UngMor83 skriver:
Hejsa alle I skønne mennesker 
Ja så er der allerede gået 1 måned siden min lillebror på tragisk vis blev taget fra os. Dem der ik ved det, så indebrændte ham og hans kammerat i en lejl. i Tønder søndag den 14. november 2010. Han blev begravet den 19. november 2010.
Fatter det stadig ik helt. Kommer jeg vist aldrig til. Blir ved med at spørge mig selv : HVORFOR? Får aldrig svar på det. Og så tænker jeg konstant på de sidste skæbnesvangre minutter i hans liv : Hvorfor ringede han ik 112? Var han bange? Hva lavede han inde i stuen? Gik han derind for at redde sin kammerat?
En masse spørgsmål der nager mig, og som jeg aldrig får svar på.
Måtte bare lige ha luft, tak fordi du læste med!!
>> Sonja <<
Uha, det gør mig ondt på dine (og andre pårørendes) vegne 
Det hele virker hårdt og uoverkommeligt lige nu, men der er jo kun gået en måned. Det skal nok blive bedre hvis du arbejder for det.
Jeg ved ikke hvor meget du kan bruge det til, men jeg synes du skal se Johan Cullbergs faseopdeling af en kriseramts (dig) reaktion. Det er selvfølgelig kun en teori, men det er et mønster mange følger når de bliver udsat for en krise. Og de tanker du skriver ned synes jeg passer rigtig godt på at du er sådan henne imod reaktionsfasen. Jeg håber det hele giver mening, men ellers kan du jo også bare læse det og glemme det igen.
Chokfasen (første minutter til døgn)
Denne fase er kendetegnet ved, at den ramte reagerer unaturligt og uden følelser. Den kriseramte virker ikke til at reagere på det skete eller reagerer hysterisk med skrigen eller latter. Selvom de følelsesmæssige reaktioner i denne fase endnu ikke er indtrådt, har den kriseramte i denne fase brug for fysisk omsorg og frihed fra ansvar - det er ofte et problem at nogle mennesker i chokfasen umiddelbart virker totalt upåvirkede af hændelsen og derfor ikke ønsker af få denne omsorg.
Reaktionsfasen (efterfølgende 6-8 uger)
I reaktionsfasen rammes den kriseramte af de ofte modstridende følelser, som er knyttet til hændelsen og dens konsekvenser. Dette skaber kaos og forvirring, og krisens reelle virkelighed presser sig på og resulterer i sorg og en oplevelse af meningsløshed.
Bearbejdningsfasen (efterfølgende ca. 4 måneder)
Ved indgangen til denne fase afsluttes den akutte krisereaktion. Personen har fundet en ny balance tilpasset hændelsen og er således en anden end før krisen ramte personen. Denne nye balance kan have gjort personen klogere på sig selv, men kan også være en uhensigtsmæssig balance, som hæmmer personen fremover. Personen kan igen håndtere hverdagen, og personen begynder igen at forholde sig til nutiden.
Nyorienteringsfasen (efterfølgende ca. ½ år)
Gennem denne afsluttende fase begynder personen at forholde sig realistisk til den aktuelle hændelse. Blikket rettes igen fremad, og personen kan tale om hændelserne på en mere afklaret måde uden at blive overvældet af følelserne. Fremtiden bliver igen interessant for den kriseramte, og nye kontakter stiftes.
