Det er rimeligt nyt for os herhjemme, at opleve vores 1½ årig få disse affekt-anfald.
Første gang det skete er maks to uger siden.
Det blev udløst af, at storesøster på 3 år, tog et dvd-cover fra hende, som hun bed i. Hun både slog sig OG blev hidsig over storesøsters indblanding, og da far så ville tage hende op og trøste, så trak hun pludselig slet ikke vejret, gråden forsvandt og hendes krop og blik stivenede.... Helt stille....
Og SÅ lød der et SKRIG.
Hun blev selv meget forskrækket. Og det gjorde vi andre også.
Jeg ringede til en vagtlæge og fortalte episoden, for jeg havde aldrig oplevet hende sådan før. Det var LIGE på nippet før hun var besvimet helt.
Idag (igår, da det nu er sent over midnat) skete det så igen.
Denne gang udløst af, at jeg tog en bamse fra hende og satte på plads, og ville have hende på benene, da hun skulle have skiftet sin ble.
Igen, ligesom sidst, blev gråden væk .....denne gang pustede jeg hende i ansigtet, for at få hende til at trække luft ind igen hurtigere. Og efter en tid kom det høje SKRIG efterfulgt af gråd...
Det er næsten ligeså hurtigt ovre igen, som det startede.
Men ubehageligt er det, når man ikke kan forberede sig på det.
Og jeg forstår helt ærligt ikke rigtigt, at hun kan reagere SÅ KRAFTIGT på tingene, hvis det lige bliver hende for meget.
Det er som sagt ret nyt for os herhjemme, at opleve disse affekt-anfald.
Så jeg håber lidt, at der er andre herinde, der også kender til det, og evt. kan fortælle lidt - Gerne dele erfaringer og/eller komme med forslag og ideer til, hvordan det kan undgåes, eller hvad der kan gøres, når det sker ?!?!
Jeg håber ikke, at det er noget vi skal opleve meget mere af.
Men det virker jo ikke særligt lovende, når det nu allerede er sket to gange indenfor kun et par uger.
Lægen fortalte i øvrigt, at det er helt ufarligt, og normalt blandt nogle små børn, at reagere så kraftigt. Det eneste man skal være lidt OBS på er, at de rent faktisk jo godt kan besvime i disse anfald, så man skal beskytte dem fra at komme til skade, hvis det er muligt.
Vores datter virker som sagt rigtig ked af det, lidt bange endda, bagefter.
Og rigtig træt og udmattet af sit udbrud. Jeg tror ikke rigtigt, at hun selv helt opfatter, hvad det egentligt er der sker. Det er jo nærmest et lille black-out.
ER DER ANDRE HERINDE, DER KENDER TIL DET OG HAR OPLEVELSER ELLER ERFARINGER, SOM DE VIL DELE MED MIG ????