Andre sygemeldt med bækkensmerter?

Jeg er netop gået ind i uge 32 - og har været sygemeldt siden midten af november. Jeg havde indtil min sygemelding rigtig mange smerter, som heldigvis fortog sig, da jeg kom hjem og fik slappet af. Men nu synes smerterne i den grad at være kommet på retur.

Jeg har stort set gennem hele min graviditet gået til akupunktur, som helt sikkert tager toppen af smerterne for mig, og fik i fredags anbefalet nogle helsedråber af min jordemoder, som hun havde fået anbefalet af nogle andre med samme problem. Dem købte jeg i starten af ugen, og er gået i gang med dem.

Mit store problem ud over smerterne er at jeg går herhjemme og føler mig enormt utilstrækkelig! Min søn på 2½ år synes jeg i den grad jeg svigter, for mit overskud er næsten lig med nul. Og det samme føler jeg med min mand, som i den grad står med ALT. Plus at stort set alt det huslige herhjemme, skal han hjem og ordne efter en lang arbejdsdag, fordi det magter jeg simpelthen ikke.

Jeg græder dagligt nu, og er bare så ked af at det hele skal være så dumt, og synes bare der er RIGTIG lang vej til mål! Hver dag er en kamp! Tager mig selv i at tænke at jeg ville ønske jeg ikke var gravid, men sådan har jeg det jo ikke inderst inde, og så bliver jeg ked af det igen!

Er der nogle af jer, som går med samme tanker?

Sille10 skriver:

Jeg er netop gået ind i uge 32 - og har været sygemeldt siden midten af november. Jeg havde indtil min sygemelding rigtig mange smerter, som heldigvis fortog sig, da jeg kom hjem og fik slappet af. Men nu synes smerterne i den grad at være kommet på retur.

Jeg har stort set gennem hele min graviditet gået til akupunktur, som helt sikkert tager toppen af smerterne for mig, og fik i fredags anbefalet nogle helsedråber af min jordemoder, som hun havde fået anbefalet af nogle andre med samme problem. Dem købte jeg i starten af ugen, og er gået i gang med dem.

Mit store problem ud over smerterne er at jeg går herhjemme og føler mig enormt utilstrækkelig! Min søn på 2½ år synes jeg i den grad jeg svigter, for mit overskud er næsten lig med nul. Og det samme føler jeg med min mand, som i den grad står med ALT. Plus at stort set alt det huslige herhjemme, skal han hjem og ordne efter en lang arbejdsdag, fordi det magter jeg simpelthen ikke.

Jeg græder dagligt nu, og er bare så ked af at det hele skal være så dumt, og synes bare der er RIGTIG lang vej til mål! Hver dag er en kamp! Tager mig selv i at tænke at jeg ville ønske jeg ikke var gravid, men sådan har jeg det jo ikke inderst inde, og så bliver jeg ked af det igen!

Er der nogle af jer, som går med samme tanker?

Først et stort til dig - det lyder ikke rart!

Har du talt med din mand om, hvordan du har det? For hvis han ikke synes det er noget problem, så er der jo ingen grund til at DU føler det, at du ikke rigtig kan være behjælpelig med noget som et problem. Brug dit overskud på at være mor for din lille søn og acceptér (selvom det er svært) at du er gravid og sådan er situationen bare lige nu. Der kommer intet godt ud af at sidde og dunke dig selv oven i hovedet fordi du ikke kan hjælpe til med noget og du er jo GRAVID for pokker! Så er det sgu OK at blive "vartet op". Din mand får den største gave af alle om et par måneder

Når det så er sagt, så kan jeg godt huske, (selvom det ikke er samme situation som dig) hvordan det var at sidde på sofaen dagen lang efter jeg havde født (fik PKS) og ikke kunne gøre en dyt, andet end at sidde med vores barn i armene. Dér havde jeg altså også dårlig samvittighed over at manden skulle ordne ALTING og samtidig være nybagt far og trøste mig hvert andet øjeblik fordi det hele var så overvældende.

Jeg håber virkelig snart du får det bedre!

Tulle28 skriver:

Først et stort til dig - det lyder ikke rart!

Har du talt med din mand om, hvordan du har det? For hvis han ikke synes det er noget problem, så er der jo ingen grund til at DU føler det, at du ikke rigtig kan være behjælpelig med noget som et problem. Brug dit overskud på at være mor for din lille søn og acceptér (selvom det er svært) at du er gravid og sådan er situationen bare lige nu. Der kommer intet godt ud af at sidde og dunke dig selv oven i hovedet fordi du ikke kan hjælpe til med noget og du er jo GRAVID for pokker! Så er det sgu OK at blive "vartet op". Din mand får den største gave af alle om et par måneder

Når det så er sagt, så kan jeg godt huske, (selvom det ikke er samme situation som dig) hvordan det var at sidde på sofaen dagen lang efter jeg havde født (fik PKS) og ikke kunne gøre en dyt, andet end at sidde med vores barn i armene. Dér havde jeg altså også dårlig samvittighed over at manden skulle ordne ALTING og samtidig være nybagt far og trøste mig hvert andet øjeblik fordi det hele var så overvældende.

Jeg håber virkelig snart du får det bedre!

Tak for din hilsen.

Ja, jeg har snakket meget med min mand, og han synes også jeg er for hård ved mig selv.

Men man bliver jo sindsyg i låget af at sidde og glo ud i luften dagen lang.

Sille10 skriver:

Jeg er netop gået ind i uge 32 - og har været sygemeldt siden midten af november. Jeg havde indtil min sygemelding rigtig mange smerter, som heldigvis fortog sig, da jeg kom hjem og fik slappet af. Men nu synes smerterne i den grad at være kommet på retur.

Jeg har stort set gennem hele min graviditet gået til akupunktur, som helt sikkert tager toppen af smerterne for mig, og fik i fredags anbefalet nogle helsedråber af min jordemoder, som hun havde fået anbefalet af nogle andre med samme problem. Dem købte jeg i starten af ugen, og er gået i gang med dem.

Mit store problem ud over smerterne er at jeg går herhjemme og føler mig enormt utilstrækkelig! Min søn på 2½ år synes jeg i den grad jeg svigter, for mit overskud er næsten lig med nul. Og det samme føler jeg med min mand, som i den grad står med ALT. Plus at stort set alt det huslige herhjemme, skal han hjem og ordne efter en lang arbejdsdag, fordi det magter jeg simpelthen ikke.

Jeg græder dagligt nu, og er bare så ked af at det hele skal være så dumt, og synes bare der er RIGTIG lang vej til mål! Hver dag er en kamp! Tager mig selv i at tænke at jeg ville ønske jeg ikke var gravid, men sådan har jeg det jo ikke inderst inde, og så bliver jeg ked af det igen!

Er der nogle af jer, som går med samme tanker?

Jeg har det på præcis samme måde som dig og er ca lige så lange henne og er også blevet sygemeldt i midten af nov... Jeg føler heller ikke jeg er tilstrækkelig, og jeg har det så skidt både over for min mand og mine drenge på 3år og 5 år... min mand er meget forstående og er meget hjælpsom, men jeg kan også tude over ingen ting fordi jeg føler jeg ikke duer til noget her hjemme da det bare gør så ondt for tiden... Jeg skal i dag til massage og håber det kan give mig lidt fornyet energi... Må jeg spørge hvad det er fro nogle dråber du er blevet anbefalet???

oerbaek skriver:

Jeg har det på præcis samme måde som dig og er ca lige så lange henne og er også blevet sygemeldt i midten af nov... Jeg føler heller ikke jeg er tilstrækkelig, og jeg har det så skidt både over for min mand og mine drenge på 3år og 5 år... min mand er meget forstående og er meget hjælpsom, men jeg kan også tude over ingen ting fordi jeg føler jeg ikke duer til noget her hjemme da det bare gør så ondt for tiden... Jeg skal i dag til massage og håber det kan give mig lidt fornyet energi... Må jeg spørge hvad det er fro nogle dråber du er blevet anbefalet???

Selvfølgelig.

Jeg har købt dem i helsekost butikken. De kan også købes på nettet.

Bambus Comp.

Bækken Vital Q

10 dråber af hver i vand 3 gange dagligt.

Smager ikke af noget, så det er ok. Nu er jeg bare spændt på at se om det virker.

KH Charlotte

Sille10 skriver:

Selvfølgelig.

Jeg har købt dem i helsekost butikken. De kan også købes på nettet.

Bambus Comp.

Bækken Vital Q

10 dråber af hver i vand 3 gange dagligt.

Smager ikke af noget, så det er ok. Nu er jeg bare spændt på at se om det virker.

KH Charlotte

uha det er da værd at prøve det kunne da være dejligt hvis der bare var et eller andet der kunne hjælpe... Føler virkelig der er alllttt for længe til marts...

Sille10 skriver:

Jeg er netop gået ind i uge 32 - og har været sygemeldt siden midten af november. Jeg havde indtil min sygemelding rigtig mange smerter, som heldigvis fortog sig, da jeg kom hjem og fik slappet af. Men nu synes smerterne i den grad at være kommet på retur.

Jeg har stort set gennem hele min graviditet gået til akupunktur, som helt sikkert tager toppen af smerterne for mig, og fik i fredags anbefalet nogle helsedråber af min jordemoder, som hun havde fået anbefalet af nogle andre med samme problem. Dem købte jeg i starten af ugen, og er gået i gang med dem.

Mit store problem ud over smerterne er at jeg går herhjemme og føler mig enormt utilstrækkelig! Min søn på 2½ år synes jeg i den grad jeg svigter, for mit overskud er næsten lig med nul. Og det samme føler jeg med min mand, som i den grad står med ALT. Plus at stort set alt det huslige herhjemme, skal han hjem og ordne efter en lang arbejdsdag, fordi det magter jeg simpelthen ikke.

Jeg græder dagligt nu, og er bare så ked af at det hele skal være så dumt, og synes bare der er RIGTIG lang vej til mål! Hver dag er en kamp! Tager mig selv i at tænke at jeg ville ønske jeg ikke var gravid, men sådan har jeg det jo ikke inderst inde, og så bliver jeg ked af det igen!

Er der nogle af jer, som går med samme tanker?

Jeg venter nr. 4 til marts, har værest sygmeldt siden starten af nov. med rigtig mange bækkensmerter. Bækkenløsning som simpelthen går fra ballen ned i benet, skambenet og hele lænden. Det er så smertefuldt, så ved godt hvad du mener.

Jeg har meget svært ved at slappe af, nu hvor jeg har 3 børn og en hest der skal passes, og er blevet anbefalet og passe min træning så det gør jeg også, så mine muskler ikke bliver helt slappe.

Hvis din mand støtter op om dig og hjælper dig er det jo bare super,for den dårlige samvittighed hænger jo som en sky over ens hoved. Min mand kan ikke rigtig acceptere jeg har ondt, måske fordi jeg selv har svært ved det og gør alt for meget i hverdagen. Men puha hvor jeg kender frustrationen.