Jeg er lige anonym, da jeg ikke ønsker at hænge nogen ud.
En pige i min meget nære familie har et barn på lidt over 1 år sammen med sin kæreste. Jeg ved ikke om det var planlagt - jeg tror lidt der skete det, at vi var flere der var gravide i familien og hun blev lidt skruk, og besluttede sig for at sådan en sød baby ville hun også have, uden at have tænkt tingene helt igennem.
Hun er ikke den mest modne pige jeg kender, men jeg har hele tiden tænkt at hun jo nok voksede med opgaven. Hun er i sidste halvdel af 20'erne.
Hendes kæreste er 5-6 år ældre end hende og han var klar til at få børn.
Hun blev så gravid og alt var fryd og gammen og selvom hun havde en stribe startvanskeligheder gik det okay.
Der er en lang række småting, som jeg egentligt har henført til at hun aldrig rigtigt har interesseret sig for børn, fx blev hun meget overrasket over at babyer spiste så tit. Hun kunne ikke forstå at han var sulten allerede 3-4 timer efter at han havde spist sidst?!
Men hendes mor hjalp hende og jeg syntes egentligt at hun klarede det okay, i betragtning af hendes udgangspunkt. Hun tog tingene til efterretning og de gentog sig ikke.
Hendes kæreste er selvstændig og finanskrisen har gjort ret ondt på hans firma, så han har været nødt til at tage det arbejde han kunne få, selvom det betød lange dage og rejser forskellige steder hen i verden. Hun har egentligt virket som om det gik fint alligevel og når han har skullet være væk i længere tid, har kun taget barnet med hjem til sine forældre, og så boet der.
Selv studerer hun og arbejder aften/nat på en bar nogle gange om ugen.
Generelt har mormor & morfar passet barnet rigtigt meget, men det i sig selv er der jo ikke noget galt i. Hun blev aflastet og de nød det jo.
Desværre har hun med tiden vist sig at være en temmelig doven forælder, der ikke tænker sig om og ikke bruger sin fornuft og stadig sætter sine personlige behov først.
Rækken af mindre ting er lang - dette er bare et udpluk:
Da han skulle lære at spise grød, havde hun store problemer med at han ikke ville spise. Hun opdagede ved et tilfælde - ved at jeg gav ham mad - at det gik meget bedre hvis man havde tålmodighed og lokkede med maden, istedet for at benytte sig af at han åbnede munden når han græd, til at skubbe mad ind i munden på ham.
Hun kunne ikke lige overskue at lære ham at drikke af kop, så han fik bare vand i en sutteflaske. Da han var 1 år kunne han stadig ikke spise selv overhovedet og ikke drikke af andet end sutteflaske. Begge dele måtte vuggestuen lære ham.
Hun sover helst til kl 1-2 stykker om eftermiddagen i weekenden. Det er ALTID hendes kæreste, der står op med sønnen - både i hverdagene og weekenderne. ALLE hverdage og weekender.
Hun havde ikke lige haft tid til at kigge de sække med tøj hun havde arvet igennem, så på et tidspunkt havde knægten stort set ikke noget tøj han kunne passe og da det begyndte at blive efterår, brugte han stadig kun en tynd polyester træningstrøje, med det resultat at han fik lungebetændelse. Hendes mor måtte ud og købe tøj og vintertøj til ham.
Hun leger aldrig med knægten, sidder bare og nørder computer eller ser tv - knægten bruger så tiden på at gå i sofaen mellem far og mor, eller oftere mellem mor og enden af sofaen. Det eneste sted han bliver stimuleret er i vuggestuen.
Han bliver overhovedet ikke opdraget - hun har en helt skæv opfattelse af børneopdragelse. Hun sad på et tidspunkt og fortalte stolt at hun havde stoppet ham i at smide med maden. Han havde fået noget brød som han ikke ville have og smed det på gulvet. Hun stak ham så en kanelgiffel og den smed han ikke med, s hun havde jo fået ham til at holde op med at smide med maden! Jeg forklarede hende at det der jo var at belønne ham for at smide med maden, men det mente hun overhovedet ikke. Han havde jo beholdt det andet brød (giflen) så det var klart en win-win situation.
Han er hastigt på vej til at blive et barn man ikke gider, fordi han er ubehagelig og skriger hele tiden og kyler rundt med tingene.
Han er motorisk og sprogligt bagefter. Ikke så meget at det er bekymrende, men man kan godt mærke på ham især sprogligt at han overhovedet ikke bliver stimuleret. Hans eneste måde at kommunikere på er ved at skrige. Han taler overhovedet ikke - hverken forståeligt eller uforståeligt. Han er ca. 16 måneder.
Nu er hun så noget frem til at der er for meget familien danmark over hendes liv. Hun er træt af at hendes kæreste kommer lige hjem fra arbejde og helst vil bruge weekenderne sammen allesammen, istedet for at pleje sine venner mere. Hun brokker sig over at der ikke er nogen spænding og at han ikke gør hende usikker.
Det fortalte hun familien for et par uger siden - samtidig med at hendes kæreste tog et andet sted hen og boede 3-4 dage.
Beskeden var stort set samstemmende fra hele familien at hvis det ikke skulle være dem, så var det sådan, men at hun altså måtte være indstillet på at forhold krævede arbejde, og hun skyldte både kæresten og sønnen at i det mindste gøre en indsats for at finde ud af det. Det er fast arbejde at få et forhold til at fungere, og det gælder ALLE forhold. Før eller siden bliver det hverdag og så må man pleje forholdet.
Nu finder familien så ud af den anden dag at hun er gået fra kæresten og flyttet ind til et par veninder, som hun boede sammen med før hun blev kærester med sønnens far. Hun har ikke fortalt nogen i familien det, fordi hun ved at vi alle sammen mener at hun igen har valgt den dovne udvej og ikke overhovedet forsøgt at få forholdet til at fungere.
Vi fandt ud af det ved et tilfælde, fordi et andet nært familiemedlem spiller basket med kæresten.
Jeg har det SÅ skidt i maven efter at have fået det at vide. Min første tanke var "Bare knægten kan komme til at bo hos faren"
Jeg er ret sikker på at hun er mere optaget af at skulle ud og "være ung" igen, og feste og drikke med veninderne. Jeg tror ikke at knægten er i alvorlig fare - hun efterlader ham ikke alene hele natten eller noget, men hun opfører sig ofte som om han er i vejen og har igen problemer i at sende ham til sine forældre i 4-6 dage ad gangen. Generelt er hun lidt ligeglad med ham og gør hvad der er nemmest for hende.
Jeg har overvejet at tale med hende, men for det første er jeg sikker på at det permanent vil skade vores forhold og jeg er HELT sikker på at det ikke vil hjælpe. Hun har en holdning om at det er alle andres skyld og hun forventer at alle andre løser hendes problemer.
Jeg er bare trist og æv og har ondt i maven ved at tænke på den stakkels dreng...
