Igår fyldte z to måneder. TO MÅNEDER!!! :-O Jeg synes jeg fødte hende igår og jeg synes jeg har kendt hende hele mit liv.
Vores superfantastiske sundhedsplejerske, Tina, var her i halvanden time og snakke og veje og måle og vejlede. Jeg læste Katjas indlæg om sundhedsplejerske besøg og tænkte "hvor er det bare ærgeligt at have sådan en dum sundhedsplejerske", for det betyder så meget for os, at Tina altid booster vores selvtillid som forældre!
z vokser og gror og tager på som hun skal, hun var helt og aldeles gennemsnitlig. Sidst Tina var her, så det jo lidt spøjst ud fordi z nærmest kun voksede i bredden, men hun har taget et ordentligt hop og nu følger længden med. Og man kan da overhovedet heller ikke kalde hende for en fedling. En ædling, ja, men ikke en fedling ;-) Hun vejer nu 6100 gram (jovjov, det kan mærkes på armmusklerne!!) og hun er 61,5 cm lang - dvs cirka en meter fra at vokse sin mor over hovedet :-O! Ja, og det regner jeg også kraftigt med kommer til at ske! Cirka midt teenagealder, hvis jeg skal give et gæt. På Sørens konfirmationsbilleder er han et halvt hoved højere end begge sine forældre ;-) Tina måtte også kommenterer hvor sindssygt meget z ligner sin far - og hun gav mig også ret i, at hvis hendes næse bliver ved at ligne Fars så meget som den gør nu, så får vi et styks arrig ung dame i huset indenfor de næste 15 år. Men hendes mund ligner hendes mors også i lyd. Hun snakker, snakker, snakker og Tina sagde også, at snakkende forældre får snakkende børn og vi har jo flere timer fast dagligt hvor aktivitetEN er, at vi snakker sammen. Altså sådan koncentreret, vi sidder med øjenkontakt og ævlerbævler. Enormt hyggeligt og når både Mor og Far er hjemme og vi alle 3 snakker, så kan z godt blive så ekstatisk at hun lige på skrige en gang imellem, sådan nogle frydefulde hvin som man blir helt lykkelig af <3
Og så ruller hun jo fra mave til ryg og lige inden Tina kom igår, råbte Søren, at nu havde hun rullet fra ryg til side - men så sad hun fast og kunne ikke komme videre, og så lå hun jo der og lignede en strandet sælunge :-) Så vi er pavestolte. Ja vi er!!
Hun slår til sit legetøj på aktivitetstæppet og hun æder sine hænder og hun skider regelmæssigt og spiser som hun skal og den mængde som hun skal og hun sover rigtig godt og når hun er vågen er hun VÅGEN, så vi kan lave sjove ting sammen. OG OG OG...det er en fryd at være zs mor og far, andet er der vist ikke at sige!
Så var det igår vi skulle tale efterfødselsreaktion med Tina. Jeg sagde, at jeg havde haft en reaktion på fødslen...eller havde en reaktion på fødslen, og så begyndte jeg bare at græde, så Søren måtte tage z. Nej altså, det er så hårdt at snakke om, og når man først er begyndt at græde, så er det virkelig svært at stoppe igen! Jeg understregede, at jeg IKKE er ked af at være mor og jeg er IKKE bange for at føde igen (jeg kom faktisk til at sige til Søren for nylig, at jeg gad ikke lave en til baby, men jeg gad godt føde den - det blev han en smule stødt over, ups!), jeg er jo bare ked af den behandling vi fik af jordemoder og sygeplejerske og at vi blev skilt ad da det begyndte at gå helt galt med fødslen.
Tina var enig i, at jeg skulle tale med Kirsten om det, hvis det er hende jeg er mest tryg ved.
Og så skulle vi udfylde spørgeskemaer og se hvor fucked up vi var. Vi udfyldte et hver og så gennemgik Tina vores svar. Hvis man scorer mellem 0 og 8 er man helt og aldeles normal og hvis man scorer højerer er man fucked og så skal de "gøre noget". Jeg scorede 4...vist første gang jeg har fået sådan en helt gennemsnitlig score i mit liv, jeg plejer ærlig talt at være en lille smule fucked up enten den ene eller den anden vej. Søren scorede 10. WOW!!! Man blev helt stolt af manden, indtil man huskede at han jo så var FUCKED. Men så gennemgik Tina og Søren hans svar og Søren sagde til at starte med at "jeg er et meget hysterisk menneske, så jeg mener ikke at mine svar er sådan som de er fordi jeg er blevet far, men bare fordi jeg er så deprimerende generelt" og så grinede Tina og sagde, at hun var ikke overrasket over at høre ham sige, at han er et menneske der er bange for at tingene skal gå galt og derfor forbereder sig på det i god tid istedet for at se tiden an og tro på, at det jo rent faktisk nogle gange går godt. Han uddybede sine svar og de snakkede om dem og jeg kom også lidt til at blande mig (og fik straks dårlig samvittighed, for så blev man lige "sådan en"...blandedame, føj!) og Tina sagde, at hun mente ikke at han var fucked, han var nok bare som han var og sådan var det. Så var det godt at jeg var sådan en lalleglad positiv dame, så vi opvejede hinanden :-) (det er ikke første gang man har hørt dén, Karl har en gang sagt "Tak x, fordi du er så tålmodig og kan holde Søren ud!"). Men vi fortalte også, at det har været ekstrem hårdt efter Sørens barsel sluttede. Han har haft sindssygt meget arbejde her i efteråret og det er blevet prioriteret over z og mig, så jeg har følt mig rigtig rigtig meget alene om forælderrollen. Han har været stresset i en grad, så jeg har været bange for hans helbred og jeg har været (og er måske nok lidt endnu) vred og såret og svigtet i en grad så vi er gledet lidt fra hinanden. Det er meget underligt, for det er jo OS - det er Søren og x!! Vi kan klare alt, alt, alt alt alt alt!!! Og ja, det kan vi også godt, men det her har trukket tænder ud, ikke z som sådan, men situationen... Vi skal lige finde hinanden igen, jeg skal lige finde ud af at tilgive og Søren skal lige finde ud af at være forælder. Men vi skal nok klare den. Selvom bølgerne går højt. Meget, meget højt....vi skal bare lige finde vores søsygetabletter og redningsveste...og så kan det godt være vi når land i en lille jolle istedet for at komme i land på luksuslineren som ellers planlagt, men hovedsagen er vel, at vi NÅR land igen og får fast jord under fødderne!!
Efter Tinas besøg ville jeg ud og have mit et juletræ. Det var ved at blive sent og vi vidste ærlig talt ikke hvor fanden vi skulle finde et, men vi pakkede z og kørte afsted ud i en måneoplyst, snedækket og meget romantisk skov (mens vi skændtes om hvor vi skulle køre hen). Søren havde googlet og googlet om formiddagen og vidste, at der var en fætter der zgte fæld-selv-juletræer oppe i en af de små landsbyer efter Bakkerne, så der kørte vi mod. Og blev lidt væk og fandt det, men kørte lige forbi og havde en bil i røven, så vi måtte køre ligeud og ligeud og ligeud indtil vi kunne vende og komme tilbage. Fantastisk! der var bare tag selv og betal i mælkejungen princip med juletræerne. Der var allerede en hel masse der var fældet, hurra!! MEN...de fine juletræer kostede 150 kr og vi havde kun en 100 kr seddel og en 200 kr seddel. FÅRK! tilbage ad den meget ligeudagtige vej indtil vi ramte en Brugs. Veksle og tilbage igen. Finde juletræ. Skændes lidt mere. Opdage at juletræ ikke kunne nettes pga rimfrost og derfor på ingen måde kunne være i bil. Skændes så det brager. Køre hjem.
z var sur og skulle have mad - hun syntes generelt det var en røvdårlig tur, hvilket man måske ikke kan bebrejde hende når man læse ovenstående beskrivelse af den 
men Søren var så "AAAAARGH", at han kørte tilbage og købte juletræet og havde det på bagsædet hjem. Og så fik vi juletræ i stuen alligevel og det hele endte lykkeligt da vi satte julemusik på og Mor pyntede træet mens Far dansede med z og August var ved at miste forstanden af bare lykke over at naturen kom til ham, når han ikke kunne komme til den (han er kun udekat om sommeren).
Og til sidst faldt vores lille giraf i søvn på Fars arm og vi kunne spise æbleskiver med syltetøj mens snestormen rasede udenfor <3
Imorges kunne vi så stå op til dette smukke syn:
