Jeg er ked af det og skuffet!

Det korte af det lange er at vores søn fylder 1 år den 13. januar, hvilket er en hverdag, så der holder vi ikke fødselsdagsfest for familien. Men det gør vi den 15. januar hvor min mands familie møder talstærkt op!

MEN mine forældre har valgt at rejse til Tenerife den. 14 januar selvom de (med lidt omtanke) kunne have regnet ud at der nok ville blive holdt noget for vores søn tæt på hans fødselsdag, hvis ikke på selve dagen.

De er karrieremennesker og er i forvejen ikke meget på banen med hensyn til Elias, det kan ikke overraske nogen at de heller ikke har været der så meget for mig og mine søskende i vores barndom og opvækst, som vi kunne have ønsket os. Men håbet lever jo stadigvæk selvom det sikkert har været en utopi at tro at det ville være anderledes med deres børnebørn..

Er bare så ked af at de ikke kommer, at de ikke gør sig mere umage - særligt fordi jeg har udtrykt mig overfor min mor og har været til psykolog med hende og virkelig givet udtryk hvordan det har været ikke at have haft dem i min egen barndom - og med håb om at de så ville gøre det ekstra med deres barnebarn, så de ikke bare dukker op engang imellem når han er blevet større og køber store oplevelser og gaver til ham som det eneste, men også giver ham deres tid... deres opmærksomhed..

Jeg er bare glad for at min mands familie er så involverede i ham, elsker at være sammen med ham, ringer og hører hvordan det går, har ham på miniferier og giver ham solide oplevelser med omsorg, tid og sjov og ballade.. der er mærkbar forskel på om det er farmor eller farfar han ser eller om det er mine forældre han ser.

Men det gør mig ikke mindre ked af det, for farmor og farfar står også uforstående overfor mine forældres indgangsvinkel til deres børn og børnebørn og de kan jo mærke og se på mig at jeg er ked af det, når det kommer til store oplevelser i vores liv med vores søn, og ville da ønske at mine forældre også kom mere på banen, men sådan er de bare ikke -  hvor er det bare svært at acceptere..

I sølvbryllupsgave fik de et hjemmelavet gavekort hvor der stod at de kunne bruge det til fri afbenyttelse når de gerne ville være sammen med Elias, men de har slet ikke ytret sig på noget tidspunkt udover den dag min mand og jeg tager til KBH i februar for at tilbringe et par dage i selskab af "We will rock you" og wellnessophold på hotel. hvor vi har spurgt om de ville passe ham, som de har sagt ja tak til. Men det er jo mere blevet pålagt dem end decideret vist iniativ fra deres side at de ønskede det..

Kan I følge mig i min skuffelse og ked-af-det-hed?

Åh altså, hvor gør det bare ondt at læse.. Jeg kender præcis din følelse på min egen krop. Mine svigerforældre og datters farfar og farmor er meget engageret i vores datter, men mine egne forældre er en kopi er dine.

De er ikke nemme at opdrive til noget som helst og det føles altså som om de allerede er ude af døren inden de kommer ind, selvom de ikke er her tit. De er også karriere mennesker og lever deres liv. Jeg har to mindre søskende som jeg virkelig kan mærke det også tager hårdt på, ved nogle af de handlinger de gør.

Men altså, jeg ved ikke hvad man skal gøre. Jeg har også talt med dem uden succes. Måske går det en dag op for dem hvad de går glip af med både deres egne børn samt børnebørn?

Du får et kæmpe trøste . Det er rigtig svært når det bare ikke trænger ind. Jeg prøver nogen gange at "lægge" dem lidt på hylden og bruger svigerfamilien i stedet også må de komme når de vil i stedet for jeg nærmest skal plage dem om det.

Ov ov ov. Ja, jeg kender godt folelsen. For vi er inde i lidt det samme fra svigerfamiliens side. De er nemlig ogsaa meget karriere orienteret og nu hvor de endelig ikke arbejder saa meget mere, saa rejser de til gengaeld helt vildt. de er vaek paa ferie ca. 4 gange om aaret, og besoger venner og ja, er vaek naesten konstant.

Dvs. der er ikke noget der hedder at guldklumpen bliver passet af dem i weekenderne eller lignende. de er helt vilde med ham og sende de dyreste gaver til ham og moder dog altid op til fodselsdage, men at babysitte en gang imellem, det gor de altsaa ikke. og det kunne jeg godt onske, ogsaa fordi min familie er langt vaek.

Jeg tror det bedste er, at acceptere det, at selvom man kunne onske de var anderledes saa kan man desvaerre ikke tvinge folk til at aendre sig. de er som de er, og ser paa tingene anderledes.

Ja, jeg tror, at det er bare at akceptere det for jeg tror ikke, at de mener det ondt. Jeg tror, at de er meget glade for din søn, self. men rejsen faldt liiige der på plads og følsesdage ville der være mange. Vi har ikke gjord noget rigtigt for 1. års fødselsdag, bare en dag og os sammen og et par stykker, som ville komme og hilse. Så har vi lavet billeder. For de kan ikke rigtig huske noget af det... Så kan du sige til dem, at de SKAL være med til 2 års fødselsdag

Hej med dig.

Først vil jeg lige sige, at jeg ikke er i en situation som din, men har selv en familie der bare er general travl.

Jeg har, lige som dig, en søn der fylder år den 13 januar.  Vi bliver af hensyn til familiens travlhed nødt til at fejre ham af flere omgange. Min familie fejre ham her i weekenden og min mands i næste weekend. Vi har bare indset at sådan er det bare  Måske det var en mulighed for jer at fejre jeres søn over flere omgange?

kh Grynt