Utaknemlig og forvirret...

Jeg skriver som anonym, da jeg synes det er skrækkeligt at jeg har det sådan her....

Jeg er gravid og er ca.9 uger henne. Selvom jeg blev glad og utrolig lykkelig for allerede at stå med en positiv test efter kun 2 forsøg så har det taget fusen på mig og jeg begynder at synke ned i et sort hul.

Jeg døjer med daglig opkast og kvalme og har gjort det i nogle uger nu. Selvom jeg godt ved at udsigterne til at blive "frisk" forhåbentlig er lige om hjørnet så magter jeg ikke mere. Jeg er ked af det hele tiden og føler at hele min verden er gået i stå og kun drejer sig om at spise-kaste op-have det skidt. Mine veninder drøner til julefrokoster, nyder julen og jeg føler at jeg er ved at blive kvalt i min egen lille puppe af dårligdom. Jeg ved at det er utaknemmeligt for det er jo nu jeg skulle føle en overvældende glæde over den lille spire der vokser i mig. Jeg bliver bare mere og mere trist og kan ingen ende se på det.

Ved ikke hvad meningen med dette er men måtte ud med mine tanker og følelser. De forvirrer mig og får mig til at føle mig forbandet utaknemmelig! Er jeg mon ved at få en depression??

Tak fordi du læste med...

Tror nu ikke du er ved at få en depression.....

Er det dit første barn? Måske er det bare lidt overvældende/overraskende hvor meget det egentlig tærrer på kroppen at være gravid.... Jeg blev selv meget overrasket over hvor meget man var træt og havde det skidt hele tiden, og det undrede mig meget, når man nu ikke var længere henne.... Men er helt sikker på du nok skal komme oven på igen, så snart du får det bedre....

Og julefrokoster kan du jo sagtens gå til (medmindre du selvfølgelig skal kaste op hele tiden) Julefrokoster er jo andet end druk

Ja det er min første graviditet. Jeg er ikke ked af at misse drukgilder, men er så skidt tilpas at jeg føler verdenen drøner videre uden at jeg kan magte at følge med. Hvilket jeg ellers plejer at være god til (er meget social og har mange ild i jernet mht til videreuddannelse og to job). Det hele smuldrer bare for mig lige nu... Græder over det mindste og synes det er svært at finde forståelse hos andre. (har ingen nære veninder der har været gravide)

Hvis det kan hjælpe lidt, så er jeg 15+5 idag, men da jeg var ca ligeså langt henne som dig, havde jeg nok nok på ca samme måde som dig.. vi tog den i 1.førsøg, hvilket vi ikke hvade regnet med..

men som du os sir, utrolig gald og lykkelig for det - men alle de der "store" ting, som opkast, kvalme og utilpashed det regner man jo ikke lige med, og det kan godt være hårdt at se positiv på det + alle ens venner og veninder har det lækkert og køre bare derud af, men så tænkt positivt, omkring uge 12 er det over + så er det om 9mdr hvis ikk før, det er dine venner og veninder der misunder dig, og dit lille mirakel  - tror det er helt normalt at man er ked af det, forvirret osv osv.

bare vent det hele vender

Anonym skriver:

Ja det er min første graviditet. Jeg er ikke ked af at misse drukgilder, men er så skidt tilpas at jeg føler verdenen drøner videre uden at jeg kan magte at følge med. Hvilket jeg ellers plejer at være god til (er meget social og har mange ild i jernet mht til videreuddannelse og to job). Det hele smuldrer bare for mig lige nu... Græder over det mindste og synes det er svært at finde forståelse hos andre. (har ingen nære veninder der har været gravide)

Jeg vil helst ikke skrive så meget her, men jeg havde det nøjagtig på den måde!

Så hvis du har mod på at skrive privat til mig, må du meget gerne det..Jeg savnede virkelig en der havde det på samme måde.

Anonym skriver:

Ja det er min første graviditet. Jeg er ikke ked af at misse drukgilder, men er så skidt tilpas at jeg føler verdenen drøner videre uden at jeg kan magte at følge med. Hvilket jeg ellers plejer at være god til (er meget social og har mange ild i jernet mht til videreuddannelse og to job). Det hele smuldrer bare for mig lige nu... Græder over det mindste og synes det er svært at finde forståelse hos andre. (har ingen nære veninder der har været gravide)

Tror helt klart det nok snart skal vende for dig..... Er jo en kæmpe omvæltning..... Og jeg syntes overhovedet slet ikke det var fantastisk at være gravid

Tak for jeres svar piger.

Det har givet mig en lille smule mere ro i sindet. Det lyder jo som om det næsten er "normalt" at have det sådan, hvilket er rart at høre. Er/var bare på ingen måde forberedt på at det ville overtage min verden som det har gjort. -Men håber der er lys forenden af tunnelen så!

Det er aldrig sjovt at have det skidt - ligemeget hvordan omstændighederne er...

Så det er ganske naturligt det du går igennem.... Også alle de tanker og følelser som følger med..

det er megasvært at forholde sig til selve graviditeten før man har set den lille fis spjætte rundt til NF skanning.. Eller for mit vedkommende se fisen som lå og slappede den.

Det første trimester er grumt at komme igennem.. Især som 1.gangs gravid når / hvis man slet ikke er forberedt på det.. Hvilket man ikke kan vide før man står i det

Det er meget normalt at have det sådan - især i starten af graviditeten. Man føler sig syg og ynkelig og træt  og hormonerne raser og man kan ikke styre sine følelser og alting er bare æv.

Lige nu drejer det sig bare for dig om at overleve - spis hvad der kan komme ned og snup en vitaminpille og husk at starte jern i uge 10 og så er du nødt til at acceptere at din krop har travlt med alt muligt andet, og ikke lige har tid til dig også.. sådan tænkte jeg altid på det... Lad være med at slås med kroppen og prøve at presse den, men glæd dig over at den helt selv kan finde ud af at lave et lille menneske, også selvom det så betyder at du bliver æv og træt og ked og får voldsomme drømme og frygt for fremtiden.

Der er ikke ret mange graviditeter, der er fryd og gammen hele vejen igennem, og det ER altså svært at være lykkelig og superforelsket i sit ufødte barn, når man ligger med hovedet i en spand eller sidder og er så uendeligt ked og tuder - uden nogen egentlig grund.

Jeg følte mig ikke specielt knyttet til mine piger eller superlykkelig over graviditeten i nogen af mine graviditeter. Den der stormende forelskede følelse mange snakker om, oplevede jeg aldrig - kærligheden kom langsomt snigende efter fødslen og jeg tror Freja var 14 dage, da jeg sad i stuen med hende og kun lå og kiggede på mig med store, blå øjne mens hun spiste... Der slog det mig at jeg elskede hende...

Lad være med at banke dig selv i hovedet med hvad du ikke gør/føler/kan osv...