Der er så tit, at jeg gerne ville gøre noget, og ligesom EKSTRA-HYGGE lidt om pigerne. Men ligeså tit, så mangler jeg simpelthen tiden og energien til at gøre noget ordentligt ved det.
Men idag der havde jeg lige krudtet til at få gjort noget ved det.
Så da vi havde hentet tøserne fra vuggestue og børnehave, fik jeg Kenneth til at køre mig og Bianca til en kælkebakke i nærheden.
Så kørte han og Celina hjem, og mig og Bianca begav os afsted med kælken.
Vi tog et par ture for fuld drøn ned af en stejl bakke, og brugte også tid på en legeplads hvor vi gyngede og rutchede og gyngede lidt mere.
Og så tog vi en sidste kælketur ned, og fortsatte så "ud i det uendelige hvide", hvor jeg trak Bianca på kælken heeele vejen hjem igen. Og hun kluk-grinede og nød det simpelthen så meget.
Da vi kom hjem, sad Celina og så tegnefilm. Hun var sååå træt!
Jeg slukkede tv'et, og fik protester, som jeg også havde forventet at få.
Indtil hun opdagede min guitar. Så sad hun i højstolen med et træt, men tilfreds blik, og stirrede på mig, mens hun stampede i takt og nød at jeg spillede og sang. Og råbte "mér, mér, mér" hver gang jeg var færdig med en sang.
Super hyggeligt, og krævede ikke alverdens.
Men der er bare mange gange, hvor jeg har tænkt på, at jeg gerne vil lave noget med dem enkeltvis og give dem min opmærksomhed 110% .....Men den ene dag tager den anden, og tiden bliver fyldt med praktiske opgaver og spise, putte, mv.
Men idag fik jeg gjort lidt, som jeg kunne mærke, at de hver især virkelig nød. Og jeg har det rigtig dejligt med, at jeg fik en stund med hver af dem, hvor jeg gjorde noget, som fik dem til at føle, at "lige nu handler det kun om mig - mig og mor!"
