Oh ha! For lidt over en time siden fik jeg en sms fra min kæreste:
"hej skat. Jeg kører min far på Vejle sygehus til tjek for blodtrykket. Jeg ved ikke hvor lang tid det kommer til at tage"
Jeg spørger om det er indlæggelse eller tjek eller hvad, for ligesom at få en fornemmelse af om det er akut? Får intet svar...
Jamen okay - super! Forsøger at ringe ham op, og spørger om han kan snakke - nej faktisk ikke for han kører bil. Så vi lægger på, og 20 min senere får jeg en sms om, at han ikke ved noget, men at det er et tjek.
Vi skal besøge min far i aften, jeg har ikke set ham i halvandet år, og skiftevis glæder mig til i aften, og er nervøs over hvordan det skal gå. Vi skal køre kl. 4. Vi bor i Kolding, svigerfar i Fredericia, og Vejle sygehus er jo så i ... Vejle 
Altså skal kæresten køre senest kl. 3 for at nå hjem med svigerfar, og herhjem og samle mig op.
Jeg kan mærke at jeg bliver sur og skuffet. Det er ALTID min kæreste der skal hente og bringe både sin mor og far, til alskens ting og sager, trods det svigermors forældre og 2 søstre + mænd, bor i samme by som dem, har kørekort og enten intet arbejde, flekstid eller aften/nat job.
Nåh, jeg skriver jo så og spørger om jeg skal aflyse i aften eller hvad, og kan mærke hvor ked af det jeg bliver, over at jeg muligvis skal det! (glæden må altså overskygge nervøsiteten trods alt) - Det ved han ikke, og han er ikke sur, bare bekymret for sin far.
Ih hvor har jeg bare en øv følelse lige nu! Kan ikke komme med offentlig hen til min far, og aner ikke om jeg skal aflyse eller ej!
Dertil kommer naturligvis, at jeg også er møgbekymret for svigerfar! Ikke alene er han en god svigerfar, han er faktisk verdens bedste; og har døjet med blodtrykket i nogle uger efterhånden - det er temmelig meget for højt!
Øv!! Var bare nødt til at læsse af, mit gravide sind kan slet ikke holde til det her!
Tak fordi du læste med!
