Føler mig som en lort og synes HAN ER en lort...

Arhh ved dårligt hvor jeg skal starte... Burde måske nævne som det første, at min kæreste har fundet sig 2 dyre hobbyér.... at blive hjemme-tattovør= dyrt udstyr samt han ønsker at køre amatør rally= meget dyrt...

Nå men han er så tidligere lastbilcharfør* og jeg VED at det er sådan et job han brænder for... Han arbejder pt som løs vikar inde for autismeområdet, så han har ikke nogen rigtig indkomst...Ja vi lever pænt stramt for min KH....

Derfor har vi pt heller ikke råd til hans dyre hobbyér....

Men så faldt han over et job magen til det han havde som charfør* hvor han skulle møde kl 01 i Brøndby ( vi bor i vordingborg på sydsj.) og han ville få fri ca kl 10, også i brøndby... Så det vil sige at vi stort set ikke ville se noget til ham... Kommer sent hjem om formiddagen/middags tid, sove, vågen til aftensmadstid, sove igen og så møde på job.... Hele ugen...

Og jeg står jo så her med 2 børn og en i maven og den ledeste bækkenløsning der gør jeg stort set snart er sengeliggende...og jeg skal have PKS, så det vil sige at min. 8 uger efter fødslen ville jeg ikke rigtig kunne gå eller lave så meget...

Men hvis han tager dette job, så ville jeg stå med nyfødt baby..op 4-5 gange om natten..op om morgen med baby og pigerne, de skal afsted i skole og børnehave og med baby under armen... efter en operation...

Jeg valgte så at sige til ham, at jeg ikke synes at det var passende at søge jobbet selvom jeg godt ved han brænder for det..ville ikke kunne overskue den fremtid jobbet føre med sig...

Siden har der bare været kold luft imellem os og masser af stikpiller fra hans side af...så som, at ja så kunne han jo også godt droppe de 2 andre ting han gerne ville, for det er der jo ikke råd til eller tid til.. Sagde så, at vi da bare måtte spare sammen til det stille og roligt og fik et svar: ja om 5 år måske.....

Kan bare mærke jeg føler mig som en kæmpe lort, fordi jeg nu føler at jeg har taget ALT fra ham, de ting der betyder noget for ham.... Men samtidig synes jeg HAN er en lort, for at stille mig i det dilemma om stort set at skulle være alene mor igen, og at han ter´sig som et barn der ikke får sin vilje og ikke kan se tingene fra min side..

Så overvejer nu næsten at sige han bare kan søge det lorte job hvis det kan gøre ham glad...så må jeg bare bide smerten i mig og se hvor længe jeg kan holde før jeg går ned igen med depression....

ved sgu virkelig ikke hvordan jeg skal tackle det her...

wiebking skriver:

Arhh ved dårligt hvor jeg skal starte... Burde måske nævne som det første, at min kæreste har fundet sig 2 dyre hobbyér.... at blive hjemme-tattovør= dyrt udstyr samt han ønsker at køre amatør rally= meget dyrt...

Nå men han er så tidligere lastbilcharfør* og jeg VED at det er sådan et job han brænder for... Han arbejder pt som løs vikar inde for autismeområdet, så han har ikke nogen rigtig indkomst...Ja vi lever pænt stramt for min KH....

Derfor har vi pt heller ikke råd til hans dyre hobbyér....

Men så faldt han over et job magen til det han havde som charfør* hvor han skulle møde kl 01 i Brøndby ( vi bor i vordingborg på sydsj.) og han ville få fri ca kl 10, også i brøndby... Så det vil sige at vi stort set ikke ville se noget til ham... Kommer sent hjem om formiddagen/middags tid, sove, vågen til aftensmadstid, sove igen og så møde på job.... Hele ugen...

Og jeg står jo så her med 2 børn og en i maven og den ledeste bækkenløsning der gør jeg stort set snart er sengeliggende...og jeg skal have PKS, så det vil sige at min. 8 uger efter fødslen ville jeg ikke rigtig kunne gå eller lave så meget...

Men hvis han tager dette job, så ville jeg stå med nyfødt baby..op 4-5 gange om natten..op om morgen med baby og pigerne, de skal afsted i skole og børnehave og med baby under armen... efter en operation...

Jeg valgte så at sige til ham, at jeg ikke synes at det var passende at søge jobbet selvom jeg godt ved han brænder for det..ville ikke kunne overskue den fremtid jobbet føre med sig...

Siden har der bare været kold luft imellem os og masser af stikpiller fra hans side af...så som, at ja så kunne han jo også godt droppe de 2 andre ting han gerne ville, for det er der jo ikke råd til eller tid til.. Sagde så, at vi da bare måtte spare sammen til det stille og roligt og fik et svar: ja om 5 år måske.....

Kan bare mærke jeg føler mig som en kæmpe lort, fordi jeg nu føler at jeg har taget ALT fra ham, de ting der betyder noget for ham.... Men samtidig synes jeg HAN er en lort, for at stille mig i det dilemma om stort set at skulle være alene mor igen, og at han ter´sig som et barn der ikke får sin vilje og ikke kan se tingene fra min side..

Så overvejer nu næsten at sige han bare kan søge det lorte job hvis det kan gøre ham glad...så må jeg bare bide smerten i mig og se hvor længe jeg kan holde før jeg går ned igen med depression....

ved sgu virkelig ikke hvordan jeg skal tackle det her...

Det er aldrig sjovt at stå og blive mindet om at alt det man gerne vil, ikke kan lade sig give sig lige her og nu så måske vender det igen til det bedre, han har måske bare lige brug for lidt luft.

Det er selvf. ikke det mest hensigsmæssige at opføre sig som han gør, men det kan være det ikke går så længe før han indser at det jo er rigtig nok og at du har brug for at have ham til at tage sig af de praktiske såvel bedste ting derhjemme som her er jeres børn hvilket i sig selv burde være det bedste der er sket for ham og ikke de jobs etc. han evt. lige ville.

Du skal absolut ikke lade ham få sin vilje med hensyn til jobbet. Nogen ting må bare vige til fordel for jeres børns ve og vel og dagligdagen især med udsigt til hvordan du har det og får det ikke mindst når den lille er kommet til verden. Så nej, hvs du risikerer dit helbred på at give ham lov til at tage dette job, søge på det så er der alle gode grunde til at du ikke lader dig gå med på det!!!

På den anden side, der er ingen der siger at han bliver ansat bare fordi han søger på jobbet men det er 50/50. Det kan falde begge veje.

Syntes ikke det er rimeligt af ham at sætte dig i et sådan dilemma. Det burde slet ikke være nødvendig og stikiller har du bestemt slet ikke brug for. Men det er en lidt barnlig attitude han lægger for dagen, men det kan umuligt være første gang..

Hold da op - så han ter sig og du giver dig? Er det sådan du vil leve dit liv? Er det sådan du ønsker at et voksent og modent forhold skal være? Fortjener du det eller mere? Hvad ønsker og håber DU for fremtiden?

Det er DE ting du skal spørge dig selv om - ikke om hvad han vil og hvad han måske ønsker - for det må han om Han skal kæmpe for sine interesser og du for dine.

Men kan godt afsløre at det du fortæller der er jo ikke en særlig holdbar løsning i et jævnbyrdigt parforhold. At den ene part mobber den anden med psysisk vold - stikpiller om at det hele er din skyld og så kan han ligeså godt lægge sig til at dø(sat på spidsen - men det er jo det han siger ikke?).

Så du må nok gøre op med dig selv om hvad du selv har af interesser. Sådan som jeg ser det er det tofold som du skal tænke over, på den ene side er dit kæresteforhold og på den anden faderskikkelsen. Hvad ønsker du for dine børn? En legeonkel til dine snart tre børn? En fraværende far? En ansvarlig far? Og for dig selv? En jævnbyrdig og ansvarlig kæreste, der respekterer dig og dine? Eller en der mobber sin vilje igennem?

Jeg misunder dig ikke hvad du skal igennem og slet ikke tidspunktet, men tror at det bedste du kan gøre er at træffe en beslutning nu og holde den sådan at du ikke senere vil føle dig løbet over ende.

Jeg har aldrig forstået de mænd der ønsker at få børn (og i jeres tilfælde hele 3) og man så tror at det hele stadigvæk skal handle om en selv. Sevlfølgelig skal man ikke amputterer sig selv, men man MÅ forstå at vælger man børn bliver man i mange, mange år nød til at proiriterer dem (og dermed også den kone man har)  Man kan ikke forvente at DU skal stå med alt, når han også har været med til at bestemme og lave børn.

Hvis han ikke vil være hjemme, kan han jo lige så godt være single og dyrke alle sine hobbier og sit ekstra arbejde. Desværre er det jo sådan nogle mænd alligevel så ender med at prioriterer når de pludselig får nok af barnegråd og forligtigelser.

Det er vigtigt at man fra starten vælger en god mand og far til sine børn, de der drengerøve (undskyld med det lyder lidt som din mand er det ud fra dit indlæg) dem kommer man ikke langt med.

Håber I finder en løsning

Nu er vi jo ikke ens - men min mand har præcis samme arbejdstider som chauffør og møder og så inde i Brøndby, som ligger en lille time fra hvor vi bor.  (Mon det er samme firma?)

Han sover når han kommer hjem og står op når der er aftensmad. Han er så vågen indtil at jeg går i seng, hvor han så godt lige kan finde på at tage en ekstra lur på sofaen inden at han skal afsted på arbejde igen.

Det er ikke nemt - men for at vi kan få økonomien til at hænge sammen, så er det sådan at det må være.

Vi har 3 børn og jeg arbejder også fuldtid - men vi formår alligevel at kunne få det til at fungere.

Mie

Jeg er alenemor med sponsor (læs: far arbejder ude mandag - fredag), og det fungerer, hvis man er indstillet på det.

Dermed ikke sagt, at din mand skal té sig, som han selv synes, men det kunne jo være, at det omtalte job åbnede andre døre - det er nemmere at få arbejde, hvis man har erfaring, og i disse tider er man nok nødt til at strække sig lidt længere end ellers.

Med hensyn til de dyre hobby's, så er han nødt til at tjene pengene til jeres basale udgifter først, og hvis der er mere tilbage, så kan I fælles blive enige om, hvad der skal købes, sådan er det - man må yde for at nyde.

Mange tak for jeres respons piger...

Med hensyn til dem hvor det fungere med sådan et job...

Det ville det skam også gøre her HVIS det ikke var fordi jeg stort set er sengeliggende på grund af slem bækkenløsning og at jeg skal have kejsersnit når tid er til det....Jeg har HÅRDT brug for hans hjælp de dage hvor jeg ikke kan gå og slet ikke køre bil for at aflevere mine piger om morgen og hente dem igen om eftermiddagen....Derfor synes jeg det er et dårligt tidspunkt at søge dette job på...

Men ellers skal jeg måske lige nævne, at FØR jeg sagde det var en dårlig ide, siger han til mig , at han ikke vil søge jobbet hvis det gik ud over vores forhold... hvortil jeg jo så svare at jeg synes det er en dårlig ide...Men tænker nu.... lige meget hvad jeg siger, så tror jeg måske det kan ødelægge lidt alligevel uanset hvad?? Netop fordi jeg tror han synes at jeg har taget alt fra ham...

Det skal også lige nævnes, at han er uddannet kleinsmed og der har faktisk været mange jobs ledige med hans uddannelse men han GIDER ikke arbejde inde for området.... selvom jeg har sagt han skulle søge...

Det gør også lidt, at jeg bliver lidt tøsesur når han så reagere på denne måde..

I går lå han på sofaen og var ved at falde hen, hvor jeg stikker ham en kop kaffe og siger grinende: vågn da lidt op skatter.... Han svare: hvorfor dog det...?? Hvortil jeg svare: fordi jeg siger det og griner.... Han kigger surt og siger: Ja det er sørme godt jeg ikke er under tøfflen....( ironisk ment) og vender sig om...

Derfor er jeg næsten sikker på, han synes at jeg er den ledeste kælling der skal bestemme ALT vedr hans liv....Jeg har på ingen måde holdt ham tilbage, nægtet ham noget eller noget som helst..dette er 1 gang jeg siger nej til noget.....

wiebking skriver:

Mange tak for jeres respons piger...

Med hensyn til dem hvor det fungere med sådan et job...

Det ville det skam også gøre her HVIS det ikke var fordi jeg stort set er sengeliggende på grund af slem bækkenløsning og at jeg skal have kejsersnit når tid er til det....Jeg har HÅRDT brug for hans hjælp de dage hvor jeg ikke kan gå og slet ikke køre bil for at aflevere mine piger om morgen og hente dem igen om eftermiddagen....Derfor synes jeg det er et dårligt tidspunkt at søge dette job på...

Men ellers skal jeg måske lige nævne, at FØR jeg sagde det var en dårlig ide, siger han til mig , at han ikke vil søge jobbet hvis det gik ud over vores forhold... hvortil jeg jo så svare at jeg synes det er en dårlig ide...Men tænker nu.... lige meget hvad jeg siger, så tror jeg måske det kan ødelægge lidt alligevel uanset hvad?? Netop fordi jeg tror han synes at jeg har taget alt fra ham...

Det skal også lige nævnes, at han er uddannet kleinsmed og der har faktisk været mange jobs ledige med hans uddannelse men han GIDER ikke arbejde inde for området.... selvom jeg har sagt han skulle søge...

Det gør også lidt, at jeg bliver lidt tøsesur når han så reagere på denne måde..

I går lå han på sofaen og var ved at falde hen, hvor jeg stikker ham en kop kaffe og siger grinende: vågn da lidt op skatter.... Han svare: hvorfor dog det...?? Hvortil jeg svare: fordi jeg siger det og griner.... Han kigger surt og siger: Ja det er sørme godt jeg ikke er under tøfflen....( ironisk ment) og vender sig om...

Derfor er jeg næsten sikker på, han synes at jeg er den ledeste kælling der skal bestemme ALT vedr hans liv....Jeg har på ingen måde holdt ham tilbage, nægtet ham noget eller noget som helst..dette er 1 gang jeg siger nej til noget.....

Jamen hvis han er vant til at få det som han vil have det så er der ikke noget at sige til at han reagerer som han gør Han troede jo at du igen ville sige ja skat