Julius snart i vuggestue.

Jeg ved godt at, når man får børn at tiden går hurtig, det lærte jeg med Cassandra.

Men jeg synes alligevel at tiden fra Julius blev født(27.feb.) og til nu er gået endnu hurtigere, end min barsel med Cassandra gjorde.

Jeg kan ikke helt forstå at min kære og søde lille søn, ikke er så lille alligevel.

Han er 9½ måneder gammel, han skal om små 20 dage starte i vuggestue og der er kun 2½ måned til han bliver 1 år.

 Hvor bliver det mærkeligt, at skulel aflevere 2 børn i vuggestuen og skal på arbejde igen.

Hvor er min lille baby blevet af, han er jo blevet en dreng nu.

Han vil spise selv, og spiser næsten alt, får kun 2 flasker mme om dagen, giver vi ham mælk i en kop, ja så vil han være med og giver ikke slip på koppen igen. Han er blevet så dygtigt til at drikke af kop. Han sidder helt perfekt nu, og vil gerne lege siddende, han er endelig ved at ville støtte på sine ben og stå op. Han ligger gerne på maven og så møver/kravler han rundt på gulvet mest baglæns. Han er vild med hoppegyngen, mere end Cassandra var. Han sover bedre og bedre både om dagen og natten.

Jeg kan nogle gange godt føle, at tiden lidt er blevet stjålet fra mig, for når jeg tænker tilbage på de sidste 9½ måneder, ja så er det ikke altid Julius, der bliver tænk på. Men mere at mor blev syg igen, at mor døde, at Julius har været syg og mærket af sin astma.

Men gad vide om jeg vil tænke anderledes på hans første leve år, når der er gået nogle år, eller om det altid vil være sygdom og det, jeg vil tænke på.

Jeg har heldigvis skrevet ned i en bog, hvad vi har lavet hver dag.

 Jeg kan godt blive lidt trist når jeg tænker på hans første leveår.

Ja, tiden kan jo ikke gøres om..........................og så er det bare så forbandet, når den "lykkelige" barselsperiode, bliver blandet med stor sorg.

Jeg har haft det lidt på samme måde med Ida, at den barsel var så fyldt med afmægtighed, sorg og fortvivlelse, at jeg slet ikke føler at jeg har fået dét ud af den, som jeg havde håbet. Men ved du hvad?..............................det er på afstand nu, og vores hverdag er nu ikke så ringe endda. Det er skønt at få et voksenliv igen, at have kolleger, at have noget at stå op til, som kan få ens tanker væk fra alt det sørgelige.

Knus Mette

lion skriver:

Jeg ved godt at, når man får børn at tiden går hurtig, det lærte jeg med Cassandra.

 

Men jeg synes alligevel at tiden fra Julius blev født(27.feb.) og til nu er gået endnu hurtigere, end min barsel med Cassandra gjorde.

 

Jeg kan ikke helt forstå at min kære og søde lille søn, ikke er så lille alligevel.

Han er 9½ måneder gammel, han skal om små 20 dage starte i vuggestue og der er kun 2½ måned til han bliver 1 år.

 Hvor bliver det mærkeligt, at skulel aflevere 2 børn i vuggestuen og skal på arbejde igen.

Hvor er min lille baby blevet af, han er jo blevet en dreng nu.

Han vil spise selv, og spiser næsten alt, får kun 2 flasker mme om dagen, giver vi ham mælk i en kop, ja så vil han være med og giver ikke slip på koppen igen. Han er blevet så dygtigt til at drikke af kop. Han sidder helt perfekt nu, og vil gerne lege siddende, han er endelig ved at ville støtte på sine ben og stå op. Han ligger gerne på maven og så møver/kravler han rundt på gulvet mest baglæns. Han er vild med hoppegyngen, mere end Cassandra var. Han sover bedre og bedre både om dagen og natten.

 

Jeg kan nogle gange godt føle, at tiden lidt er blevet stjålet fra mig, for når jeg tænker tilbage på de sidste 9½ måneder, ja så er det ikke altid Julius, der bliver tænk på. Men mere at mor blev syg igen, at mor døde, at Julius har været syg og mærket af sin astma.

Men gad vide om jeg vil tænke anderledes på hans første leve år, når der er gået nogle år, eller om det altid vil være sygdom og det, jeg vil tænke på.

Jeg har heldigvis skrevet ned i en bog, hvad vi har lavet hver dag.

 Jeg kan godt blive lidt trist når jeg tænker på hans første leveår.

Han er ved at være en stor dreng nu Det jeg tydelig se på de skønne billeder vi får