Fortælle nærmeste familie og venner?

Jeg er kommet frem til at jeg tror jeg har brug for at vores nærmeste familie og venner får at vide hvad vi i øjeblikket går igennem.

Har i andre gjort det? Og hvis i har, hvordan har i så fået det fortalt?

malenemusen skriver:

Jeg er kommet frem til at jeg tror jeg har brug for at vores nærmeste familie og venner får at vide hvad vi i øjeblikket går igennem.

Har i andre gjort det? Og hvis i har, hvordan har i så fået det fortalt?

Kan godt forstå du har brug for at snakke med familie og venner..

Jeg har fortalt det til mine nærmeste veninder... og det har virkelig hjulpet. Selvom de ikke helt kan sætte sig ind i det, vil de gerne lytte.. og det letter bare helt vildt at jeg kan tude lidt hos dem..

Jeg har valgt ikke at sige noget til familien, for min største drøm er at komme hjem til mine forældre med et svannings billede og sige de skal være bedsteforældre.... Men ofte har jeg da rigtig meget lyst til at fortælle det til mor..

Eller bare generelt fortælle det til folk der siger ''Ej skal I ikke snart igang med at blive gravide?!''<-- dét spørgsmål hader jeg

JA! Jeg var ærlig overfor venner, familie og kolleger...så var de klar over hvad jeg gik igennem og det  var rart at kunne dele forventninger, tvivl, frygt, håb og glæden med dem

Vi fortalte det til familien og de nærmste venner da vi begyndte i behandling. Det er dejligt at de ved hvad der forgår og man slipper for at de spørger til om vi ikke snart skal have børn.

De ved det også på min arbejdsplads. Og de er super søde og forstående, når jeg har en nedtur af den ene eller anden grund.

Dog har jeg også altid drømt om at kunne komme hjem til min mor og overraske dem med at hun skal være mormor, men er nu også glad at hun ved hvorfor jeg nogle dage ikke har lyst til at snakke.

Jeg tænker bare lidt - hvordan fik i det fortalt uden at bryde sammen i gråd så ingen kan forstå hva der bliver sagt????

Vi har også valgt at være åbne omkring det, hvilket langt de fleste dage er rigtig dejligt Vi får så meget opbakning, hvilket gør hele processen lettere.. Nogle dage er det selvfølgelig også træls, at alle kender til ens problemer, men det må man jo tage med..

 Lisbeth

malenemusen skriver:

Jeg tænker bare lidt - hvordan fik i det fortalt uden at bryde sammen i gråd så ingen kan forstå hva der bliver sagt????

Jeg græd, da vi skulle fortælle det til mine forældre.. Men det er der jo heller ikke noget galt i.. Det er jo en del af processen og de har set mig græde over det mange gange siden..

dorthemus skriver:

JA! Jeg var ærlig overfor venner, familie og kolleger...så var de klar over hvad jeg gik igennem og det  var rart at kunne dele forventninger, tvivl, frygt, håb og glæden med dem

jeg skrev faktisk en mail til mine nærmeste veninder og min familie (mor, moster, søstre og mormor), jeg KUNNE ikke sige det uden at bryde ud i vild gråd, som du selv skriver og jeg havde det VIRKELIG svært med det selv - altså med at vi var startet behandling, så jeg kunne slet ikke bare snakke om det og fortælle det stille og roligt ansigt til ansigt. Så jeg skrev det ned det kan anbefales!

malenemusen skriver:

Jeg tænker bare lidt - hvordan fik i det fortalt uden at bryde sammen i gråd så ingen kan forstå hva der bliver sagt????

Men gør det noget, at du bryder sammen?  Det betyder jo alt for dig og det gør da ikke noget, at de nærmeste mennesker i vores liv ser de følelser vi rummer...også de svære

Og tro mig, for hver gang vi åbner os og lukker andre ind i det inderste af os, så blir det lettere at sige det der er vigtigt for os.