mest af alt skrevet ned for min egen skyld, men man må gerne læse med.
Da jeg var næsten 11 blev min mor og far skilt. Da jeg var omkring 12 flyttede min far sammen med Maria, som han nu har været gift med de sidste 13 år ca. Maria var tidligere skøjteprinsesse og arbejdede nu (og gør stadig) som dommer ved skøjtekonkurrencer (specielt i Finland) og som skøjtelærer. Hun kom fra Skotland og det var også i Skotland hun havde efterladt sin ældste søn, Ewan. Han har været omkring 14 da vi mødte Maria og hendes sønner, men hun efterlod ham i Skotland da han var 6-7 år. Hun havde først taget ham med, da hun flyttede til Danmark, men han bad om at komme hjem, og hun gjorde som drengen bad - og sendte ham tilbage og han voksede så op hos sin bedstemor. Hendes yngste søn, Patrick, boede i Danmark hos hende. Da jeg mødte ham var han omkring 11 og var en forsømt og forladt lille dreng. Jeg kan huske den aften hvor min far havde lavet middag så vi kunne møde Maria. Det var meget meget underligt og de var meget meget ligeglade med, at vi børn var der. Vi var jo os fire og så Patrick. Jeg kan huske at min far gav Patrick alle korkpropperne fra vinflaskerne den aften, fordi han "samler på dem"...stadig et mysterie for mig idag, jeg har aldrig set så meget som een korkprop på Patricks værelse. Jeg kan huske at jeg syntes det var vildt underligt med denne her dreng der ligesom bare var der, men som ikke sagde ret meget. Han havde store sorte krøller og store brune øjne og store læber og han kiggede bare på een som om han virkelig virkelig havde brug for et kram. Og der stod jeg og var mere mor end storesøster for mine egne 3 søskende og det gjorde mig ikke så meget at skulle tage ham med under vingerne. Så det gjorde jeg. Selvom han ikke rigtig sagde noget og jeg ikke rigtig vidste om han ville have det. den første aften.
Ret hurtigt efter flyttede min far og Maria sammen i Marias lejlighed. Det viste sig, at Maria ofte var væk i uger ad gangen for at være dommer i især Finland. Når hun rejste var Patrick bare alene hjemme i lejligheden. Min far talte meget om, hvor dejligt det nu var for drengen, at han var flyttet ind, så der var een til at passe på ham. Min far!! Min far som misbrugte mig og slog os allesammen. Min far som aldrig havde hverken mad eller toiletpapir i huset når vi kom på weekend. Jeg kan huske at jeg med rædsel gik rundt i hans rækkehus den første gang vi skulle på weekend efter skilsmissen og kiggede...der lå aviser på badeværelset til at tørre sig med. Der var en tube remoulade i køleskabet og INTET andet. og der var ikke senge eller shampoo eller lagner eller dyner til os allesammen. Han var dybt forbløffet da jeg sagde til ham, at vi altså blev nødt til at køre ned og handle med det samme. Ja, den far var det sørme godt at Patrick fik lov at få!
Patrick var fortsat meget meget stille og sad mest på sit værelse for sig selv. Da vi skulle sove i lejligheden den første aften bankede det midt om natten på døren ind til det værelse hvor min ældste søster og jeg lå og sov. Ind kom Patrick og spurgte hviskende om han godt måtte sove ved os. Min søster Rikke lå og sov på en boxmadras og jeg lå på gulvet på en madras. Jo, han måtte da godt sove ved mig. Selv den dag idag ved jeg, at det ikke var en preteenagedreng der tænkte det ku være fedt at sove ved pigerne, men en lille, bange dreng der så tryghed i en lidt ældre pige og opsøgte den helt blottet og sårbar midt om natten. Jeg overvejede slet ikke at sige til ham, at han skulle gå tilbage i sin egen seng, han kom bare ned og lagde sig ved siden af mig på madrassen - og snorksov. Det skete hver nat når vi sov i lejligheden og hver morgen når jeg vågnede lå Patrick med sin næse trykket mod min og kiggede på mig og smilede når jeg slog øjnene op. Denne her fuldstændig hengivne dreng, der troede fuldt og fast på at jeg kunne gøre en forskel for ham....jeg elskede ham jo fra start af!
Ewan kom kun sjældent til Danmark på besøg. Når han var der var han den ENESTE der betød noget, og han var simpelthen en ligeså asocial teenager som jeg selv blev, han lå med sin walkman og en bog og læste og ville ikke rigtig tale med nogen. Når han ikke var der kom kommentaren "that's not what Ewan would have done, he would have..." KONSTANT til Patrick. altid altid altid. og aldrig var noget som helst af hvad Patrick gjorde det korrekte. Og så blev han erklæret ordblind af skolen. Jamen altså! drengen var fuldkommen overladt til sig selv. Han boede i et hjem hvor der KUN blev talt engelsk (Maria kunne stort set ikke dansk sidst jeg talte med hende for ti år siden heller)....hvordan han skulle lære og skrive, tænke og læse dansk er over min forstand, men...ordblind var han altså ifølge eksperterne.
Efter et år eller to flyttede min far og Maria sammen i et hus i Vanløse. med Patrick selvfølgelig. Vi var da teenagere og jeg var begyndt at tage de første spæde opgør med min far, weekendbesøgene hos ham var for længst slut, han glemte simpelthen at hente os for det meste. og Patrick gik stadig i eet med væggen så meget som han kunne. Jeg gik i skole i den landsby hvor mine forældre havde boet da de var gift og det var bare et lillebitte miljø. Klubben holdt en masse aktiviteter for os "store" og jeg fik tit Patrick med, selvom han jo ikke var medlem i klubben. Han var næsten altid med til klubfesterne - og privatfesterne. En gang var han med til noget overnatning i klubben og pigerne fra min klasse var ved at gå i spåner over den her .. ja, ret flotte nu, teenagedreng der puttede sig ind til mig hele natten og som lå med sin næse trykket mod min hele morgenen indtil jeg vågnede. Der var jo ikke noget i det, på den måde de tænkte, vi havde bare fundet en tryghed hos hinanden som vi ikke fandt hos vores forældre. Og så klæber man lidt sammen, på en underlig måde. Eller vi gjorde. Og så blev vi teenagere og når man elsker hinanden meget meget dybt og uden forbehold i den alder og man egentlig ikke er søskende, kan det godt være rigtig svært at skelne imellem kærlighed og forelskelse. Det vil sige, vi var vel forelskede i hinanden, men ikke på forelskelses-forelskelsesmåden. Vi var forelskede i den tryghed vi gav hinanden, tror jeg. Men der var en eller anden symbiosetilstand mellem os, og vi behøvede aldrig særlig mange ord, vi kunne vitterligt bare sidde og kigge hinanden i øjnene og smile og tage hinanden i hånden og bare gå rundt. Vi var fuldstændig hengivne overfor hinanden. men vi var teenagere og det er svært at skelne og til en privatfest i 10. klasse hvor Patrick var med endte vi med at være sammen. Det føltes virkelig naturligt og virkelig spøjst på een gang. De andre fra min klasse syntes jo det var vildt mærkeligt, for han var jo min stedbror og hvad filan havde vi gang i. Jeg tror bare det hele kulminerede den aften, alle de år og hele den symbiotiske tilstand vi havde været i og den måde vi kunne genkende os selv i hinanden. Ja og så var det det og vi blev enige om at vi var forelskede og skulle være kærester. men det kunne man jo slet ikke, det var jo vildt indviklet og vi havde jo heller ikke rigtigt brug for de ting kærester giver hinanden, fra hinanden - selvom vi ikke rigtig forstod det på det tidspunkt. fire dage efter var det i hvert fald forbi. og så var det hele på en eller anden måde forbi. Patrick var på efterskoler i to år derefter og da han kom hjem var vi ligesom bare...for store på en eller anden måde. Der var kommet en typisk stodder op i ham i løbet af de sene teenageår og jeg havde nok også frygtelig travlt med at bevise alt muligt. Så det hele røg ligesom på gulvet og smadrede. Få år efter afbrød jeg al kontakt til min far, da jeg begyndte at huske min barndom og hvad han havde gjort mod mig. Og det betød også at jeg afbrød muligheden for kontakt med Patrick. Jeg ville bare overhovedet ikke have min far i mit liv på nogen som helst måde og så røg hele hans familie med i skraldespanden. Jeg sendte et brev til Patrick og Ewan hvor jeg forklarede hvad min far havde gjort og hvorfor jeg ikke kunne have kontakt til nogen omkring ham. jeg skrev, at det var op til dem selv hvad de gjorde med den viden, om de overhovedet ville tro på det, men at jeg havde behov for at forklare dem hvad der foregik. Det var alt sammen en del af helingprocessen for mig, at jeg fortalte til de mennesker der var omkring min far, hvad han havde gjort, så de selv kunne tage stilling til om og hvordan de ville omgås ham. jeg hørte aldrig noget i forbindelse med brevet og jeg har to teorier: Enten fik de det aldrig. Jeg havde på det tidspunkt truet min far med at fortælle "det" til "alle" og da han ser et brev med min håndskrift dumpe ind, har han snuppet det og læst det og smidt det ud. Eller også har de simpelthen ikke vidst hvad de skulle gøre. Jeg ved ikke hvad min far har gjort Patrick, jeg ved bare, at han ville have været et nemt offer, for han havde INGEN. så hvis min far har misbrugt ham på nogen måde, ville det ikke overraske mig. Jeg er fuldkommen overbevist om, at min far har slået ham. Og til det hører jo også, at både Patrick og Ewan er opdraget i en helt anden og meget striksere kultur, hvor man sagde Sir til min far osv (noget min far virkelig virkelig godt kunne lide).
Da jeg mødte Søren, flyttede min ældste søster fra sin kæreste og flyttede ind i en lejlighed hvor Patrick boede. De boede sammen et år eller mindre og hun skulle altid hilse fra ham og sådan. Men jeg var jo bare slet ikke interesseret i nogen form for kontakt. og det ved jeg heller ikke om jeg er idag, for jeg vil jo ikke have der er noget som helst kontakt mellem min far og z. Jeg ved at min far viste billeder af os og fortalte om hans fire børn til folk på et tidspunkt da ingen af os så ham mere en en gang eller to om året og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis han fik fat i billeder af z og Carla, ville han fortælle folk om hans to børnebørn. Altså...min far er psykopat og jeg kan garantere jer for, at hvis I mødte ham og ikke vidste alt det I ved fordi I kender mig, så ville I synes han var verdens største guttermand. Han er genial til at spille komedie, han kan ligesom se hvordan man "gør" og så kopierer han det. Og jeg tror vitterligt ikke engang han rigtig er klar over, at det idag er over ti år siden han fx har set mig. Jeg er sikker på han fortæller om mig til sin omgangskreds som om vi sås sidste weekend.
Ja. og det er lidt historien om min stedbror. en meget sørgelig historie og også en historie som jeg ikke helt kan forstå rent faktisk har fundet sted. Han var bare den her dreng der kom ind i mit liv og som forsvandt ligeså pludseligt ud af det igen. Men jeg har elsket ham fra start af og jeg vil altid holde utrolig meget af ham, også selvom jeg aldrig ser ham igen, hvilket er meget sandsynligt. Og så sker der det, som der skete i nat, at jeg drømmer om ham og så vågner jeg og savner ham helt forfærdeligt. Det er mærkeligt når han jo lever og bor i København, det føles på mange måder som om han er død.
jeg havde bare lige brug for at skrive en masse ned om ham, for han sidder i mit hoved idag og under min hud og jeg kan ikke rigtig tale med Søren om ham, for han kan ikke rigtig forstå det forhold vi havde og han blir vist også lidt jaloux fordi...ja, alting.
tak hvis du gad at lægge øjne til alt det her, jeg håber at jeg ligesom har fået skrevet ham ud af kroppen - for idag - nu!
og nu vågner z, såe....
