, at passe på dig selv, nu du også har en mor der er syg - I må se om I ikke kan støtte hinanden i det her og ikke skubbe hinanden væk.

Jeg tror man bare må se i øjnene, at man ikke altid kan føle "det rigtige". I en perfekt verden ville du selvfølgelig være rummelig og forstående overfor din kæreste i den her situation, og det prøver du jo også på at være, men samtidig nager jalousien, fordi du føler at du ikke får den samme opmærksomhed, når du har brug for det.

Så længe du ikke bruger jalousien negativt, til at være efter din kæreste for at bruge tid med sin søster, kan jeg egentlig ikke se, hvorfor den ikke er en fuldstændig legitim følelse for dig. Måske skal du bruge den som en lille påmindelse om, at der er nogle ting du har brug for at snakke med din kæreste om, når der lige falder lidt ro på søsterens sygdomsforløb eller bare på en stille aften, hvor I har god tid. Du må jo få fortalt ham, at du føler dig lidt alene/tilsidesat og har brug for at han engang imellem vælger dig og jeres barn over arbejdet. Det handler jo ikke om hans søster, men måske er du også ekstra sårbar lige nu, fordi din mor også er syg.

God bedring til både din mor og kærestens søster, og held og lykke med at få talt ud med kæresten om de ting, der i virkeligheden trykker. For mig lyder din reaktion helt normal.

 

Maria