Ja, jeg har godt nok ikke oprettet debatter i flere måneder, men har nu brug for at lette mit hjerte.
Min elskede og dybt savnet Laban har jeg måtte sige farvel til idag. Det er med store tårer i øjnene at jeg skriver nu. Laban har i noget tid haft problemer med urinvejene og vi har haft prøvet medicin uden at det har haft virkning. Kun kortvarigt og herefter er det vendt retur. Han blødte når han tissede og det var meget pinefuldt for ham. Samtidig var han begyndt at have svært ved at holde på vandet og vores hus er derfor blevet godt og grundigt tisset til, i alle hjørner.
Men gud hvor er det hårdt at skulle bestemme over en andens liv. Jeg har så svært ved at tage sådan nogle beslutninger, for hvis dyrlægen bare åbner den MINDSTE dør for at der er en mulighed for at han kan blive rask, så ved jeg med det samme at det er svært for mig at aflive ham. Men hvor længe skal man blive ved?
Jeg kunne ikke mere idag. Så jeg tog min tlf og ringede meget meget trist til dyrlægen. Han kunne komme over middag, så jeg sørgede selvfølgelig for at Laban blev liggende indenfor.
Det er det værste jeg nogensinde har prøvet!
Jeg blev nødt til at holde Laban selv da dyrlægen ikke kunne komme til ham. Det var simpelthen så skrækkeligt, virkelig virkelig fælt. Og han prustede og spændte i hele kroppen, men blev langsom mere og mere slap.
Hold kæft jeg kommer til at savne ham! Det er et stort tab.
Min elskede Laban, jeg håber du har det godt oppe i kattehimlen.
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
