Elsker hende bare så ufatteligt meget!

Øjh hvor jeg elsker min lille pige. Jeg kan slet ikke få nok af hende, når hun ikke er ved mig, så tænker jeg på hende, har lyst til at hive hende til mig og bare kysse og kramme hende.. De gange hvor jeg tænker "nøjh, hvor ville jeg lige ønske hun tog en time på øjet", og man endelig får hende til at tage en powernap, har jeg igen lyst til at tage hende op.

Idag var jeg væk fra hende tre timer hvor hendes far havde hende, og jeg savnede hende så frygtelig meget..

Er KONSTNAT bange for, at der sker hende noget, og jeg ser det værste i alle situationer, selv dem hvor der ikke KAN ske noget..

Idag var jeg til førstehjælp til baby, hvor de fortalte om alle de ting der kan ske, og jeg forestillede mig hele tiden at situationen når kursusdamen snakkede.. JEg var SÅ tæt på at brgynde at græde, og måtte flere gange se væk fra Nicoline for jeg kunne slet ikke holde det ud..

Jeg ELSKER hende SÅ meget, at det gør helt ondt.. Puha, alt for meget, for er så bange hele tiden...

Andre der har det som mig?

Forsvinder det nogensinde at man er så forbandet bange?!

Knus Marikka mor til Nicoline knap 7 mdr.

God jul!

~~M.Nielsen~~ skriver:

Øjh hvor jeg elsker min lille pige. Jeg kan slet ikke få nok af hende, når hun ikke er ved mig, så tænker jeg på hende, har lyst til at hive hende til mig og bare kysse og kramme hende.. De gange hvor jeg tænker "nøjh, hvor ville jeg lige ønske hun tog en time på øjet", og man endelig får hende til at tage en powernap, har jeg igen lyst til at tage hende op.

Idag var jeg væk fra hende tre timer hvor hendes far havde hende, og jeg savnede hende så frygtelig meget..

Er KONSTNAT bange for, at der sker hende noget, og jeg ser det værste i alle situationer, selv dem hvor der ikke KAN ske noget..

Idag var jeg til førstehjælp til baby, hvor de fortalte om alle de ting der kan ske, og jeg forestillede mig hele tiden at situationen når kursusdamen snakkede.. JEg var SÅ tæt på at brgynde at græde, og måtte flere gange se væk fra Nicoline for jeg kunne slet ikke holde det ud..

Jeg ELSKER hende SÅ meget, at det gør helt ondt.. Puha, alt for meget, for er så bange hele tiden...

Andre der har det som mig?

Forsvinder det nogensinde at man er så forbandet bange?!

Knus Marikka mor til Nicoline knap 7 mdr.

God jul!

Jeg tror alle mødre kan have det som dig  tror den følelse SKAL være der i en grad! Men jeg tror samtidig også det kan være for meget. Jeg skal ikke være dommer over for nogen, men jeg tror det er sundt for dig at "øve" dig i at være mere væk fra hende og have "raske" tanker.

Hun vil en dag falde og slå sig - og det lærer hun en masse af. Du kan ikke beskytte hende søde, ligemeget hvor meget du ønsker det!

Husk at du gerne vil have en selvsikker pige en dag, der ikke falder for den første mand der styrer tingene for hende!! Hun skal have ben i næsen og kunne klare sig selv  Det lærer hun ikke, hvis man overbeskytter hende hele tiden.

En dag skal hun afleveres hos "fremmede" (institution og lignende), hvis du ikke er tryg så bliver hun det heller aldrig.

Jeg elsker mine drenge højere end noget andet, jeg giver folk tæsk hvis de gør mine drenge ondt (hahaha... har aldrig slået nogen før)  men ideén er god nok!!! Jeg har dog lært mig selv, at det er okay at være væk fra dem i nogle timer. Jeg overlader dem til folk jeg stoler på, og derfor kan jeg tænke på andet end dem når jeg endelig er ude.

you can do it - det kræver bare noget fra dig også!!!

Jeg kan godt forstå dig. Jeg synes en af de sværeste ting ved at blive mor, har været den der kobling mellem at man elsker sit barn helt vildt højt, og alligevel skal turde at give lidt slip og tro på at det vil klare sig fint. Lige siden jeg fandt ud af jeg var gravid, har jeg været bange for at der skulle ske hende noget. Først for at noget skulle gå galt i graviditeten, så for at noget skulle gå galt ved fødslen og siden hun er kommet ud er der jo ingen ende på alle de ting, der kan ske. Men man er jo simpelthen nødt til at lære at leve med at man ikke ved hvad der vil ske i morgen, og at man ikke kan gøre mere end at give sit barn de allerbedste redskaber til at håndtere de situationer, der vil opstå og så slippe dem løs og lade dem prøve på ting selv.

Lige nu er det så med en lille gysen i maven jeg lader hende rejse sig op ved sofabordets skarpe hjørner, eller eksperimentere med at spise ris uden at få dem galt i halsen. Om ti år bliver jeg nødt til at tro på, at jeg kan lære hende at færdes sikkert i trafikken og gå over vejen  uden at blive kørt ned, og om tyve år må man bare stole på at de kommer hjem igen, når de kommer og siger at nu rejser de et halvt år til Tibet, og der er vist ikke lige nogen måder man kan få fat på dem. Jeg tror ikke det bliver bedre, men jeg kan godt forstå dig, og jeg er helt enig med Malene84, at man bare må slippe dem løs alligevel og tro på at det går godt.

Maria 

Malene84 skriver:

Jeg tror alle mødre kan have det som dig  tror den følelse SKAL være der i en grad! Men jeg tror samtidig også det kan være for meget. Jeg skal ikke være dommer over for nogen, men jeg tror det er sundt for dig at "øve" dig i at være mere væk fra hende og have "raske" tanker.

Hun vil en dag falde og slå sig - og det lærer hun en masse af. Du kan ikke beskytte hende søde, ligemeget hvor meget du ønsker det!

Husk at du gerne vil have en selvsikker pige en dag, der ikke falder for den første mand der styrer tingene for hende!! Hun skal have ben i næsen og kunne klare sig selv  Det lærer hun ikke, hvis man overbeskytter hende hele tiden.

En dag skal hun afleveres hos "fremmede" (institution og lignende), hvis du ikke er tryg så bliver hun det heller aldrig.

Jeg elsker mine drenge højere end noget andet, jeg giver folk tæsk hvis de gør mine drenge ondt (hahaha... har aldrig slået nogen før)  men ideén er god nok!!! Jeg har dog lært mig selv, at det er okay at være væk fra dem i nogle timer. Jeg overlader dem til folk jeg stoler på, og derfor kan jeg tænke på andet end dem når jeg endelig er ude.

you can do it - det kræver bare noget fra dig også!!!

Jamen jeg er helt og aldeles enig i hvad du siger.. Men nøjh hvor er det altså bare svært..

Selvfølgelig vilo jeg have en selvsikker pige, og hun skal da med tiden lære at stå på enge ben, og klare de forskellige ting selv.. - for hendes bedste, men uhhh..

Den dag hun skal afleveres for første gang i dp eller vuggestue, bliver min værste dag.. - Jeg frygter det... og hvorfor!? jeg ved det ikke..

Det er bare så fandens svært at give slip!

MariaJ skriver:

Jeg kan godt forstå dig. Jeg synes en af de sværeste ting ved at blive mor, har været den der kobling mellem at man elsker sit barn helt vildt højt, og alligevel skal turde at give lidt slip og tro på at det vil klare sig fint. Lige siden jeg fandt ud af jeg var gravid, har jeg været bange for at der skulle ske hende noget. Først for at noget skulle gå galt i graviditeten, så for at noget skulle gå galt ved fødslen og siden hun er kommet ud er der jo ingen ende på alle de ting, der kan ske. Men man er jo simpelthen nødt til at lære at leve med at man ikke ved hvad der vil ske i morgen, og at man ikke kan gøre mere end at give sit barn de allerbedste redskaber til at håndtere de situationer, der vil opstå og så slippe dem løs og lade dem prøve på ting selv.

Lige nu er det så med en lille gysen i maven jeg lader hende rejse sig op ved sofabordets skarpe hjørner, eller eksperimentere med at spise ris uden at få dem galt i halsen. Om ti år bliver jeg nødt til at tro på, at jeg kan lære hende at færdes sikkert i trafikken og gå over vejen  uden at blive kørt ned, og om tyve år må man bare stole på at de kommer hjem igen, når de kommer og siger at nu rejser de et halvt år til Tibet, og der er vist ikke lige nogen måder man kan få fat på dem. Jeg tror ikke det bliver bedre, men jeg kan godt forstå dig, og jeg er helt enig med Malene84, at man bare må slippe dem løs alligevel og tro på at det går godt.

Maria 

Og samme frygt har jeg også haft siden jeg blev gradiv, frygten for, at noget går "galt"...

Øv, hvor er det hårdt, og bliver jo nok bare nødt til at bide det i mig og tage mig sammen selv om det er fandens hårdt!

Den dag hun falder og slår sig for alvor eller et eller andet (hvilket jo nok sker for de fleste, desværre, på et eller andet tidspunkt) ved jeg ikke hvad jeg gør.. - Jo er der for hende. -Men jeg bryder HELTsammen..