Anonym skriver:
Fuldstændig væltet!
Jeg går sygmeldt hjemme med en depression, og har siden september måned ventet på at starte til psykiater.
Skal så ENDELIG starte i næste uge, og jeg glæder mig, men er alligevel bange for hvordan det skal gå.
For et par måneder siden blev jeg så enlig mor (IGEN) og bruddet med eks'en (ikke mit barns far) har været rigtig svært for mig, da vores fremtid stod så klart for mig... Og det gav han også udtryk for at den gjorde for ham.
Det kom som et lyn fra en klar himmel.
Vi er så, så småt, kommet på talefod igen, og i weekenden valgte jeg at hjælpe ham økonomisk. Jeg tog ham med i Ikea og sagde "GÅ AMOK!" Han kunne købe alt hvad han manglede til køkken osv.
Det endte med at jeg betalte 900kr. og en biograftur, og så var han glad.
Nu står jeg så og har rigtig meget brug for ham, men han MAGTER det ikke. For fanden hvor er det hårdt. Det eneste jeg beder om er bare at han lytter... Men det MAGTER han ikke!!!
Min morfar er indlagt og meget meget syg. Jeg er morfars lille pige, og er slet ikke klar til at miste ham. Jeg har slet ikke haft den tid med ham, som jeg skulle.
Mit barn savner min eks-kæreste så meget, og det gør SÅ ondt indeni, hele tiden at høre hvordan h*n taler om ham.
Nu er mit barns fars kæreste er så blevet gravid, og de glæder sig meget. Det er dejligt for dem, men jeg kan ikke lade være med at tænke om han så har tænkt sig at kontakte mig ang. vores fælles barn.
Skrev så til ham, og samtalen lød ca. sådan her:
Mig: "Tillykke med jeres graviditet. Har du så tænkt dig at tage XXXXX til dig også?"
Faderen: "Nej, det er ikke mit barn. Stod det til mig så havde du bortadopteret, det ved du godt. Jeg skal ikke have med det ulækre barn at gøre"
Mig: "Hvad mener du dog med ulækker?"
Faderen: "Ja, du er jo moren!!!!!!"
Så nu sidder jeg med den største skyldfølelse. Er det virkelig min skyld at mit barn ingen far har?
Det gør så ondt langt ind i hjertet. 
Det er altid en ærgerlig situation at stå i. På nogle punkter forstår jeg dig, og jeg forstår hvorfor du er så ked af det og føler dig fuldstændig svigtet af manden som fik dig til at tro at han var den eneste ene.
Han er en idiot, sådan pludselig at forlade dig. Han burde vide bedre, du har en barn at tage vare på og hvis han havde taget hensyn til dig, havde han prøvet at få det til at fungere eller i det mindste have taget en lang snak med dig, om hvad du eller han kan gøre bedre.
Det er altid svært at miste en person, der har været der for en igennem hele sin barndom. Farfar er en person man kommer til når man har brug for seriøse ungdomsråd som ens forældre ikke forstår. Farfar er en man tager hen til når livet hjemme ved ens forældre bliver for meget. Farfar vil altid være den rare mand som altid stod klar når der manglede en babysitter, når man faldt og slog sig, sagde han: Åh ikke græd! På en måde, hvor man føler at han elsker en, men man forstår godt man bare skal puste på såret og lege videre. Og den opdragelse hænger ved, den tager vi med os i livet og lærer vores børn og senere vores børnebørn.
Og at dit banrs far opfører sig sådan mod jer, er fuldstændig hjerteknusende! Hvordan kan han dog. Han er sgu ikke en rigtig man, han er bare en kujon der løber fra hans fortid, hvor han bruger meget energi på at glemme og slette den fra hans sind, men du skal vide at uanset hvad så er han den der ligger vågen om natten og tænker. Men han er en kujon! En skam sådan en som ham lever.
Men der er nogle ting du gør som jeg slet ikke kan forstå, jeg forlanger ikke en forklaring, men du skal prøve at tænke over hvorfor du gjorde det, skriv det ned så det bliver et samtale emne hos psykiateren.
Jeg mener at tage din eks med i Ikea og biffen og du skal betale for gildet. Det lyder for mig som en desperat handling fra din side, du vil være sammen med ham, og nærmest betaler for hans tid. Men han er dog et svin siden han udnytter dig. Hvorfor ikke bruge pengene på noget der er godt for dig og dit barn eller måske 900 kr en tur i Tivoli eller hvad ved jeg. Brug dem til en ansigtbehandling eller hos frisøren og få boostet din selvtillid, så du føler både indeni og undenpå at du kan få enhver mand du vil have. Du skal ikke straffe dig selv, for det der sker, men derimod være glad for din søn, og fokuser på at gøre JERES liv bedre. Og han liv bliver kun bedre med en glad mor! En mand i hans liv, det tror jeg ikke er det vigtigste for ham lige nu. Nyd livet som en lækker milf!
Du burde cutte ALT kontakt den gudfordømte mand, der desværre er faren til dit barn. Sørg for at børnepenge og alt det han lovmæssigt skal betale dig kommer ind som planlagt og så kan han skrubbe af! Jeg tvivler på at han vil forbedre sig. Og jeg mener ikke at han skal tvinges til at være sammen med hans biologiske barn, hvis han ikke vil. Det bliver tingene kun værre af. Dit barn kommer til at mærke hvor meget det ikke er ønsket af faderen. Og det gør ikke tingene bedre. Vil han være uden jer så lad ham, men så skal han fandme ikke komme rendene senere og forlange noget som helst af jer. Til dit barn synes jeg at du skal forklare at du ikke har kontakt med faren, fordi du vil barnet det bedste. Og hvis dit barn vil tage kontakt til ham senere så lad dit barn gør det. Måske vil han til den tid være en lidt bedre person.
Du ved godt i film, hvor kvinden har taget imod så meget lort i dit liv at hun til sidst mander sig op, gør sig hammer lækker og får ny selvtillid der stråler både indeni og undenpå, og viser at hun er en selvstændig kvinde der ikke unden kamp vil trampes på. Det er mit råd til dig! Det er en rigtig lang vej for dig, men jeg håber at folk omkring dig vil give dig støtte og en skulder at græde på. Men for dit barn og dig er det bedste at gøre ligenu.
Stort knus til dig 
