Anonym skriver:
Jeg anonym da jeg egentlig er ret ked af det er sådan... 
Jeg bor med min kæreste og vi venter første barn.. Jeg elsker at være bare ham og mig.. vi hygger os sindsyg meget sammen.. elsker at se mine forældre og min familie.. MEN jeg er flyttet MEGET langt væk fra alle dem jeg kender og derfor er det jo ikke så tit.. Jeg har mistet alle mine venner pga det og da jeg blev gravid plus vi bare er så forskellige efterhånden..vokset fra hinanden..
Når kæresten siger om vi ikke skal tage til hans familie, eller venner så kan jeg bare blive så irriteret (viser ham det slet ikke) og gider egentlig ikke tage hjem til dem eller de kommer her.. Elsker bare at være sammen med ham og er ikke den der som sidder og kan snakke med fremmede osv.. Han siger hele tiden f.eks. at jeg skal gøre nogle ting for at få nogle venner herfra.. men gider egentlig ikke.. har det fint nok med at være privat og mig selv.. Gider heller ikke kæmpe familie fester eller tage i byen.. har slet ikke behovet for at "mænge" mig..
Glæder mig til den lille kommer til sommer så jeg kan komme i en mødre gruppe og tale med nogle andre..
Er der andre som er lige så asociale og på samme måde som mig?
Op med humøret 
(jaja, det kan jeg sagtens sige - det er nemmere sagt end gjort 
)
Jeg kan sige så meget, at dengang jeg flyttede sammen med min kæreste, da jeg blev gravid, der flyttede jeg også MEGET langt væk fra min familie og mine venner, og hold da k*** hvor var det HÅRDT (og det er det stadig til en vis grad) ..
det værste var, at jeg havde fået bækkenløsning, så jeg hverken arbejdede eller studerede, og det kan godt være rimelig kedeligt i længden at sidde derhjemme hver dag og vente på at kæresten kommer hjem fra arbejde.. SUK!
I starten var jeg også meget imod at vi skulle se hans venner og familie hele tiden (de bor heroppe - og tæt på os!) Men han var jo vant til at se dem ofte.
Jeg følte mig lidt "tvunget" til at se dem - og viste ham heller ikke at jeg havde svært ved at være flyttet så langt væk. En dag blev det for meget for mig, og jeg fortalte ham hvordan jeg havde det - altså at det var svært at være flyttet så langt væk og jeg følte mig lidt alene og ret genert.. Det hjalp ufattelig meget. Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg begynde at "acceptere" at se hans famlie og venner meget oftere..
Der er da stadig et par stykker jeg absolut ikke magter at ha' på besøg, men så må man jo bide i det sure æble engang imellem - for han skal da stadig ha' lov at se sine venner som han vil (til en vis grænse vel )
Jeg troede også at når vores søn var født ville det hele være meget nemmere, men i virkeligheden kommer der jo bare flere på besøg og vil se den lille osv - så mit råd er at i stedet for at "skubbe dem væk" og ønske at det KUN er jer to, så prøv at tage imod dem med åbne arme, selvom det godt kan være meget svært. Og så nyd den alenetid du har med din kæreste og kommende barn
Håber du kunne bruge at høre at det ikke kun er dig der har svært ved at mingle og flytte væk fra alt det kendte
Knus
Anmeld
