Den 20. december vågner jeg op om morgenen og opdager at jeg ikke kan rette mit knæ ud. Det vil ikke bøje mere end 90 grader og strække det ud er umuligt. Jeg går ud fra at det bare er fordi jeg har sovet forkert. Der går 3 dage hvor der ingen bedring er, jeg halter afsted og kan ikke gå normalt og trapper smerter mig så jeg ringer til længen og får en tid.
Da han piller ved benet får han rynker i panden for han forstår ikke hvordan jeg kan have så mange smerter uden at der er "sket noget" som et fald eller andet. Jeg bliver derfor sendt hjem over julen med smertestillende som så skal tage hævelsen.
Idag kommer jeg derop igen. Ingen bedring. Jeg sover rigtig skidt om natten fordi jeg er nødt til hele tiden at have støtte under knæet og kan ikke vende mig. De smertestillende piller hjælper heller ikke og jeg begynder at dosere mig selv med forskellige medikamenter for at tage smerten så jeg kan gå rundt.
Han sender mig så på skadestuen for han siger, at det er min menisk den er gal med. Det skal sættes på plads enten ved noget stræk eller operation for han kan ikke gøre mere.
Jeg tager så på skadestuen med den forventning om, at nu bliver der gjort noget.
Men nej, efter at have ventet 3 timer på en ortpædkirug rykker han lidt og sender mig så hjem. Jeg skal gå min. 14 dage før de vil gøre noget. Jeg er bare i chok. Jeg forklarer ham, at jeg jo knak kan gå, at smerterne er svære at håndtere, at jeg ikke kan fungere eller sove. Men han siger bare, at det "skal gås væk".
Fint tænker jeg, det prøver jeg da. Han må da vide hvad han snakker om. Men efter at have tvunget mit knæ ud i yderpositionerne må jeg efter 10 min give op. Sætter mig på en bænk og tuder. Smerterne er uudholdelige. Jeg græder hele vejen hjem i toget og da manden tager mig i sine arme så hulker jeg bare. Jeg er så træt at det her.
Nu skal jeg så gå i 6 dage mere med intense smerter, kan ikke gå normalt, trapper er et helvede, har ikke fået smertestillende som er kraftigere end det jeg havde og kan slet ikke overskue at skulle på arbejde mandag hvor stort set hele mit job er at gå rundt og gå op ad trapper.
Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her. Er så frustreret og sur. Forstår ikke hvorfor at det her er nødvendigt. Fint nok, at de vil vente med måske en udnødvendig procedure til der er gået 14 dage men så giv mig for helvede noget der tager smerterne så jeg i det mindste kan lege med mine børn. 
