Få uger før igangsættelse - vågnede jeg i nat og havde ubeskrivelig ondt i lænden - ventede et par timer og vækkede så min kæreste og fik ham sat igang med at pakke til hospitalet, var ret sikker på at noget var igang. Det er vores første barn, så man ved jo ikke hvordan det skal føles.
Da vi sad i venteværelset kunne jeg så godt mærke at det måske ikke var så voldsomt igen, så jeg blev helt manisk omkring tidstagning på mine "veer". Endelig blev vi hentet af en rigtig sød jordmor, som hurtigt fik afklaret at der slet ikke var noget på færde - faktisk gik mine "veer" helt væk efter den konstatering og min krumbøjede ryg rettede sig mageligt ud, så jeg kunne forlade fødegangen springende som en vårbuk, der lige var sat på græs ( altså plus minus graviditetsvægt etc)- kl 5 var vi så hjemme igen og min stakkels trætte mand, som jo arbejder hårdt for tiden for at være klar til barsel kunne endelig få sin søvn.
Han prøver efterfølgende at berolige mig med at det jo var godt med en generalprøve, nu ved vi begge hvordan vi reagerer og hvad vi ønsker fra den anden, men...Så er det bare jeg sidder tilbage og føler sig lidt idiotisk... måske også fordi min faste jordmor er meget insisterende omkring at man endelig ikke må komme ind for tidligt - så det er næsten blevet lidt skamfuldt synes jeg.. og jeg fik lige kigget en ekstra gang på hende den "rigtige" i fødestuen ved siden af vores rum, som pustede rundt med sin mand i hånden og så ægte fødende ud.
Så sig mig lige en gang, er der andre som har lavet generalprøver og hvordan føltes det for jer?
Anmeld
