6 årig har stort savn til mor i skolen.

Hej.

Jeg har jo 3 drenge på 13, 11½ og 6 år (snart 7) Mads på 6 år, går i bhkl og er en meget glad dreng. Fungere fint både hjemme og i skolen, har mange venner osv osv. MEN..... Han kan simpelthen savne mig så meget, når vi skal "skilles".

Det er både, hvis jeg lige skal i motionscenteret om aftenen ell ud at handle. Far er jo hjemme og de store drenge og alt er som det plejer. Han kan lege og have det fint, men ligeså snart jeg siger, at jeg kører ell siger farvel, så vender det. Han skal give en stor mængde knus, nysse på kind og mund, kramme og fortæller i et flæng at han kommer til at savne mig.

I dag har jeg fri og jeg nyder det. Jeg har weekendarb hver 2. weekend, så jeg vil have lavet noget af alt det, jeg ikke rigtig når i weekenden. Jeg følger Mads op i klassen, da han vil vise mig noget påskeklip, de har lavet og klistret på vinduerne. Vi krammer farvel og vinker til hinanden.

Da jeg når næsten ud af skolen, kommer han løbende og storgrædende, at jeg skal vente. Han savner mig usigelig meget og kan næsten ikke tænke på andet. Han er næsten ikke modtagelig for snak omkring, at jeg jo henter ham i fritteren i eftermiddag og at han kan lege med både Gustev, Mathias, Miklas osv osv. Det ender faktisk med, vi sidder på en bænk i skolen og jeg får han "dæmpet" lidt ned og forsikrer ham for, at jeg henter ham i fritteren i eftermiddag. Det ringer ind og han skal til morgensang. Han står i døren og vinker til mig mens jeg går nok 150 meter over til bilen. Han vinker og savner lige til det sidste.

Men hvad gør jeg lige her og hvad har jeg gjort forkert?

De store drenge har aldrig haft det sådan. Men Mads er nærmest helt desperat og omklamrende om mig.

VH Kloster - Der ikke synes, det er så rart at han savner SÅ meget.

Det lyder bare slet ikke rart for ham. Det må være rigtig hårdt både for ham og dig.

Jeg har desværre ingen gode råd - jeg aner ikke hvad man kan gøre

Åh, det er synd for ham...jeg var præcis på samme måde da jeg var barn, det var et helvede og dengang gjorde man desværre ikke andet end bare at tvinge mig afsted og tilbage når jeg løb hjem...jeg mener der skulle være taget hånd om min reaktion, hvorfor jeg var så ked og havde det så svært med at undvære min mor. Jeg er og var et sensitivt menneske og som barn tror jeg det at jeg havde det svært ved at undvære min mor var en del af den måde jeg var, min sårbarhed...er lidt ked af mine forældre ikke opsøgte en der kunne hjælpe og evt overvejede om skoleskift til en mindre skole kunne have været en løsning..

Men synes du skal søge om hjælp til at tackle det..for det er bare ikke nemt for et barn at leve med og slet ikke når man så tydeligt er anderledes end de andre børn..

KNus..

Har ikke mange gode råd, andet end han måske kan lave lidt mere sammen med kun far. Så han bliver mindre "afhængig" af dig. Måske en fritidsinteresse eller lign?

Tak for svar.

Vi prøver også på at "mildne" hans savn en del. Far putter, bader osv. Ikke hver gang, men når det passer ind i vores planer. Far er fuldstændig ligeså god som mor, men han er bare nærmest helt "forelsket" i mig.

Har snakket med ham om, at det er sundt at savne. Så glæder man sig til, man ses igen. Og at det er okay at savne. Jeg savner også, men ved at vi skal være sammen igen.

Jeg synes selv, jeg er fin til at vurdere, hvornår der er brug for fasthed og hårhed og hvornår der er behov for virkelig trøst, anerkendelse af følelserne og bearejdning.

Kan da bare slet ikke forstå, hvor han har det fra...

Det er dog ikke hver dag han har det sådan, men lige i dag var kraftigt, da han løb grædende igennem skolen til mig pga savn.

Andre gange, kan jeg ligesom "sætte ham på plads". Det er i orden at savne, men jeg kommer jo tilbage! Jeg tror ikke man skal blive ved med at brygge suppe på probleme. Jeg anerkender det og tager virkelig hånd om det, men jeg dyrker det ikke. Jeg tror på, at dyrke det, kun bliver værre.

Jeg skal jo helst styrke ham til at være selvstændig, møde verden og have mod på det. Samtidig med at far og jeg står på sidelinien og støtter ham igennem livet.

Han skulle forresten have startet til fodbold i efteråret, men brækkede benet og havde gips på i 3 mdr. Skal begynde til udendørs fodbold her i foråret. Måske det kan hjælpe....

Kloster skriver:

Tak for svar.

Vi prøver også på at "mildne" hans savn en del. Far putter, bader osv. Ikke hver gang, men når det passer ind i vores planer. Far er fuldstændig ligeså god som mor, men han er bare nærmest helt "forelsket" i mig.

Har snakket med ham om, at det er sundt at savne. Så glæder man sig til, man ses igen. Og at det er okay at savne. Jeg savner også, men ved at vi skal være sammen igen.

Jeg synes selv, jeg er fin til at vurdere, hvornår der er brug for fasthed og hårhed og hvornår der er behov for virkelig trøst, anerkendelse af følelserne og bearejdning.

Kan da bare slet ikke forstå, hvor han har det fra...

Det er dog ikke hver dag han har det sådan, men lige i dag var kraftigt, da han løb grædende igennem skolen til mig pga savn.

Andre gange, kan jeg ligesom "sætte ham på plads". Det er i orden at savne, men jeg kommer jo tilbage! Jeg tror ikke man skal blive ved med at brygge suppe på probleme. Jeg anerkender det og tager virkelig hånd om det, men jeg dyrker det ikke. Jeg tror på, at dyrke det, kun bliver værre.

Jeg skal jo helst styrke ham til at være selvstændig, møde verden og have mod på det. Samtidig med at far og jeg står på sidelinien og støtter ham igennem livet.

Han skulle forresten have startet til fodbold i efteråret, men brækkede benet og havde gips på i 3 mdr. Skal begynde til udendørs fodbold her i foråret. Måske det kan hjælpe....

Så har du jo også været der rigtig meget for ham i forbindelse med det brækkede ben. Han har fået rigtig meget opmærksomhed osv. Det kan være at han lige skal vænne sig til at det er ved at være hverdag igen?

Znuzke skriver:

Så har du jo også været der rigtig meget for ham i forbindelse med det brækkede ben. Han har fået rigtig meget opmærksomhed osv. Det kan være at han lige skal vænne sig til at det er ved at være hverdag igen?

Ja det må jeg give dig ret i. Det  var virkelig frustrerende for os begge, men vi kæmpede om det. Lyder som om der kun var Mads og jeg, men det var nok mest mig, der kørte til sygehuset, legede og havde fri pga det ben. Men det var jo også i takt med skolestart. Brækkede benet i okt og kom af med gipsen i dec. Så det har været en hård start.

Kloster skriver:

Tak for svar.

Vi prøver også på at "mildne" hans savn en del. Far putter, bader osv. Ikke hver gang, men når det passer ind i vores planer. Far er fuldstændig ligeså god som mor, men han er bare nærmest helt "forelsket" i mig.

Har snakket med ham om, at det er sundt at savne. Så glæder man sig til, man ses igen. Og at det er okay at savne. Jeg savner også, men ved at vi skal være sammen igen.

Jeg synes selv, jeg er fin til at vurdere, hvornår der er brug for fasthed og hårhed og hvornår der er behov for virkelig trøst, anerkendelse af følelserne og bearejdning.

Kan da bare slet ikke forstå, hvor han har det fra...

Det er dog ikke hver dag han har det sådan, men lige i dag var kraftigt, da han løb grædende igennem skolen til mig pga savn.

Andre gange, kan jeg ligesom "sætte ham på plads". Det er i orden at savne, men jeg kommer jo tilbage! Jeg tror ikke man skal blive ved med at brygge suppe på probleme. Jeg anerkender det og tager virkelig hånd om det, men jeg dyrker det ikke. Jeg tror på, at dyrke det, kun bliver værre.

Jeg skal jo helst styrke ham til at være selvstændig, møde verden og have mod på det. Samtidig med at far og jeg står på sidelinien og støtter ham igennem livet.

Han skulle forresten have startet til fodbold i efteråret, men brækkede benet og havde gips på i 3 mdr. Skal begynde til udendørs fodbold her i foråret. Måske det kan hjælpe....

Men selvom man som mor synes man ser det hele og gør hvad man kan, hvilket man jo gør, så kan det jo være at andre øjne vil se noget du har overset...nu arbejder du skiftende arbejdstider, måske det er svært for ham og hvis han er en blød lille en...min mor var selv aften og weekendarbejdende og ved da ikke om det kan have en sammenhæng, mine søstre havde det ikke som jeg, men det var virkelig svært for mig...slap først da jeg 13-14 år og først rigtigt da jeg kom på efterskole...tror måske også min mor har været meget på over for mig og skabt en eller anden afhængighed som måske ikke var så heldig for mig...altså hun slap mig måske ikke da hun burde og det var naturligt..men alt det er kun tanker jeg har gjort mig omkring det jeg har oplevet og måske vil en børnepsyk kunne stille dig de rigtige spørgsmål eller se noget du ikke ser eller ved..

I hvert fald så er det virkelig hårdt at have det som din dreng...

Det ikke rart for dig eller din dreng.

Jeg tænker, at han måske i perioder får mere opmærksomhed end sine større brødere, som ikke behøver dig i samme omfang længere. Derved skaber du som mor mere tid og opmærksomhed på ham. I forbindelse med det brækkende ben skriver du også, at det var dig der var der det meste af tiden, i har været rigtigt meget sammen, og oplevet tiden sammen på en anden måde, som hvis ikke han havde været hjemme.

Udover det så tror nu også på, at det udtryk for savn fra hans side på den ene eller anden måde. Det som er den vigtige faktor i det er som, du selv er inden på, at han skal lære, at håndtere savnet til dig på en positiv måde. F.eks skriver du, han skal starte til fodbold. Her tænker jeg så... En oplevelse, og han hygger og er i gang med noget, du bliver "glemt", og når så du henter ham igen, så det mere et gældeligt savn, og ikke et psykisk savn. Han skal fortælle dig om det her fodbold, så det tror jeg, du har helt ret i, at alt nok skal blive godt.

At han får fokus væk fra dig, vil skabe forandringer for jer begge. Han når ude og blive passet, så det også vigtigt tænker jeg, at dem, som han så skal være ved kender til det savn, som fylder meget til dig lige nu. Der skal ske nogle gode oplevelser. F.eks besøg mormor, faster eller andere. Så laver man noget sammen med ham det kan være bage, tegner, male, bål og mange andre ting. Han må ikke sidde og tænke på dig.

Når du fortæller ham, at du henter ham fra fritter, så kan du måske sige, så skal du og jeg ud, at handle sammen, og igen giver du ham noget, at se frem til.

Tror på, at det vigtigt, at man lytter til, at han savner sin mor, men, at man flytter hans foksus på det i form at positive oplevelser. F.eks når du skal ud at handle eller i motioncenter, kunne det være en fin ide tænker jeg, at fortælle ham, vi giver et knus og et kys, og far læser en bog, og den skal du fortælle mor om , når jeg kommer hjem. Så vil han sætte foksu på det tænker jeg, frem for, at tænke på, hvor du kommer igen.

Men der mange muligheder, jeg håber i hvert fald, at han får dig lidt på afstand, og at udtryk fór savnet kommer til udtryk uden, at han nærmest går i panik for, hvor du kommer igen.