Anonym skriver:
Jeg er 23, min mand er 29 og vi venter vores første barn any day now! Vi knoklede længe for at blive gravide, og da det endelig skete var lykken stor!
I går ringer min søster på 21 siger at nu skal jeg være moster. Min første reaktion er at jeg bliver vildt glad på deres vegne, men i dag er følelserne anderledes. I dag føler jeg ikke hun fortjener den glæde, jeg er nervøs på deres vegne fordi jeg ikke føler hendes kæreste er klar overhovedet, og så er jeg et egoistisk svin, og er bange for at mimn søsters barn stjæler rampelyset fra vores barn (min søster stjal altid opmærksomheden fra vores forældre da vi var børn) Jeg føler bare alt er forkert, og HADER mig selv for ikke bare at kunne være glad på deres vegne og nyde tanken at vores børn kommer til at kunne få en masse ud af hinanden. Måske føler jeg lidt at de altid skal have det samme som os, og gerne bedre. Sådan har det været med bil, forlovelse og mange flere ting.
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg, måske finde ud af om jeg er en egoistisk kælling, eller finde ud af om der er andre der bare kan genkende følelsen lidt... Tak for at i læste med
Hej søde ven.
Ja, det er jo ikke nemt at føle sådan, men jeg synes da, at du er et godt skridt på vejen til, at arbejde med dig selv omkring det.
Nu skal jeg lige tilføje, at jeg slet ikke kender til den slags følelser, og har aldrig gjort det, men jeg forstår, at mennesker kan indeholde det, og hvorfor de gør det.
Som jeg ser på det, så er problemet mellem dig og din søs det, man kalder søskendejalousi, og det må ikke være spor behageligt.
Men jeg tror, du skal prøve at se på hende på en anden måde.
Forestil dig, hvis hun IKKE var i dit liv.
Hvordan ville du så have det?
Og forestil dig så alle os, der ikke har nogle søskende, hvor alene vi i grunden er.
Den dag min mor er død, så har jeg ingen at dele min barndom med. Ingen at holde sammen med. Ingen jeg kan gå til, hvis jorden brænder under mig. Jeg har mine børn ja....men det er nu ikke meningen at børn skal klare deres forældres problemer. At have en søskende at kunne tale med og holde sammen med, må være vidunderligt. Jeg har ingen at dele minder med, jeg er kun mig selv.
Det du skal gøre er, at pille din søs ned af piedestalen og se hende som det menneske hun er på godt og ondt. Ikke på om hun har fået mere eller mindre end dig, men på at hun er DIN søster.
I to skal passe på hinanden og holde af hinanden, være der for hinanden og mødes som de to mennesker, der er tættet i familie efter jeres far og mor.
Samtidigt skal du huske, at hun kun er et lille menneske, med alle de fejl og mangler, som mennesker nu engang har.
Glæd dig over når det går hende godt, og lær dig selv at glædes i din sjæls inderste. Det er jo ikke en konkurrence om hvem, der får mest, vel??
Misunder du måske naboen, hvis hun fik mere opmærksomhed eller held end dig? Eller er det kun fordi det er din søster?
Du har uden tvivl nogle ting du skal arbejde med, men du er på vej.
Slip misundelsen og omfavn glæden i stedet. Livet er med til at forme dig til det menneske du er, og modgang gør faktisk ikke en til et dårligere menneske, snarre tvært imod.
Mennesker, der har alt og får alt, er sjældent behagelige og slet ikke lykkelige som mennesker, der har måttet kæmpe lidt for at opnå det.
Ved at erkende og indse, at man bliver et rigere menneske og sjæl ved ikke altid at være den der får mest, så er det pludseligt ikke så vigtigt at se på hvad man får, men hvad andre får og glæde sig over det.
Jeg ved ikke om du kan følge mig, men jeg håber det.
Og så får du et knæmpeknus fra mig til dig.
Kærligst
Sussie
