Jeg savner min svigermor!

Det her bliver laaaaaaaaaaaaaaangt - så hvis ikke I har lyst at læse, så hop hellere ud igen + at det nok bliver noget rodet. 

Min svigerfar har altid været en MAND! - Altså virkelig mande-mand. 
Vi har det sidste stykke tid haft nogle store problemer med ham, han er blevet sendt hjem fra sit arbejde, fordi at der ikke er nok at lave. Og min kæreste har kørt lastbil hele december måned, så Lærke og jeg har sovet/boet hos mine svigerforældre, pga. at jeg havde brug for hjælp med Lærke. 
Det startede med at vi kom op og diskuterer omkring om køkkenmaskine (ja i know) - jeg fortalte min kæreste (han var der lige på det tidspunkt), at jeg ønske mig en Kenwood Major og i det samme jeg siger det, siger min svigerfar hvad fanden jeg skulle med sådan en, når nu man kun lige bruger den de første 14 dage og derefter kommer den bare til at stå i skabet og samle støv. Fortæller ham så, at jeg ikke synes at han hverken skal udtale sig om hvad jeg gør med mine ting eller generaliserer for det er da meget forskelligt, hvordan folk bruger sine køkkenting - for fik jeg ellers bare at vide at sådan nogen skulle jeg ihvertfald slet ikke sige til ham. Basta! Hmm tænker jeg så lidt - han er ikke vant til at nogen siger ham imod, folk tør ikke sige noget til ham og han får altid det sidste ord. Jeg lader den være og siger ikke mere til det, men kan mærke at han forandre sig, bliver sur og tvær. 
Onsdagen før jul, sidder vi alle i stuen (ikke min kæreste), min svigerfar sidder i sofaen med katten, vores hund hos min svigermor og Lærke hos mig. Katten hopper så ned fra sofaen og vores hund vil så gerne snakke med katten. Bette (hunden) når lige at hoppe ned fra den anden sofa før min svigerfar råber "det var da ligegodt satans" og så rykker/flår han Bette lige direkte tilbage i sofabordet - Bette bliver bange og gemmer sig bag min svigermors ben. Jeg ser fuldstændig rødt på det tidspunkt. Og jeg siger til han i en bestemt tone, at jeg synes at han skal tage og slappe lidt af - "han skal ihvertfald ikke løbe efter Tiger (katten)" siger han så, "det gør han da heller ikke, han vil da bare snakke" siger jeg, "nu kan det sku være nok" siger han så. Fortæller ham så, at hvis han har et problem så burde han sku sige det til mig i stedet for at være så sur, for jeg kan da ikke vide noget med mindre han fortæller det. "Nej med det er satme stadig mig der bo her" råber han så ad mig, "ja, det kan da godt være, men det er sku stadig min hund og jeg finder mig ikke i at du gør sådan ved ham" - "Trine, jeg gider ikke diskuterer med dig" - "Fint", siger jeg så. Rejser mig med Lærke og tager også Bette med, som stadig er bange, og går ind på det værelse hvor vi sover. Pakker så min taske, for kan simpelthen ikke accepterer at han må sige alt til os, men at vi intet kan sige til ham. Min svigermor kommer ind og siger at jeg ikke må tage afsted og at vi skal blive. Min svigerfar har ikke snakket til mig siden og i morgen er det 14 dage siden.

Min kæreste ringede igår for at hører om noget, han snakker så med sin far og det svar han får er bare "det ved jeg sku da ikke noget om, hvor fanden skulle jeg vide det fra????" Min kæreste spørger så hvad han laver "Tjaaa - det kunne jo godt være at man sad og kiggede efter en lejlighed og et andet arbejde" "okay,, hvor er det så henne?" spøger min kæreste "nede i den anden ende af landet, ja der er jo kun problemer når jeg er hjemme" siger han så. "jo jamen det lyder da hyggeligt, men vi kan snakkes ved" siger min kæreste og lægger på. Han har også bare fået nok nu - hver dag når de er på arbejde får han at vide at han er en idiot, et fjols, uduelig og at han bare skal holde kæft og gør som der bliver sagt, eller ville han få ham fyret (men det kan han ikke da han ikke er chef) - men sådan noget skal min Ole finde sig i dag ud og dag ind, på trods af at chefen mener at Ole er så dygtigt og gør det rigtig godt. 

Vi kommer jo så ikke deroppe mere i denne periode, men hold op jeg savner min svigermor. Hun sidder bare midt i det hele og ser på at alt splittes ad. Jeg har så ondt af hende. Og hun ved heller ikke hvad det er han har gang i for tiden. Vi er enige om at Lærke ikke skal passes der, før han ændre sig og at vi kun kommer når det kun er min svigermor der er hjemme. Det andet kan vi slet ikke holde ud. 

Men hvad fanden gør vi? Jeg holder virkelig ikke dette ud mere. 

Min svigerfar har også været en rigtig patriark i perioder og har været uvenner med sine børn og svigerbørn på skift. Det er dog blevet meget anderledes de sidste år. Min svigermor har også altid stået midt i alt kaoset og prøvet at gøre alt godt igen. Det er pisse hårdt for hende, men sådan har hendes liv jo altid været. Jeg har også ondt af hende ind i mellem, omvendt så har hun jo selv valgt at leve sammen med ham og sætter ham jo ikke på plads.

I kan nok ikke gøre meget andet, som at lade tiden virke og vente og se om han ikke tør op. Familien vælger man jo ikke selv, men må leve med dem som de er.

Marianne

www.stjerneleg.dk

Må jeg spørge hvor gammel din svigerfar er??

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Må jeg spørge hvor gammel din svigerfar er??

Kærligst
Sussie

Han er 51.

Hold da k** han lyder som en idiot!

Har du læst nogle af mine indlæg om min svigerfar? For det lyder næsten som om at de kender hinanden

Hvis man vil have respekt, må man behandle andre med respekt! Læg ham på is og lad ham tygge lidt på den. I stedet for kun at komme når svigermor er hjemme, hvad så med at hun kommer hos jer for at se Lærke? Så ser din svigerfar hende slet ikke i en periode.

Det lyder desværre som om at der skal så skrappe midler til. Desuden skal han da bare ikke behandle din hund sådan!

TrineLærke skriver:

Han er 51.

Tænkte det nok.
Han er i overgangsalderen.
Tænker med gru på hvordan min egen far opførte sig i den alder...det var nøjagtigt det samme.

Mænd kan nemlig også komme i overgangsalderen og blive bundhysteriske, hvor underligt det end kan være, og de kan gøre livet til et helvede for alt og alle.
Overgangsalder kombineret med panikalder.
Ingen kunne gå og stå min far tilpas, han fik hysteriske anfald, råbte og skreg af min mor og mig og overfusede deres bedste venner.
Han hakkede på mig hele tiden, og jeg kunne intet gøre rigtigt.
Til sidst fik min mor nok.
En aften da han havde truet med at smide mig ud af bilen på en mørk landevej fordi jeg tillod mig at sige ham imod, fordi han hakkede på min mor, satte hun ham stolen for døren, da vi kom hjem.
Stille og roligt sagde hun til ham, at hun ikke kunne holde ud at leve med ham, som han var. Hun sagde til ham, at hvis han var så utilfreds med at leve sammen med hende og mig og det liv som de sammen havde opbygget, så var det bedre, at hun og jeg rejste vor vej. Hun sagde lige ud, at han jo måtte hade os mere end noget andet, når han behandlede os sådan, så derfor måtte han sige det, som det var, for så pakkede hun vores tøj og de kunne blive skilt. "For leve med så meget had, kan jeg ikke, og det kan vores datter heller ikke."
Og så gik hun stille sin vej uden at sige mere.
Fra den dag vendte bøtten.
Han fik sit livs chok og tog sig sammen.
Ingen bebrejdelser, ingen tårer, blot en konstateren fra min mors side.
At hun så græd som pisket, da hun blev alene er noget helt andet.
Men...det virkede.
Selvfølgeligt havde han lidt udfald i tiden efter, men det var ingenting i sammenligning med hvad det havde været.
Og lagde han op til et flip, så min mor bare på ham indgående, gav mig et tegn, hvis jeg var i nærhden om at gå og så vendte hun sig også stille om og gik.
Efter et årstid var han helt sig selv igen, men der blev aldrig snakket om det siden.

Mit råd er, at din svigermor er den eneste der kan trække grænserne for ham.
Hvis nu du inviterede hende til jer et par dage, så få en god snak med hende og foreslå hende at tackle det som min mor.
Jeg ved ikke om det kan klares...men det er den eneste vej ud tror jeg.

Kærligst
Sussie

Jeg kan ikke forstå at du bor sådan et sted med sådan en sur stodder. Flyt og lad være med at snakke med ham mere. inviter din svigermor til pigehygge og lad det være kontakten med den del af familien. Når han på et tidspunkt er blevet normal så kan man genoptage kontakten med ham.

SussieThyssen skriver:

Tænkte det nok.
Han er i overgangsalderen.
Tænker med gru på hvordan min egen far opførte sig i den alder...det var nøjagtigt det samme.

Mænd kan nemlig også komme i overgangsalderen og blive bundhysteriske, hvor underligt det end kan være, og de kan gøre livet til et helvede for alt og alle.
Overgangsalder kombineret med panikalder.
Ingen kunne gå og stå min far tilpas, han fik hysteriske anfald, råbte og skreg af min mor og mig og overfusede deres bedste venner.
Han hakkede på mig hele tiden, og jeg kunne intet gøre rigtigt.
Til sidst fik min mor nok.
En aften da han havde truet med at smide mig ud af bilen på en mørk landevej fordi jeg tillod mig at sige ham imod, fordi han hakkede på min mor, satte hun ham stolen for døren, da vi kom hjem.
Stille og roligt sagde hun til ham, at hun ikke kunne holde ud at leve med ham, som han var. Hun sagde til ham, at hvis han var så utilfreds med at leve sammen med hende og mig og det liv som de sammen havde opbygget, så var det bedre, at hun og jeg rejste vor vej. Hun sagde lige ud, at han jo måtte hade os mere end noget andet, når han behandlede os sådan, så derfor måtte han sige det, som det var, for så pakkede hun vores tøj og de kunne blive skilt. "For leve med så meget had, kan jeg ikke, og det kan vores datter heller ikke."
Og så gik hun stille sin vej uden at sige mere.
Fra den dag vendte bøtten.
Han fik sit livs chok og tog sig sammen.
Ingen bebrejdelser, ingen tårer, blot en konstateren fra min mors side.
At hun så græd som pisket, da hun blev alene er noget helt andet.
Men...det virkede.
Selvfølgeligt havde han lidt udfald i tiden efter, men det var ingenting i sammenligning med hvad det havde været.
Og lagde han op til et flip, så min mor bare på ham indgående, gav mig et tegn, hvis jeg var i nærhden om at gå og så vendte hun sig også stille om og gik.
Efter et årstid var han helt sig selv igen, men der blev aldrig snakket om det siden.

Mit råd er, at din svigermor er den eneste der kan trække grænserne for ham.
Hvis nu du inviterede hende til jer et par dage, så få en god snak med hende og foreslå hende at tackle det som min mor.
Jeg ved ikke om det kan klares...men det er den eneste vej ud tror jeg.

Kærligst
Sussie

merethe skriver:

Jeg kan ikke forstå at du bor sådan et sted med sådan en sur stodder. Flyt og lad være med at snakke med ham mere. inviter din svigermor til pigehygge og lad det være kontakten med den del af familien. Når han på et tidspunkt er blevet normal så kan man genoptage kontakten med ham.