Ked af det

Jeg skal til jobsamtale i morgen, og kan allerede mærke, at jeg er nervøs. Har det ikke så godt med jobsamtaler og eksamener, bliver ofte meget nervøs. Jeg har fået et brev om, hvad de gerne vil høre om, og jeg skal holde et lille oplæg, som jeg skal forberede i dag. Jeg bor desværre i en del af landet, hvor det er svært at få arbejde. Har haft meget arbejde, vikariater og midlertidige stillinger, men desværre ikke noget fast. Senest har jeg haft ½ års vikariat, som jeg var glad for, selvom der var lang transport. Jer er der stadig som vikar indimellem. Vikariatet sluttede i efteråret, ca. på samme tidspunkt hvor jeg var gravid i 4.måned, men desværre mistede barnet Vi havde ellers glædet os sådan over graviditeten hele sommeren. Er tit meget ked af det, både pga. at jeg mistede, men også over arbejdsløsheden. Modtager nemlig ikke dagpenge, da jeg kun har ganske kort tid tilbage af dagpengeretten, som jeg gerne vil gemme, hvis jeg forhåbentlig bliver gravid igen og skal på barsel eller bliver syg. Jeg mangler kun nogle få hundrede timer for at få ret til en ny dagpengeperiode, og har søgt meget arbejde, men har desværre ikke fået noget endnu. Heldigvis bor jeg sammen med min kæreste, og det hjælper da noget på økonomien. Men er stadig meget bekymret over det. Synes også det har været hårdt at skulle søge job så kort tid efter vi mistede, men synes jeg var nødt til det. Kan ikke lade være med at tænke på, at hvis barnet havde været rask, kunne jeg have gået på barsel i februar og haft fred for alt det jobsøgning. Er bare så stresset over det. Prøver at finde det positive i livet, og der er meget, men disse bekymringer fylder en del. Bare jeg snart får arbejde og bliver gravid igen.

Det blev et langt indlæg, ville ikke så meget med det udover at give udtryk for mine tanker.

Vil ikke bare gå væk fra siden uden at give dig et 

Ønsker dig rigtig meget held og lykke med i morgen. Håber du kan tage det stille og roligt og at du forhåbentlig får jobbet!

Noget andet jeg tænker når jeg læser dit indlæg er, om du ikke har brug for at snakke med en professionel om dine tanker og følelser i forbindelse med at have mistet? Måske du kan komme til samtaler hos din læge eller gennem din læge?

OG så forstår jeg ikke helt hvorfor du ikke bruger dit dagpengekort nu? Er det ikke et andet kort man bruger når man går på barsel? 

Først

Dernæst kan jeg sagtens forstå dine tanker. Hele min arbejdssituation var planlagt perfekt med min graviditet. Når mit vikariat udløb, skulle jeg holde 1 uges afspadsering og 2 ugers ferie og så var det tid til barsel

Da vi så mistede Jazmyn havde jeg jo 14 ugers barsel. Efter de 10 uger udløb vikariatet, så jeg skulle bruge min barsel til at søge job. Ikke så rar en tanke, for man er helt i kulkælderen mht psykisk overskud. Jeg havde så gudskelov en samarbejdspartner fra mit vikariat som sagde ja, da jeg tilbød min arbejdskraft. Og det var jeg så lykkelig for, selvom det betød en lønnedgang på 30 kr/timen.

Men det du er ked af er jo ikke kun din samtale. Det er jo en kombination af mange forskellige ting. Har du snakket med nogen ang dit tab? Hvis ikke vil jeg anbefale dig at ringe til landsforeningen til støtte for spødbarnsdød på tlf 3961 2451, eller send dem en mail og de vil ringe dig op. Efterfølgende så ring til egen læge og få en henvisning til psyk (skal ske indenfor 6 mdr). De kan hjælpe dig med at få styr på dine tanker

Lige hvad du skal gøre i morgen kan jeg ikke sige, men jeg vil ønske dig held og lykke

Kram til dig!

Ang. det med jobsamtalen - er det muligt for dig at påtage en selvsikker rolle, der klarer det uden problemer? Jeg kan ikke det med at handle selv, gå over en fodgængerovergang ved en stor vej osv. Men når jeg er tvunget til det så påtager jeg mig en super selvsikker rolle, så folk intet bemærker. Det samme gør jeg ved eksamener (og jobsamtaler) - folk bemærker SLET ikke hvor nervøs jeg er, fordi jeg LADER som om at jeg har styr på det hele. 

Jeg ved ikke om det er noget der tager tid at lære sig selv, eller hvordan, det forekommer mig ret naturligt. Men det var da en mulighed at afprøve?

Anonym skriver:

Jeg skal til jobsamtale i morgen, og kan allerede mærke, at jeg er nervøs. Har det ikke så godt med jobsamtaler og eksamener, bliver ofte meget nervøs. Jeg har fået et brev om, hvad de gerne vil høre om, og jeg skal holde et lille oplæg, som jeg skal forberede i dag. Jeg bor desværre i en del af landet, hvor det er svært at få arbejde. Har haft meget arbejde, vikariater og midlertidige stillinger, men desværre ikke noget fast. Senest har jeg haft ½ års vikariat, som jeg var glad for, selvom der var lang transport. Jer er der stadig som vikar indimellem. Vikariatet sluttede i efteråret, ca. på samme tidspunkt hvor jeg var gravid i 4.måned, men desværre mistede barnet Vi havde ellers glædet os sådan over graviditeten hele sommeren. Er tit meget ked af det, både pga. at jeg mistede, men også over arbejdsløsheden. Modtager nemlig ikke dagpenge, da jeg kun har ganske kort tid tilbage af dagpengeretten, som jeg gerne vil gemme, hvis jeg forhåbentlig bliver gravid igen og skal på barsel eller bliver syg. Jeg mangler kun nogle få hundrede timer for at få ret til en ny dagpengeperiode, og har søgt meget arbejde, men har desværre ikke fået noget endnu. Heldigvis bor jeg sammen med min kæreste, og det hjælper da noget på økonomien. Men er stadig meget bekymret over det. Synes også det har været hårdt at skulle søge job så kort tid efter vi mistede, men synes jeg var nødt til det. Kan ikke lade være med at tænke på, at hvis barnet havde været rask, kunne jeg have gået på barsel i februar og haft fred for alt det jobsøgning. Er bare så stresset over det. Prøver at finde det positive i livet, og der er meget, men disse bekymringer fylder en del. Bare jeg snart får arbejde og bliver gravid igen.

Det blev et langt indlæg, ville ikke så meget med det udover at give udtryk for mine tanker.

Carina87 skriver:

Vil ikke bare gå væk fra siden uden at give dig et 

Ønsker dig rigtig meget held og lykke med i morgen. Håber du kan tage det stille og roligt og at du forhåbentlig får jobbet!

Noget andet jeg tænker når jeg læser dit indlæg er, om du ikke har brug for at snakke med en professionel om dine tanker og følelser i forbindelse med at have mistet? Måske du kan komme til samtaler hos din læge eller gennem din læge?

OG så forstår jeg ikke helt hvorfor du ikke bruger dit dagpengekort nu? Er det ikke et andet kort man bruger når man går på barsel? 

Hej!

Tak for dit svar. Samtalen gik faktisk rigtig godt, selvom jeg var nervøs. Da jeg sagde farvel, sagde lederen til mig at det var en fin samtale. Jeg fik desværre ikke jobbet, der var 5 til samtale ud af 80 ansøgere, så konkurrencen var hård, og det var "kun" et vikariat. Men fik kun positive ting at vide efter samtalen, der var en anden som de mente passede bedre ind. Øv, men så kan jeg jo bruge det jeg sagde til en anden gang.

Jeg har været til samtale hos lægen efter jeg mistede, og jeg fik en henvisning til en psykolog. Der var desværre lang ventetid, så første gang jeg var der var i december. Skal have et par samtaler mere med hende.

Ang. dagpenge har jeg kun meget kort tid tilbage, og har valgt ikke at bruge den sidste korte periode, da man skal have ret til dagpenge for at kunne få barselsdagpenge, som godtnok er fra en anden kasse (kommunen) hvis jeg nu (forhåbentlig snart) bliver gravid igen. Man skal så optjene et vist antal timer for at få en ny dagpengeperiode, og jeg har de fleste timer, men mangler stadig nogle. Er sommetider ude at arbejde som vikar, og det er jo en god ting, selvom det ville være bedre med noget mere fast.

Jeanne skriver:

Først

Dernæst kan jeg sagtens forstå dine tanker. Hele min arbejdssituation var planlagt perfekt med min graviditet. Når mit vikariat udløb, skulle jeg holde 1 uges afspadsering og 2 ugers ferie og så var det tid til barsel

Da vi så mistede Jazmyn havde jeg jo 14 ugers barsel. Efter de 10 uger udløb vikariatet, så jeg skulle bruge min barsel til at søge job. Ikke så rar en tanke, for man er helt i kulkælderen mht psykisk overskud. Jeg havde så gudskelov en samarbejdspartner fra mit vikariat som sagde ja, da jeg tilbød min arbejdskraft. Og det var jeg så lykkelig for, selvom det betød en lønnedgang på 30 kr/timen.

Men det du er ked af er jo ikke kun din samtale. Det er jo en kombination af mange forskellige ting. Har du snakket med nogen ang dit tab? Hvis ikke vil jeg anbefale dig at ringe til landsforeningen til støtte for spødbarnsdød på tlf 3961 2451, eller send dem en mail og de vil ringe dig op. Efterfølgende så ring til egen læge og få en henvisning til psyk (skal ske indenfor 6 mdr). De kan hjælpe dig med at få styr på dine tanker

Lige hvad du skal gøre i morgen kan jeg ikke sige, men jeg vil ønske dig held og lykke

Tak for dit svar. Har ikke fået svaret før nu, da jeg har været ude at arbejde som vikar, og det er jo skønt. Er ked af at høre, at du også har mistet. Du må have mistet senere end mig, da du havde ret til 14 ugers barsel. Har læst, at det er hvis man mister efter uge 22.

Nej, man har bare ikke overskud til at søge job efter at have mistet. Det er en sorg, der er ubeskrivelig.

Jeg har snakket med mange ang. mit tab, det bliver bare ved med at fylde, og psykologen har sagt, at det vil det gøre i lang tid fremover. Har snakket med min kæreste, familie, venner, tidl. kollegaer, læge og også en psykolog. Var dog først til psykolog 3 mdr. efter jeg mistede, da der var lang ventetid. Tak for rådet ang. Foreningen for spædbarnsdød.

Samtalen i tirsdags gik rigtig godt, selvom jeg var nervøs. Jeg fik  desværre ikke jobbet, men fik kun positive ting at vide efter samtalen, og det har gjort, at jeg tror mere på mig selv, og måske vil være mindre nervøs næste gang. Jeg kan jo sige nogle af de samme ting igen. Der var 5 til samtale ud af 80 ansøgere til et vikariat, så konkurrencen er hård. De havde valgt én, som de mente passede bedre ind. Men jeg håber, at der kommer noget andet. Jeg har lige set, at der er en stilling ledig på den arbejdsplads, hvor jeg arbejdede i et halvt år i 2010, og hvor jeg stadig er vikar engang imellem. Jeg var glad for at være der, men der er lang transport. (over 60 km hver vej) Men jeg tror, at jeg ringer derned og hører nærmere.

Jeg har det en hel del bedre nu, end da jeg skrev indlægget, det går lidt op og ned.

Rigtig god dag til dig.

Knus

Dinna88 skriver:

Kram til dig!

Ang. det med jobsamtalen - er det muligt for dig at påtage en selvsikker rolle, der klarer det uden problemer? Jeg kan ikke det med at handle selv, gå over en fodgængerovergang ved en stor vej osv. Men når jeg er tvunget til det så påtager jeg mig en super selvsikker rolle, så folk intet bemærker. Det samme gør jeg ved eksamener (og jobsamtaler) - folk bemærker SLET ikke hvor nervøs jeg er, fordi jeg LADER som om at jeg har styr på det hele. 

Jeg ved ikke om det er noget der tager tid at lære sig selv, eller hvordan, det forekommer mig ret naturligt. Men det var da en mulighed at afprøve?

Tak for dit svar. Jeg er nok desværre ikke en god skuespiller, når det handler om at lade som om jeg er selvsikker, hvis jeg ikke er, men valgte at sige til samtalen, at jeg var lidt nervøs. Det gik godt, og jeg fik kun positive ting at vide, selvom jeg desværre fik afslag. Der var 5 til samtale ud af 80 ansøgere, så konkurrencen var hård.

Det lyder ikke sjovt, at du fx ikke kan handle selv, har du nogen til at hjælpe dig eller er du nødt til at klare det selv?

Knus herfra

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Jeg er nok desværre ikke en god skuespiller, når det handler om at lade som om jeg er selvsikker, hvis jeg ikke er, men valgte at sige til samtalen, at jeg var lidt nervøs. Det gik godt, og jeg fik kun positive ting at vide, selvom jeg desværre fik afslag. Der var 5 til samtale ud af 80 ansøgere, så konkurrencen var hård.

Det lyder ikke sjovt, at du fx ikke kan handle selv, har du nogen til at hjælpe dig eller er du nødt til at klare det selv?

Knus herfra

Det er også en ret svær opgave, hvis ikke man lige er vant til det. Nå, men det er da godt at du fik positive ting at vide, så må du tage dem til dig og se på afslaget som en oplevelse

Jeg er hjemmeboende, så min mor handler ind. Hun arbejder aften, så vi har en god aftale om hun handler og så laver jeg mad. Jeg har været tvunget til at handle fordi hun ikke har haft tid, men så har jeg en sød kæreste der gerne ville tage med mig Og så betaler han for mig. Det er egentlig ret besværligt. Men min familie er gode til at forstå mig

Dinna88 skriver:

Det er også en ret svær opgave, hvis ikke man lige er vant til det. Nå, men det er da godt at du fik positive ting at vide, så må du tage dem til dig og se på afslaget som en oplevelse

Jeg er hjemmeboende, så min mor handler ind. Hun arbejder aften, så vi har en god aftale om hun handler og så laver jeg mad. Jeg har været tvunget til at handle fordi hun ikke har haft tid, men så har jeg en sød kæreste der gerne ville tage med mig Og så betaler han for mig. Det er egentlig ret besværligt. Men min familie er gode til at forstå mig

Dejligt at du har familie og kæreste omkring dig.