Jeg har ikke selv gjort nogen tilsvarende, men jeg har oplevet at fremmede har støttet mig i mit livs sværeste tid, og det var en meget overvældende oplevelse.
Min ældste søn døde af kræft i efteråret 2007, han var 7½ år gammel, og havde været syg i lidt over 1 år. De første 11 måneder var behandlingen gået fantastisk godt, og han var glad og aktiv og passede både skole og fodboldhold som han plejede. Få måneder før vi var helt færdige med behandlingen begyndte der dog at komme symptomer igen, og en scanning viste at kræften ikke blot var kommet tilbage, men at den havde spredt sig med aggresivt.
En ny behandlingsplan blev sat i gang, men nøjagtigt 2 uger efter tilbagefaldet var blevet konstateret, døde Tobias.
Jeg har i mange år brugt Jubii debattens børneforum, og under hele Tobias' sygdomsforløb havde jeg en tråd hvor jeg kunne skrive opdateringer, stille spørgsmål, juble over de gode dage, og blive trøstet i de perioder hvor det hele bare var rigtigt svært.
Jeg havde ikke den store fornellemse af hvor mange der fulgte med i min tråd, dels fordi jeg skrev for min egen skyld, og dels fordi ikke alle jo svarer i den slags tråde, men da jeg fortalte at Tobias ikke havde overlevet, blev det pludseligt klart at flere hundrede dejlige debatdamer havde fulgt med på sidelinjen.
Ud over utallige beskeder på selve debatten, kom der blomster hjem til os fra enkelte af de søde damer (dem jeg kendte bedst), men oven i det blev der i ugen op til bisættelsen lavet en indsamling på debatten hvor alle kunne være med. Den oprindelige tanke var at de gerne ville sende en blomst til bisættelsen, men tilslutningen blev så stor at de ud over at sende os blomster til bisættelsen, også endte med at sende os en kæmpe stor gave som blev leveret nogle dage efter.
Fordi så mange havde bidraget til "blomsterindsamlingen", havde de piger der stod for den, været nødt til at finde på mere end bare blomster, og i pakken var det adskillige lækre Molo og Småfolkdragter til lillebror Sebastian (som dengang var 3 mdr). Lækkert legetøj, gavekort til at et privat rengøringsfirma der ville komme og gøre hele vores lejlighed ren (hvilket var meget tiltrængt eftersom vi havde boet på sygehuset de sidste uger af Tobias liv), gavekort til mad fra forskellige spisesteder så vi ikke selv skulle bekymre os om at lave mad, og en temmeligt stor bunke kontanter som vi selv kunne råde over.
Oven i det var der et kort, med navne på alle der havde givet et bidrag til gaven, og det var måske nærmest det mest overvældende - at se hvor mange der havde fulgt vores tilværelse mens Tobias var syg, og at opleve hvor mange der følte sig berørte af den sorg vi stod i.
