ved ikke hva jeg skal gøre....

hej Piger... jeg har brug for jeres hjælp...... måske fra jer der har haft eller har svært ved at få børn.....

jeg er gravid i 12 uge og min kæreste og jeg er selvfølgelig meeeget lykkelige efter en MA i sommers....... problemet her er min kærestes storesøster som har svært ved at blive gravid og som er igang med sit første reagensglas forsøg og de har vidst haft held.... hun fik 2 steger lige inden det nye år og skal snart til scanning for at tjekke det hele er som det skal.........

Min kæreste valgte bevidst at vente med at fortælle hende det indtil hun selv vidste hvordan hendes forsøg var gået.... men puuuuuh det faldt IKKE i god jord da han fortalte hende det.... hun blev sur og sagde IKKE tillykke... spurgte bare hvornår det skulle være og så gad hun ikke snakke mere om det...

problemet er så at jeg er heeeelt lost.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig eller opføre mig overfor hende.... jeg har fuuuuld forståelse for at det er rigtig svært for hende at acceptere at vi "bare" kan blive gravide uden problemer og at de skal kæmpe sådan for det....... og jeg håber af hele mit hjerte at den lille spire blir i hendes mave....... men hva dælen skal jeg gøre..... hun er virkelig ubehagelig at være i rum med og taler ikke til mig eller noget........ jeg har en lille mave som jeg selvfølgelig skjuler når jeg er sammen med hende og taler ikke om min graviditet..... men hva kan jeg ellers gøre????..... jeg kan jo ikke gøre andet end jeg gør nu sys jeg og så håbe på at hun acceptere det med tiden.... men sys virkelig det er svært... og det samme sys min kæreste for vi er jo glade for vi skal ha en lille baby men samtidig forstår vi hende også godt.... sådan lidt ihvertfald... troede måske bare ikke hun ville reagere så voldsomt når det nu heldigvis er lykkedes for dem.........

sys bare det er skide svært.....

Ærlig talt synes jeg ikke, at du kan gøre mere end du gør!

Det er sødt af dig, at tage hensyn til hende i det omfang det er muligt.... men der skal også være plads til at I er glade!!

Anonym skriver:

hej Piger... jeg har brug for jeres hjælp...... måske fra jer der har haft eller har svært ved at få børn.....

jeg er gravid i 12 uge og min kæreste og jeg er selvfølgelig meeeget lykkelige efter en MA i sommers....... problemet her er min kærestes storesøster som har svært ved at blive gravid og som er igang med sit første reagensglas forsøg og de har vidst haft held.... hun fik 2 steger lige inden det nye år og skal snart til scanning for at tjekke det hele er som det skal.........

Min kæreste valgte bevidst at vente med at fortælle hende det indtil hun selv vidste hvordan hendes forsøg var gået.... men puuuuuh det faldt IKKE i god jord da han fortalte hende det.... hun blev sur og sagde IKKE tillykke... spurgte bare hvornår det skulle være og så gad hun ikke snakke mere om det...

problemet er så at jeg er heeeelt lost.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig eller opføre mig overfor hende.... jeg har fuuuuld forståelse for at det er rigtig svært for hende at acceptere at vi "bare" kan blive gravide uden problemer og at de skal kæmpe sådan for det....... og jeg håber af hele mit hjerte at den lille spire blir i hendes mave....... men hva dælen skal jeg gøre..... hun er virkelig ubehagelig at være i rum med og taler ikke til mig eller noget........ jeg har en lille mave som jeg selvfølgelig skjuler når jeg er sammen med hende og taler ikke om min graviditet..... men hva kan jeg ellers gøre????..... jeg kan jo ikke gøre andet end jeg gør nu sys jeg og så håbe på at hun acceptere det med tiden.... men sys virkelig det er svært... og det samme sys min kæreste for vi er jo glade for vi skal ha en lille baby men samtidig forstår vi hende også godt.... sådan lidt ihvertfald... troede måske bare ikke hun ville reagere så voldsomt når det nu heldigvis er lykkedes for dem.........

sys bare det er skide svært.....

Jeg synes da at du "behandler" hende fint (eller hva man nu siger), du kan jo ikke rigtig gøre for at i selv kan blive gravide..

Jeg tror bare at du skal gøre som du gør nu, og så lade hende komme til dig hvis hun vil snakke graviditet og børn, det havde jeg ihvertfald gjort.. Og måske glide lidt i baggrunden hvis i er sammen med familien olign, og så lade hendes graviditet være det store samtale emne, så kan du måske snakke lidt mere med din familien og det lille spir..

Men stor tillykke med din mave..

Anonym skriver:

hej Piger... jeg har brug for jeres hjælp...... måske fra jer der har haft eller har svært ved at få børn.....

jeg er gravid i 12 uge og min kæreste og jeg er selvfølgelig meeeget lykkelige efter en MA i sommers....... problemet her er min kærestes storesøster som har svært ved at blive gravid og som er igang med sit første reagensglas forsøg og de har vidst haft held.... hun fik 2 steger lige inden det nye år og skal snart til scanning for at tjekke det hele er som det skal.........

Min kæreste valgte bevidst at vente med at fortælle hende det indtil hun selv vidste hvordan hendes forsøg var gået.... men puuuuuh det faldt IKKE i god jord da han fortalte hende det.... hun blev sur og sagde IKKE tillykke... spurgte bare hvornår det skulle være og så gad hun ikke snakke mere om det...

problemet er så at jeg er heeeelt lost.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig eller opføre mig overfor hende.... jeg har fuuuuld forståelse for at det er rigtig svært for hende at acceptere at vi "bare" kan blive gravide uden problemer og at de skal kæmpe sådan for det....... og jeg håber af hele mit hjerte at den lille spire blir i hendes mave....... men hva dælen skal jeg gøre..... hun er virkelig ubehagelig at være i rum med og taler ikke til mig eller noget........ jeg har en lille mave som jeg selvfølgelig skjuler når jeg er sammen med hende og taler ikke om min graviditet..... men hva kan jeg ellers gøre????..... jeg kan jo ikke gøre andet end jeg gør nu sys jeg og så håbe på at hun acceptere det med tiden.... men sys virkelig det er svært... og det samme sys min kæreste for vi er jo glade for vi skal ha en lille baby men samtidig forstår vi hende også godt.... sådan lidt ihvertfald... troede måske bare ikke hun ville reagere så voldsomt når det nu heldigvis er lykkedes for dem.........

sys bare det er skide svært.....

Jeg kan godt følge dig.

Min søster og hendes mand kæmpede selv i mange mange år, og pludselig stod jeg og var gravid (en ups'er) og kunne ikke få en abort. Jeg var SÅ bange for at fortælle min søster det, og hele min graviditet igennem var jeg "plaget" af at jeg følte jeg hele tiden skulle passe på med at vise min glæde, for det kunne jo såre min søster.

Det er aldrig noget jeg har snakket med hende om, men det har jeg tænkt mig at gøre, når jeg får overskud til det - For nu har hun selv fået et barn, og så synes jeg det er på sin plads, at jeg fortæller hende hvordan jeg følte at jeg skulle tage hensyn til hende.

Jeg var ikke i tvivl om at min søster gerne VILLE være glad på mine vegne, men jeg var heller ikke i tvivl om at det var RIGTIG svært for hende, og hun synes det var vildt uretfærdigt at jeg stod der, som hendes lillesøster, og skulle være mor, når hun selv skulle kæmpe sådan for det!!

Men for din egen skyld, bliver du nød til at se igennem fingre med din svingerindes følelser. Du bliver nød til at være glad på dine vegne, og give dig selv lov til at glæde dig - Også selv om hun er i lokalet.
At hun desværre har svært ved at blive gravid, eller holde på barnet, er ikke jeres skyld, og det skal ikke være jeres hovedpine.
Det er utrolig synd for hende, men hendes sorg skal ikke overskygge jeres glæde!

altså det er jo lige præcis også sådan jeg har det.... jeg sys virkelig jeg har taget hensyn til hende og hendes følelser omkring det og det samme har min kæreste men det er svært at blive ved og ved med at være tålmodig når hun hverken gider snakke med min eller sin lillebror........

ja det er sku da forfærdeligt at nogen skal have svært ved det mens andre har let ved det... sys bare ikke det er fair at hun straffer os for at vi også er gravide....... og det er aldrig sjov at skulle holde eller lægge låg på sine følelser omkring noget så stort og vigtigt som en graviditet og det er min kærestes første barn og han er simpelhen så glad og stolt og han blir så ked af det hver gang hun er så kold overfor han og så blir jeg jo en smule sur.........

men jaaa vi har også snakket om at vi altså ikke kan blive ved med heeeele tiden at tage hensyn til dem og deres følelser... jeg vil nok ikke sidde og blabre ud om min graviditet osv men vi andre har jo også ret til at glæde os på vores egne vejne

Den slags forkælet og egocentreret egoisme kan jeg bare ikke forstå.
Jeg vil mene at JA..nu skal I have bebs og sådan er det..og kan hun ikke glæde sig med jer, så er det hendes problem og ikke jeres.
Magen til opførsel, skal man da lede længe efter.
Jo, den slags gør mig vred...det gør det virkeligt.
Selvfølgelig er det synd for hende..og så videre..det er synd for ALLE, der ikke kan få børn, og som gerne vil have det.
Men det er nu engang sådan det altid vil være...der er bare nogle hvor det ikke lykkedes..og så må man se at komme videre.

Da jeg i sin tid havde mistet nr 3, gjorde min daværende mand og jeg op, at vi så bare ikke skulle have børn..og sådan var det.
Men jeg glædede mig da med hver eneste veninde og familiemedlem, der imellem nr 1 og 3 og bagefter, når det lykkedes for dem.
Og det mener jeg også nu.
Så..jeg synes, at du bare skal lade som ingen ting. Glæd dig over jeres barn, det er hendes tab, hvis hun skiller sig ud fra jer med sin egoisme og surmulen.

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

altså det er jo lige præcis også sådan jeg har det.... jeg sys virkelig jeg har taget hensyn til hende og hendes følelser omkring det og det samme har min kæreste men det er svært at blive ved og ved med at være tålmodig når hun hverken gider snakke med min eller sin lillebror........

ja det er sku da forfærdeligt at nogen skal have svært ved det mens andre har let ved det... sys bare ikke det er fair at hun straffer os for at vi også er gravide....... og det er aldrig sjov at skulle holde eller lægge låg på sine følelser omkring noget så stort og vigtigt som en graviditet og det er min kærestes første barn og han er simpelhen så glad og stolt og han blir så ked af det hver gang hun er så kold overfor han og så blir jeg jo en smule sur.........

men jaaa vi har også snakket om at vi altså ikke kan blive ved med heeeele tiden at tage hensyn til dem og deres følelser... jeg vil nok ikke sidde og blabre ud om min graviditet osv men vi andre har jo også ret til at glæde os på vores egne vejne

I skal bare glæde jer, fordi I er blevet gravide - Og INTET andet!!
Og så kan man jo så spørge hende, om hun selv ville bryde sig om at få den kolde skulder, hvis I nu byttede sitation - I don't think so!

SussieThyssen skriver:

Den slags forkælet og egocentreret egoisme kan jeg bare ikke forstå.
Jeg vil mene at JA..nu skal I have bebs og sådan er det..og kan hun ikke glæde sig med jer, så er det hendes problem og ikke jeres.
Magen til opførsel, skal man da lede længe efter.
Jo, den slags gør mig vred...det gør det virkeligt.
Selvfølgelig er det synd for hende..og så videre..det er synd for ALLE, der ikke kan få børn, og som gerne vil have det.
Men det er nu engang sådan det altid vil være...der er bare nogle hvor det ikke lykkedes..og så må man se at komme videre.

Da jeg i sin tid havde mistet nr 3, gjorde min daværende mand og jeg op, at vi så bare ikke skulle have børn..og sådan var det.
Men jeg glædede mig da med hver eneste veninde og familiemedlem, der imellem nr 1 og 3 og bagefter, når det lykkedes for dem.
Og det mener jeg også nu.
Så..jeg synes, at du bare skal lade som ingen ting. Glæd dig over jeres barn, det er hendes tab, hvis hun skiller sig ud fra jer med sin egoisme og surmulen.

Kærligst
Sussie

 kan ikke være mere enig

kære søde Sussie

hvor var det dog en dejlig kommentar du kom med  den var så lige ren fra posen og faktisk lige det jeg nogengange tænker.... det var virkelig rart at læse så 1000000 tak for det