Her på årets mørkeste dag ønskes I alle et glædeligt vintersolhverv. Nu bliver dagene igen længere og lysere 
Thøger Larsen: Vintersolhverv
Nu mørkner Vindens Stemme,
Og Sol er ikke hjemme,
Og Dag bli’r stadig mindre,
En Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
Rejste bort med Edens Have,
Natten er som Nat i Grave.
Smaa Blomsters Blus har Kulde,
Blæst ud paa Mark og Mulde,
Og bladløst Træet breder
Sig uden Sang og Reder.
Is om Næsset gnyr og knager,
Evneløs er Eng og Ager
Døden ud af Himlen klager.
I Natten Øjet møder,
En Sne af frosne Gløder,
Vemodigt gennemstraales
Det Mulm, som aldrig maales.
Under Ild fra disse Kloder
Stivner sagte Sø og Floder,
Bliver Jorden aldrig Moder.
Og Maanen naadigt Smiler,
Naar den i Natten hviler,
Fortroligt, som den vidste,
At alle laa i Kiste,
Som det i dens Lys fornemmes:
Disse Børn skal stilles gemmes,
Sove sødt og saligt glemmes.
Men just som Solen vender,
Et Haab igen sig tænder,
Og lyse Haner gale
I Barndoms dybe Dale.
Sangen brister frem fra neden,
Lykkens Fugl har Æg i Reden,
Atter kommer Vaar og Eden.
Og Juletræet tændes,
Saa Barneøjne blændes,
Og alt i Drøm forgyldes,
Af Sole Stuen fyldes,
Mands og Kvindes Hjerte gynge,
Hører fra den glade Klynge.
Sene Somres Fugle synge.
