Åh ha da, - det er bare SÅ hårdt, når de rækker ud efter en! Har heldigvis kun oplevet det ganske få gange selv, men da gik jeg grædende fra vuggestuen.
Jeg kan umuligt sige, hvad der er årsagen til, at den lille fyr har det, som han har. Men jeg vil opfordre dig til at tage en snak med pædagogerne. Evt. bede om en samtale, hvor der er afsat tid til dig. (Ellers har de jo pr definition travlt, desværre). Her kan du så spørge ind til, hvad deres oplevelse af din søn er. Og om, hvad de gør, når han er trist. På den måde, kan du måske komme lidt mere ind på livet af, nå ja, "livet" i vuggestuen.
I øvrigt vil jeg sige, at alle børn er forskellige, som du naturligvis ved. Jeg selv har altid haft meget nemt ved at huske min (også tidlige) barndom. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at blive afleveret i børnehaven. Jeg græd HVER dag, når jeg så min far gå (og ud af vinduet, hvordan han kørte fra parkereingspladsen). Men for mit vedkommende var det absolut ikke, fordi jeg havde det dårligt i min børnhave. Det var bare farvel-situationen, som skar i mit lille hjerte. Og sådan tror jeg, at mange børn har det. Jeg var sart af natur. Kom fx altid til at græde, når nogen fik skæld ud - også selvom det INTET havde med mig at gøre. Så kunne jeg bare ikke li' det. Min søster, derimod (vi er pseudo-twins), var typen, der kunne stå midt i et jordskælv uden at opleve noget som helst af det. Altid glad, frejdig og godtroende. Og vi er altså opdraget så ens, som man nu kan blive det.
Så jeg tænker, at din lille pige sagtens kan få en helt anderledes oplevelse af institutionslivet...
Sikke jeg kom ud af en tangent nu... Men vil altså bare fortælle dig, at jeg godt kan forstå dig. AV hvor gør det ondt, når man ser sit lille barn græde og række ud. Jeg synes, som sagt, du skal tale med pædagogerne (måske lederen), og så i øvrigt følge din mavefornemmelse. Eller måske prøve at holde drengen hjemme i et par krammedage og se, om det evt. hjælper noget?
Held og lykke med det hele
