Mit hjerte bløder for de børn...

Jeg har lige set den engelske dokumentarfilm på DR1,"De forladte børn" om fysisk og psykisk handicappede børn på en bulgarsk børnehjem. Det er ikke første gang de viser denne udsendelse, men jeg har aldrig følt, at jeg var stærk nok til at se denne dokumentarfilm. Jeg bliver meget nemt påvirket af situationer, hvor jeg kan se, at forsvarsløse mennesker (og dyre) blive groft misbrugt eller fuldstændig overset af resten verden. Specielt går det mig på, at de børn har ingen førtid, nutid eller fremtid... Jeg tudebrølede her på sofaen af vrede og frustrationer, og af ønske at gøre forskel i deres små live. Kan jeg det?! Kan jeg hjælpe de børn?!!! Jeg holder mig virkelig tilbage lige nu, at ikke vækker min dejlige lille pige på 7 mnd fra hendes nattesøvn, og tage hende op fra hendes seng og krammer hende lang tid og føler mig som den heldigste kvinde i hele verden... Jeg ved ikke præcist, hvad jeg ønsker med dette indlæg, men jeg havde bare brug for at sende et frustreret råb ud til jer. Er der andre som mig, som kan ikke sove om natten på grund af sådan nogle udsendelser?

Ja, det kan du tro der er. Jeg kan også blive noget så ked af det, vred og frustreret af at se sådan nogle udsendelser. Og min erfaring siger mig at jeg nok burde lade vær med at pine mig selv. Men der er jo desværre en fact. Man kan altid gøre en forskel, uanset hvor lille den nu kan virke.

Dit indlæg oser af varme og omsorg. Det viser tydeligt at du har hjertet på rette sted. Håber at du trods udsendelsen har fået en god nattesøvn. Prøv at søg rundt på nettet, spørg dig frem, hvis du føler for at hjælpe.

Som du selv skriver, så har jeg også selv lyst til at vække mine små dejlige piger og kramme dem tæt ind til mig efter sådan nogle udsendelser. Det påvirker én rigtig meget.

Tak for dit svar til mit indlæg.

Det tog mig tid til at falde i søvn, da tankerne snurrede rundt i mit hoved. Det er så svært at glemme de syn af blinde børn, som griber efter hver rørende hånd og kravler op til hvert menneske, som gidder at være sammen med dem. Udover de daglige praktiske ting, har de også brug for nærhed. Det er så vigtigt for os mennesker, at have denne fysiske og sociale kontakt med hinanden, og det mangler de på højeste grad.

Jeg har også selv tænkt på, at prøve at gå på nettet og finde nogle hjælpeorganisationer, som arbejde med udsatte børn. Måske har jeg mulighed at involvere mig i deres hjælpearbejde på en eller anden måde.
På det sidste tid, har jeg virkelig haft brug for at komme væk fra min egen lille verden og åbne mine øjne op for andre mennesker og hjælpe dem.