For en uge siden inviterede den jordemoder vi gik hos under graviditeten - og hende som afholdt fødselsforberedelsen - alle os nye mødre ned til hygge og snak og fremvisning af unger. MEN! Jeg bor i skoven cirka 4 kilometer væk. Ikke voldsomt langt, men når turen så går ned ad landevejen OG der er fyldt med sne så man ikke kan køre ind til siden, så er det pludselig ikke en særlig rar tur. På trods af, at den går ned gennem skoven og ud langs en stor sø, så det er utrolig smukt at gå der. Søren skulle på arbejde i lige præcis det tidsrum hvor mødet lå, så han kunne ikke køre mig. Jeg kunne naturligvis ha taget en taxi, men jeg kan ærlig talt ikke ret godt finde ud af autostolen (læs, jeg kan sætte hende i den, men ikke sætte autostolen i bilen) og jeg er slet ikke tryg ved at køre i bil mens hun bare ligger i liften. Tusindvis af undskyldninger og den største af dem alle var, at jeg egentlig er røvligeglad med at mødes med de andre mødre og se deres unger (sssccch!!). Så da jeg havde stresset over hvad filan jeg skulle gøre i nogle dage, tog jeg til sidst den beslutning som havde været længe undervejs, nemlig, at jeg ikke ville tage med. Jeg ville jo gerne se min jordemoder Kirsten igen, men der ville jo alligevel ikke rigtig blive tid til at snakke når ALLE var der. Så jeg sendte istedet en stor buket blomster ned til konsultationen til Kirsten og et kort hvori jeg skrev tak fordi hun var sådan en fantastisk jordemoder og fordi hun havde ringet og lagt tillykkebesked på min tlf svarer om morgenen efter jeg havde født, og at jeg ville ønske hun havde været der til zs fødsel.
Nogle dage efter fik jeg et kort tilbage fra Kirsten, hvor hun skrev om jeg ikke ville lave en aftale, for jeg lød som om jeg ikke havde det helt godt med fødselsforløbet.
Og så tudede jeg.
For det har jeg jo ikke! Jeg har så meget vrede og frustration ophobet i forhold til fødselsforløbet og jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af, om det bare er helt normalt og man skal lukke kæften og bide det i sig eller om jeg vitterligt har noget at reagere på og om jeg skulle tale med nogen. Jeg er jo blevet tilbudt samtale både med psykolog og med Johanne, jordemoderen fra fødslen, men den eneste jeg egentlig har haft lyst til at tale med var Kirsten, for jeg følte virkelig at hun SÅ mig og HØRTE mig og forstod hvem jeg er som kvinde, som fødende og som mor.
Så jeg har besluttet at jeg, efter nytår, vil ringe ned og lave en aftale så jeg kan snakke med Kirsten om det hele og bare...få afløb for de ting jeg er ked af og vred over.
Selve fødslen er jo utrolig stolt over, jeg er stolt og glad over at jeg havde forberedt mig godt og vidste hvad jeg skulle gøre og at jeg gjorde det!
Men jeg er dødhamrende ked af, at der kom en jordemoder hjem til mig i mit hjem som ikke respekterede mig og som ikke tog sig tiden til at finde ud af hvem jeg - og Søren - var. Som trumfede henover os, som talte nedladende til mig (fx ved vandafgang), som skilte Søren og jeg fra hinanden i næsten en time da det blev allermest kritisk.
Jeg er så hamrende ked af, at det eneste som jeg virkelig ikke ville, var det eneste som jeg fik: at blive placeret på ryggen på en fødebriks på en fødegang med alt for mange mennesker der ikke respekterede mig som fødende kvinde. Det er frustrerende at tænke på, at z ikke kunne komme ned i bækkenet og jeg alligevel blev lagt på ryggen, indtil Johanne blev desperat og bad mig gå hen på en seng ved siden af fødebriksen og lægge mig (som jeg selv havde ligget derhjemme under arbejdet med veerne) på knæ og foroverbøjet. Det er frustrerende fordi jeg stadig kan huske hvordan veerne arbejdede på en helt anden måde i kroppen da jeg lå i den stilling i forhold til den dybt passive og fuldstændig vanvittig ukorrekte rygstilling.
Jeg er ked af, at Johanne aldrig rigtig engagerede sig i os og gik fra fødestuen i det sekund fødslen var slut og overlod mig til to læger og en jordemoderstuderende. Jeg er ked af en læge der ikke ville bedøve mig ordentligt under en alvorlig syning der tog over 40 minutter. Jeg er ked af, at Johanne kom igen to timer senere og sagde "så du fik også overskredet nogle grænser idag, det er jo nok meget godt", for jeg synes sgu ikke ens fødsel, ens første fødsel, er stedet eller tiden til at skulle overskride sine grænser mere end man allerede har planlagt. Jeg er ked af at hun sendte mig ud på badeværelset for at tisse - og så gik hjem. Jeg var ved at besvime af flere omgange derude og kunne jo ikke råbe nogen op inde på fødestuen - desuden sad Søren med z og kunne jo dårligt hjælpe mig alligevel! Da jeg havde fået tisset af, var der blod OVERALT på badeværelset, i hele toilettet, udover henad gulvet og på væggen og jeg kravlede ned fra toilettet og sad på gulvet inden jeg kunne gå ind til min mand og min datter - og måtte undskyldende sige til den jordemoder der kom ind for at se til os, at der var blod overalt og om hun ville hjælpe mig med at gøre rent derude (hun puttede mig under dynen med mit barn og sagde, at det skulle hun nok sørge for).
Jeg er hamrende vred på den sygeplejerske der deltog ved fødslen på fødegangen, som skændtes med lægen om, om mine ben skulle være i stigbøjler eller ej under fødslen. Lægen ville skåne mig så meget som muligt og ville have mine ben ned når det ikke var nødvendigt, sygeplejersken ville have dem oppe, så hun hev i mine ben indtil jeg til sidst selv sagde, at nu blev de bare i stigbøjlerne. Jeg havde jo brug for ro til at koncentrere mig om mine veer - jeg var trods alt 8 cm åben ved ankomsten til hospitalet og havde allerede fået to sprøjter for ikke at få presseveer!!
Jeg er hamrende vred over, at samme sygeplejerske kom ind til os efter fødslen og spurgte hvorfor jeg ikke ville amme mit barn, fik et svar, gik ud og kom tilbage og sagde "Vi har besluttet at det skal du" hvortil jeg svarede at det ville jeg ikke. Gik ud igen og kom tilbage og sagde "Vi har besluttet du skal malke ud!" og jeg igen måtte sige "jamen, det VIL jeg ikke!". Og så hentede hun en sprøjte med modermælkserstatning.
Jeg blir vildt ked af det når jeg tænker på de her ting. Der er flere andre ting jeg også er ked af det over, fx at vi overhovedet var på fødestuen, at vi valgte at tage på barselsgangen, at jeg sagde ja til at få besøg samme dag vi kom hjem osv osv., men det er ting som ligesom bare skete og sådan var det. Men Johannes og sygeplejerskens opførsel overfor mig og overfor os gør mig så vred at tænke på og jeg har virkelig brug for at sige til nogen indenfor faget, at det overhovedet ikke er i orden!
Og jeg er helt sikker på, at Kirsten er den rigtige at snakke med, så det vil jeg sørge for at gøre i det nye år. For jeg sidder lige for tiden og gennemgår hele forløbet om og om igen når jeg giver z natflasken og jeg blir så berørt af det, at jeg næsten altid på fælde en tåre.
Så jeg er ikke helt færdig med de jordemødre endnu.
