Øv, hvor lyder det bare barsk at stå midt i, og ikke selv kunne styre, at man har det sådan. Det gør mig ondt, at du har det så svært. Og at det påvirker hele familien. Men sådan er det jo desværre. Man bliver jo påvirket når ens nærmeste er nede.
Jeg har ikke selv haft en depression. Men har stået ved siden af, mens Kenneth var nede med en slem én af slagsen, for en del år siden. Og det er skismer også hårdt, at stå og "se til", uden at at føle, at man kunne gøre noget! Bare føle sig så magtesløs!!
Og det gør ONDT på én at se en, som man elsker, have det sådan.
Og man bliver så træt af, og sur på, den skide sygdom. Træt af ikke at kunne sætte sig ind i det, og ked af alt det hele samlet - det at man er uvis om, hvor længe tilværelsen vil være sådan, og følelsen af at "gå på liste-sko" og tage enorme hensyn, at sætte sig selv i anden række, og gøre alt for at støtte og forstå, men alligevel føle, at man ikke kan bidrage med noget ....andet end praktisk arbejde, som trætter en selv yderligere.
Det dræner alle.
Men det skal den som har depressionen jo ikke føle skyld for. For det handler ikke om SKYLD. Og det er garantereret heller ikke det ens partner vil give én.
Men man bliver bare rigtig frustreret, også på sidelinien, selvom det selvfølgelig ingenting hjælper på situationen og på den som har depressionen.
Men en families problemer er jo en ret privat sag, så hvor skal man lukke sin galde ud henne? På jobbet? Til andre i ens familie, eller en nær ven? ....Jeg tror mange ikke har nogen, som de VIRKELIG kan bruge til at få ny energi og fuld forståelse hos, hver gang luften fiser af ballonen.
Jeg følte mig isoleret i problemet sammen med Kenneth. Han isolerede sig, og jeg blev "lukket ned" sammen med ham. Ind imellem gav jeg en albue eller et skrig af frustration, men ellers førsøgte jeg bare at rumme og forstå ham. Puuuh, det var en hård tid.
Men vi kom igennem det. Og det kræver altså at ens forhold har "hår på bollerne", for at sige det sådan, hvis man skal kunne gå igennem sådanne sværre tider sammen. For det er jo ikke bare lige et par dage eller en dårlig uge. Det varede flere måneder herhjemme. Og jeg håber aldrig vi skal igennem sådan en tur igen.
For Kenneths vedkomne var det udløst af stress fra jobbet. Det gav mega bagslag!
Så jeg tror såmænd at du har fat i noget, når du seriøst overvejer at skifte job, for jeg syntes at have hørt gennem laaang tid, at det er meget hårdt og krævende for dig, og det giver jo et enormt ansvar, og deraf skyldfølelse overfor forældrene, når du arbejder privat, og så skal melde ud at du er langtids-sygmeldt.
Du har bestemt ikke brug for mere at føle skyld og skam over.
Og det er IKKE din skyld eller noget du skal rode bod på, at du har det som du har det. Det skal tages meget alvorligt. Og jeg er sikker på, at din mand godt ved, at det ikke er et valg du har taget eller at du på nogen måde nyder at have det sådan. Men han ved bare ikke, hvordan han skal forholde sig, og han trænger også til at være frustreret og ked af det og kunne komme af med det, selvom han lige nu helst skulle give dig pladsen til at være den som har det træls.
I må støtte hinanden. Og han må især støtte dig, og ikke forvente at du har energi og overskud til at bekræfte ham i at du elsker ham og værdsætter ham hele tiden.
Fortæl ham at du stadig elsker ham også selvom du ikke altid evner at vise det, sådan som du har det lige nu, og at han skal have tålmodighed med dig.
OG SØRG FOR at FORTÆLLE ham, hvordan du har det .....det er så svært at følge med, når man er parneren, og ikke ved om humøret er nogenlunde eller helt i bund, for det kan skifte så hurtigt, og det gør det altså også hos den som står ved siden af.
Man kan let føle sig hægtet af, og føle at man ikke ved hvad den anden tænker og føler, og det kan gøre en så usikker på, om man slår til og er der nok for den anden. Åhh, det er svært at forklare det. Men jeg kan bare huske, da Kenneth havde det sådan, at jeg indimellem også følte mig vred på ham, og følte mig begrænset af hvordan HAN havde det ....og at hans sindsstemninger ofte styrrede mit. Og jeg havde brug for ind imellem, at han satte ord på, og fortalte mig, hvordan han havde det, og hvad det var for nogle ting der fyldte oppe i hans hovede.
I er sammen om det, selvom det er dig der er deprimeret, så husk at have din mand med, så han ikke føler sig "udenfor". Det lukker så hurtigt for følelsen af at slå til og føle sig elsket og god nok.
SIKKE EN SMØRRE.
Ved ikke om det giver mening for dig at læse.
Og selvom jeg ikke selv har været nede, sådan som du er det lige nu, så tror jeg nok, at jeg nogenlunde kan sætte mig i dit sted også. jeg an sagtens forstå både dig og din mand. Og jeg kunne også sagtens både forstå mig selv og Kenneth dengang.
Jeg håber medicinen snart ligger hvor den skal og kan hjælpe.
Og hvis du skal have hjælp, så håber jeg, at det må blive en god erfaring denne gang, og ikke som dine tidligere erfaringer har været.
Det er nu nok meget sundt, at få snakket ud om tingene med én, som man ikke har tæt på sig. En som kan lytte og forstå, men som ikke skal stå tilbage med en følelse, som ens nærmeste ville få. Og en som måske kan se og sige nogle andre ting, end dem man selv har overvejet eller talt med sine nærmeste om. MÅSKE kan det være en hjælp?!
Jeg håber ihvertfald at der er lysere tider på vej - det håber jeg for både dig og dine kære som elsker dig og lider ved at se dig have det sådan.
Men husk - det handler ikke om skyld og skam. Så du skal ikke føle ansvar for at du er i din situation, for det er jo bestemt ikke noget, som du selv har valgt!
KNUS OG TANKER FRA KATRINE 
