Øv hvor jeg synes, at det trækker tænder ud for tiden, at aflevere min datter i dagpleje.
Hun er knap 2½ år, og er inde i en periode hvor MOR er det allerbedste i verden. Hun krammer og kysser og klamre sig til mig det meste af tiden. Vi skal helst sidde og lege sammen på gulvet hele tiden, eller være i konstant samtale. Det er rigtig hyggeligt, og selvfølgelig elsker jeg at være sammen med hende, vi får nogen fantastiske gode stunder ud af det 
MEN! - hun bliver så ulykkelig når jeg aflevere hende i dagplejen.... Jeg VED hun har det godt, både med de andre børn og dagplejeren, det er bare som om, at hun synes det bedste ville være, hvis jeg kunne "komme med" i dagpleje/legestue. Så sent som imorges sad hun i bilen og sagde: "Mor, du må ikke sige farvel - Frederikke bliver ked af det" ...... og det har hun bare sagt så mange gange, f.eks. når vi går fra bilen og ind til dagplejen. Når jeg så har prøvet at spørge, hvad hun gerne vil, så lyder svaret "Hjemme med mor, såå hyggeligt". Jeg synes, at jeg flere gange i børnehøjde har prøvet at "forklare" at mor skal "sådan og sådan" idag, og at mor SELVFØLGELIG kommer og henter hende igen og at vi så kan ex bygge et stort hus med klodserne når vi kommer hjem. Men den "køber" hun ikke rigtig, og hun bliver stadig bund ulykkelig når jeg går. Dagplejeren siger, at hun kun lige skal bruge knap 10 minutter på at komme lidt til sig selv og så er der ellers liv og glade dage. Når jeg kommer for at hente hende, smider hun ALT hvad hun har i hænderne og løber ind i favnen på mig.
Kan jeg overhovedet gøre det nemmere for hende at komme afsted? - hun bruger jo det meste af morgentiden herhjemme på at finde på ting, der kan udelukke eller udskyde at komme afsted. Og det er jo som sådan egentlig godt nok - altså, at hun forstår og give udtryk for, med ord, hvad HUN gerne vil og har lyst til, og at hun kan forklare mig, at det gør hende ked af det at undvære mor.
Det bliver vist lidt rodet - men jeg kunne i bund og grund godt tænke mig, at høre om nogen ligger inde med nogen gode råd til, hvordan jeg kan lette stemningen for hende om morgenen? Hvordan jeg gøre hendes savn til mig/os, til noget positivt, så det ikke gør så ondt på hende hver dag?
Hvis det kan hjælpe på rådene, kan jeg tilføje at hun er en kvik pige og har hovedet med sig - hun forstår mere eller mindre alt, og har et godt sprog.
På forhånd tak!
