.. Som nygravid! Jeg er så glad, så lykkelig.. Men ÅH! Der er SÅ mange, der oplever SA'er pt, og jeg synes næsten ikke jeg kan logge herind uden at se en ny, der har været uheldig. Det er SÅ synd for dem, der oplever det, men jeg er også så bange på mine vejne. Tænk hvis det sker for mig? Jeg har talt med min mor, og ingen i familien har nogensinde fået en SA, men man ved jo aldrig 
Og jeg har ikke været gravid før, så.. Kender i det med, at alle andres sørgerlige historier gør en bange? Jeg forsøger at holde mig væk fra visse dele af forummet for ikke at blive bange, men de dukker jo også op på forsiden.
... Noget andet er kæmpe frustration. Selvom jeg ikke er langt henne, har vi valgt at fortælle en stor del af familien det i dag. Også fordi at der så er steder at hente støtte, skulle det gå galt. Det har været så dejligt. Min mor og stedfar jublede og kunne godt forstå vi ville have børn nu. Hans forældre er ellevilde, hans søster hvinede ligefrem, og hans morfar er også bare rigtig rigtig glad. Det er så dejligt!
Men min far? Det er en anden sag. Og jeg er SÅ forbandet træt af det! Vi fik da en god snak om børn, da jeg fortalt det, men han var vildt skeptisk og viste ikke den store glæde. Jo jo, jeg forstår godt han tænker på, om jeg nu gennemfører min uddannelse, og om vi har økonomien, men hvorfor kan han ikke tro mig når jeg siger, at alt er overvejet og planlagt? Vi har en FIN økonomi. Gode opsparinger, min kæreste tjener skide godt på jobbet. Og at jeg lige skubber min uddannelse et år, når jeg holder barsel, betyder jo ikke, at jeg ikke gør den færdig. Det er min drømmeuddannelse, som jeg elsker, og min kæreste og jeg lovede hinanden, at babyen ikke skulle betyde, at vi ikke fik vores uddannelser. For det gør vi!!
Hvorfor lytter han ikke? Hvor er tilliden? Kender han mig slet ikke? Jeg har ALTID været en god datter. Ingen problemer. Jeg har altid været sød, kærlig, hjælpsom, pligtopfyldende, gjort hvad jeg har fået besked på. Jeg har aldrig været ude i noget skidt, gjort dumme ting. Jeg er strøget igennem uddannelsessystemet med flotte karakterer og går nu på min drømmeuddannelse, hvor jeg også scorer absolut topkarakterer. Jeg er moden af min alder (Knap 22). Jeg fester ikke, jeg drikker ikke, har aldrig taget et hiv af en smøg. Jeg er ekstreeemt høflig, fornuftig og empatisk, og jeg klarer mig godt i livet. De er vilde med min kæreste. Han og jeg har et fantastisk forhold fyldt med så meget kærlighed og lykke. Alle de valg jeg har truffet i livet har været gode. Hvorfor kan han så for fanden ikke have lidt mere tillid?
Jeg kunne måske forstå det, hvis jeg til tider havde været et problembarn. Hvis jeg ofte havde truffet dumme beslutninger og været for impulsiv. Men det er jo slet ikke tilfældet! Jeg ved, at han smelter den dag han holder sit barnebarn i armene, men det hjælper mig jo ikke meget nu.
Hvad skal jeg gøre med denne frustration? Jeg har ikke brug for, at i OGSÅ begynder at sige: "Jaaah, men er det nu også smart med uddannelse" - TRO mig! Det er tænkt, gennemtænkt, dobbeltgennemtænkt, overvejet og planlagt, og jeg opnår altid de ting, jeg sætter næsen op efter.. Jeg er klar over, at det bliver det hårdeste jeg har oplevet, men det skræmmer mig ikke.
