Kære skønne kvinder.. NU kommer der et meget langt indlæg.. Men jeg er sgu nød til at havde jeres råd, og syn på sagen med her.. :)
I starten af året begyndte der er ny fyr på mit arbejde.. Allerede fra starten af fik vi et rigtig godt øje til hinanden.. Der var meget flirteri i luften, men det blev ikke til mere da jeg var gift.
I sommeren forlader jeg min mand.. Ikke på grund af jeg flirter med en anden, men det er noget der er kommet, og har været år undervejs. Der er dog ikke nogen tvivl om at ham her har vækket noget i mig som jeg ikke har oplevet længe.. MEGET længe.
Efter jeg forlader min mand har ham jeg har flirtet med det rigtig sjovt.. Og der er sker en masse på det sexuelle plan.. Men samtidig opbygger vi et meget specielt bånd og venskab. Noget som jeg aldrig nogensinde har oplevet med nogen .. Ikke engang min bedste veninde. Vi har opbygget et bånd som er noget helt specielt.... Vi forstår hinanden på godt og ondt.. på måder jeg ikke fatter er muligt...og jeg ville ikke undvære det for noget i verden..
Nå men vores hyggeri fortsætter hen over sommeren... og 3 gange i løbet af August og September bliver vi enige om at sexdelen må stoppe, og det er vores venskab der vægter højst... Men alle 3 gange viser det sig at det ikke kan lade sig gøre. Og vi ryger tilbage i det samme.. Men vi lover hinanden at det er uforpligtende og ikke skal betyde noget... Min kammerat er ikke til at være i et decideret forhold, han er glad for den ungkarle tilværelse han lever..
I starten af august tager jeg på 3 ugers sommerferie.. og her møder jeg en fyr.. Som er spændende og lækker og alt det der.. Ham ender jeg sammen med.. og ser en del gange... Da min kammerat finder ud af det kommer der attitude på.. Han ændre fuldkommen opførsel overfor mig, og det er på ingen måde særlig fedt. Men det kører ikke med ham her fyren jeg har mødt.. Min kammerat er meget forstående da jeg fortæller at jeg ikke ser ham fyren mere.. Og han fortæller mig at han er der for mig.. og han siger til mig, at jeg er for god til at være sand, og at ham fyren kaster guld på gaden....
Herefter, begynder vi selvfølgelig på det der uforpligtinde igen.. Men vi laver også mange andre ting.. Tager i biffen mm..
Jeg ved ikke hvad der sker for mig i den periode..Men jeg kan mærke at jeg begynder at få følelser for min kammerat..Men jeg ved jo at han ikke er til forhold.. så det er jo på ingen måde noget jeg kan overveje at gøre noget ved.. Og jeg prøver at abstrehere fra ham.... Det gør jeg så ved at møde en ny dejlig fyr,... Go sex og alt det der... Men min kammerat finder ud af det.. bliver han igen vildt underlig... Jeg fatter ikke helt hans problem.. han påstår at det er fordi han ikke har fået at vide af mig at jeg har mødt en.. og han mener at når vi er så gode venner, så kunne jeg godt have fortalt ham det.. I den korte periode jeg ser den fyr jeg har mødt, taler min kammerat og jeg ikke rigtig sammen...i hvertfald ikke som vi plejer... Men jeg holder op med at se ham her fyren,,,.. for det var ikke andet end sex.. OG gæt engang hvad der så sker... Jeg ender op med at hygge en lille smule med min kammerat igen...Men jeg kan mærke på mig selv at jeg ikke rigtig magter det.. Jeg ved ikke hvad det er ,, men jeg føler at det er for meget for mig...
Så en dag siger jeg til ham.. at det der.. hygge halløj, det går ikke mere.. og det er fair nok siger han.. vi bruger efterfølgende rigtig meget tid sammen..men bare at lave alle mulige ting.
Jeg kommer så ud for her for 1½ måned síden.. At jeg bliver inviteret på en date.. Af en som gerne vil lærer mig at kende.. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke så mig selv til at fortælle det til min kammerat.. Jeg ser ham her jeg var på date med, et par gange.. OG det ender også med at jeg fortæller det til min kammerat... Og den måde han reagere på er på ingen måde forventelig.. Han bliver meget sur, og fortæller mig at jeg ikke skal komme og fortælle ham nogen ting mere.,,, for han gider ikke hører på det... og vi bliver faktisk uvenner....
I 2 uger taler, eller skriver vi ikke sammen.. og det er pisse hårdt.. Jeg føler at jeg mangle en halvdel af mig selv.. og det er endnu værre fordi vi arbejder sammen..og derfor ser hinanden hver dag... En dag på arbejdet tager jeg fat i ham, og siger til ham vi er nød til at tale sammen... Vi taler, og i starten siger han ikke rigtig noget.. men så kommer det hele.. Han fortæller mig at han føler sig tilside sat.. og at han har følelser for mig.. Han fortæller mig også at det kommer rigtig meget bag på ham at han reagere på den måde, og det er meget voldsomt for ham.. Han siger at i de 2 uger vi ikke har talt sammen har han siddet derhjemme om aftenen og ikke kunne tage sig sammen til en skid.. han har siddet og hørt depri musik og har kun tænkt på mig.... Har tænkt på hvad jeg lavede og om han skulle ringe til mig.. eller skrive til mig....
Jeg fortæller ham at jeg har haft det ligesådan.. og at det har været ganske forfærdeligt for mig....
Det er nu en måned siden.. Og siden den dag har vi set hinanden udenfor jobbet mange gange om ugen.. Vi er ikke kærester... For min kammerat siger at han vil holde det på venneplan.. Han mener ikke selv han har de rette føleser...
Jeg ved med 100% sikkerhed at det har han.. for ellers ville han aldrig have sagt de ting han gjorde.. Han er en person af en meget speciel støbning..
Vi tager "alvorssnakken" tit.. og hver gang siger han forskellige ting.. Han siger at man jo ikke ved hvad fremtiden bringer.. og at hvis han skulle være i et forhold så skulle det være med mig... Han fortæller mig at det at jeg har to børn skræmmer ham, for det er så langt fra hans liv..
Men det er meget svræt og hårdt for mig... For jeg har konstateret at mit hjerte tilhører ham..
Jeg ved faktisk ikke hvad jeg vil med dette indlæg..
Vores kollegaer mener vi er ment to be.. De fortæller mig at hans øjen lyser op når jeg er i nærheden, og når jeg har fri, er han ikke den samme......
Men for satan jer er lost...
Hvad siger i dejlige mennesker...
