Puhax... jeg har helt ondt i maven nu..

har jeg gjort det rigtige..???

der er nogle af jer damer herinde der har læst tråden jeg har haft lavet omkring min mor... jeg har et meget turbulent forhold til min mor, og jeg har altid haft et middel dårligt forhold til hende.. jeg ved ikke hvor jeg har hende og jeg har mange problemer med at tackle hende da hun mener at hun kan tillade sig alt over for mig da hun er min mor... og jeg mener bare fordi at man er mor betyder det ikke at ens børn skal forgude en og tilbede en.

jeg havde så lagt hende på is, fordi at jeg har det hårdt mht min graviditet, (en krop som er fulstændig uduelig og øm) og ja har i det heletaget bare haft en lortekrop hele graviditeten. dejlig graviditet,,, med lortebivirkninger.. Så er en masse psykiske problemer som min mor slæber hjem til mig bare lige dråben der fik bægret til at flyde over, så jeg lagde hende på is for at skåne mig selv.. ellers ville jeg føde for tidligt det vil jeg vædde med...

nu er jeg så 34+1 i dag, og jeg har fået det godt psykisk (har ikke tænkt så meget på min mor som jeg har haft gjort)

og i dag, her til aften ringede hun så igen, og vi fik IGEN diskuteret og råbt og skreget af hinanden og jeg fik tudet fordi at jeg er så træt af at forklare tingene igen og igen til en som ikke fatter noget som helst.

hun ville så gerne høre om jeg ikke ville adde hende på facebook igen (jeg havde blokeret hende pga spydige kommentarer og en del af processen af at lægge mor på is) så hun kunne følge med i min graviditet (det der er tilbage af den) og min søn når han kommer ud.. og jeg sagde at det ville jeg gerne men på en betingelse... at hun IKKE skrev spydige kommentarer og at hun holdt igen med alle hendes kommentarer på alle mine billeder..

så nu håber jeg at hun overholder det...

men jeg ved faktisk ikke om jeg har lyst til at have hende i mit liv lige nu... jeg får så ondt i maven når hun er der, fordi hun er SÅ evigt manipulerende og jeg har det som jeg har det og med hormoner osv er det svært at føle rigtigt efter..  jeg kan jo altid slette hende igen.. men åhhh... jeg er lidt betænksom ved det hele... 

kryds fingre for mig at jeg finder ud af at lære at føle min mavefornemmelse og få gjort det rigtige... for mig selv...  jeg er forvirret...!!!

 fra mig. Jeg håber virkelig for dig, at du finder en løsning... Du er den eneste der kan........

Årh hvor jeg kender det med de mødre.

Jeg har selv definitivt afskåret min mor fra mit liv. Bedt hende om ikke at ringe/skrive og slettet hende fra facebook. Hun kommer ikke til at være en del af mit og mine børns liv igen. Det værste er bare at hun ikke fatter det og sender sms'er som om alt er i skønneste orden - idiot!

Hun mener også at jeg burde være taknemmelig over alt det hun har gjort for mig og bla. bla. bla. Det kan jo godt være, men det ændrer jo ikke på at hun har forpestet mit liv de sidste 7 år! Og med endnu en baby på vej har jeg bare mig selv og mine børn for kære til at ville finde mig i hendes lort.

Føler med dig!!!! 

Lolli skriver:

Årh hvor jeg kender det med de mødre.

Jeg har selv definitivt afskåret min mor fra mit liv. Bedt hende om ikke at ringe/skrive og slettet hende fra facebook. Hun kommer ikke til at være en del af mit og mine børns liv igen. Det værste er bare at hun ikke fatter det og sender sms'er som om alt er i skønneste orden - idiot!

Hun mener også at jeg burde være taknemmelig over alt det hun har gjort for mig og bla. bla. bla. Det kan jo godt være, men det ændrer jo ikke på at hun har forpestet mit liv de sidste 7 år! Og med endnu en baby på vej har jeg bare mig selv og mine børn for kære til at ville finde mig i hendes lort.

Føler med dig!!!! 

ja lige det samme sker så også her... somom intet er hendt.. og jeg er ved at mig over det...

men jeg VED det er fordi at jeg skal have en baby at hun er sådan, hun bliver helt ustyrlig når det handler om børn. og jeg kan bare ikke tage når hun græder i telefonen. ikke fordi jeg får melidenhed med hende men fordi at jeg VED at hun bruger det for at give mig dårlig samvittighed... somom jeg ikke har RET til at sige fra og trække min grænse også ver for hende. men det mener hun jo så ikke at jeg har idet at hun er min mor... ARRRRGGHHHHH....

jeg tror bare at jeg lader helt være med at skrive til hende på facebook og så kan hun se mine billeder og så håber jeg ikke at hun kommentere på det..

jeg får sgu fnidder....   jeg kan simpelthen ikke forklare hende så hun fatter det at jeg fucking ikke gider hendes pis...  !!! men en dag så kommer det.. det håber jeg.. jeg skal kunne gøre det på hendes niveau...

Har I overvejet at aftale en slags parterapi for jer selv og invitere jeres mødre med til en psykolog?

Det gjorde jeg med min og det har lettet vores forhold, det har været en lang proces overhovedet at nå dertil og følelsmæssig rutchetur, men det var i mit tilfælde givet rigtig godt ud. Det kan aldrig blive som man ønsker sig, men man kan nærme sig noget tilnærmelsesvist rigtig godt.

Jeg tog kontakt til min læge, som henviste mig til en psykolog og han gav mig 11 konsultationstimer. De 8 brugte jeg på mig selv inden min søn kom til verden, den 9 på min mand og jeg, og den 10 på min mor og jeg.

Det er værd at overveje...

Mor til Elias 13.01.10 skriver:

Har I overvejet at aftale en slags parterapi for jer selv og invitere jeres mødre med til en psykolog?

Det gjorde jeg med min og det har lettet vores forhold, det har været en lang proces overhovedet at nå dertil og følelsmæssig rutchetur, men det var i mit tilfælde givet rigtig godt ud. Det kan aldrig blive som man ønsker sig, men man kan nærme sig noget tilnærmelsesvist rigtig godt.

Jeg tog kontakt til min læge, som henviste mig til en psykolog og han gav mig 11 konsultationstimer. De 8 brugte jeg på mig selv inden min søn kom til verden, den 9 på min mand og jeg, og den 10 på min mor og jeg.

Det er værd at overveje...

ja det har jeg. dog ikke lige sammen med min mor, men sammen med mine søskende fordi at vi alle har et anstrængt forhold til vores mor og vi kommer altid til at sidde og tale om hvordan vores barndom var og hvorfor vi egentlig ikke bryder os særlig meget om at have kontakt til hende den dag i dag.. og vi deler egentlig alle sammen den samme mening og vi ville så have en psykolog eller familie rådgiver eller hvad det er til at give os nogle vrktøjer til at komme "over" hende så vi kan tale om andre ting end lige hende...

men jeg tror da at det ville være værd at overveje at tage til en psykolog og få talt om tingene så en 3 part evt kunne se problemet og vi kunne løse det med en proffessionel så vi ikke liggere og kører rundt i den samme ring hele tiden... men sagen er den at mon mor har ENORMT mange fordomme imod psykologer og terapeuter fordi at hun mener at man er psykopat hvis man har en psykisk sygdom (og jeg har prøvet at forklare hende at det ikke lige er sådan det hænger sammen) så det med at få hende med til sådan et par konsultationer tror jeg bliver rigtig svært da hun højest sansynligt vil føle sig angrebet.. og hun vil ikke se sine egne fejl og kaster stort set altid fejlen over på alle andres skuldre...  det er hvertfald sådan hun lægger det ud når man taler med hende...

isabellamor skriver:

ja det har jeg. dog ikke lige sammen med min mor, men sammen med mine søskende fordi at vi alle har et anstrængt forhold til vores mor og vi kommer altid til at sidde og tale om hvordan vores barndom var og hvorfor vi egentlig ikke bryder os særlig meget om at have kontakt til hende den dag i dag.. og vi deler egentlig alle sammen den samme mening og vi ville så have en psykolog eller familie rådgiver eller hvad det er til at give os nogle vrktøjer til at komme "over" hende så vi kan tale om andre ting end lige hende...

men jeg tror da at det ville være værd at overveje at tage til en psykolog og få talt om tingene så en 3 part evt kunne se problemet og vi kunne løse det med en proffessionel så vi ikke liggere og kører rundt i den samme ring hele tiden... men sagen er den at mon mor har ENORMT mange fordomme imod psykologer og terapeuter fordi at hun mener at man er psykopat hvis man har en psykisk sygdom (og jeg har prøvet at forklare hende at det ikke lige er sådan det hænger sammen) så det med at få hende med til sådan et par konsultationer tror jeg bliver rigtig svært da hun højest sansynligt vil føle sig angrebet.. og hun vil ikke se sine egne fejl og kaster stort set altid fejlen over på alle andres skuldre...  det er hvertfald sådan hun lægger det ud når man taler med hende...

Isabella, søde Isabella - gæt hvad?

Sådan var min mor også.. manipulerende, bange for at miste kontrol, ikke i stand til at være i nu'et, men var altid enten langt tilbage i fortiden eller langt ude i fremtiden - hvor vi af gode grunde ikke befandt os. Hun hørte ikke ordret hvad der blev sagt, hun hørte hvad der blev sagt og lagde selv - men, hvis, osv... til det sagte. Så hun digtede videre på jeg fortalte hende og tro mig.. min mor syntes hun havde været til nok psykologer, samtaler osv. da min far blev psykisk syg og min bror havde krigstraumer - og nu ville jeg denundelyme også have hende til psykolog - som sagt, det var en lang kamp, men jeg fortalte hende at tog hun ikke med, valgte jeg hende fra - og valgte min søn og min mand til. For situationen påvirkede mig og min lille familie og det ville bare ikke kunne hænge sammen ud i fremtiden, hvis vi ikke fik talt om det jeg havde på hjertet. Nu havde jeg holdt det inde i så mange år, havde så mange spørgsmål og fik så lidt svar.. at nu måtte det bære eller briste... og det hjalp 100% at tale ud sammen med en 3. person, som kunne se hvor "fælderne" blev sat op og hun sørgede for at vende tilbage til min mor, med det samme. Jeg ville som udgangspunkt - tage til konsultation med mor - for det er hende jeg havde et problem med, som jeg havde brug for at tale med ... (har selv 4 søskende og dem har jeg været stærkt knyttet til netop af samme grund) men de er ansvarlige for selv, på egen hånd at løse problemet med i mit tilfælde vores mor. Søskendeterapi allesammen, tror jeg ikke er løsningen. Din mor er den manglende brik i jeres puslespil.

Isabellamor: Er du sikker på vi ikke har den samme mor??  Ej pjat. Men altså det lyder meget bekendt. Dog kan jeg høre at du har haft problemer i barndommen også. Jeg har kun været "plaget" af det de sidste 7 års tid. Nu kender jeg dig ikke, men synes du lyder meget normal  og det må jeg da tage hatten af for. Jeg har været ved at blive skingrende sindsyg af de "få" år min mor har været ustabil.

Mor til Elias: Jeg har prøvet at foreslå at vi kunne tage afsted til en psykolog sammen, men hun vil ikke engang svare ja eller nej, endog kommentere på det. Ved ikke om det er med vilje eller om hun virkelig ikke kan forstå spørgsmålet.

Det er sådan med min mor at hun ikke hører hvad man siger. Når man har en samtale med hende kan man prøve at forklare og fortælle, men hun kører sit eget løb og samtalen giver ingen mening. Det handler kun om at hun gør dit og dat og ingen gør noget for hende osv. osv. Det skal så lige nævnes at hun også har drukket /drikker når tingene kører af sporet for hende - og det gør det jo.

Altså jeg vil sige at jeg har fået meget mere ro i mit sind efter at have cuttet kontakten med hende. Det er kun lige de gange (ca. hver anden måned) hun ringer/skriver at jeg bliver mindet om hvor stor en lort hun er. Men ellers er det en befrielse ikke at skulle forholde sig til hendes liv. 

Mor til Elias 13.01.10 skriver:

Isabella, søde Isabella - gæt hvad?

Sådan var min mor også.. manipulerende, bange for at miste kontrol, ikke i stand til at være i nu'et, men var altid enten langt tilbage i fortiden eller langt ude i fremtiden - hvor vi af gode grunde ikke befandt os. Hun hørte ikke ordret hvad der blev sagt, hun hørte hvad der blev sagt og lagde selv - men, hvis, osv... til det sagte. Så hun digtede videre på jeg fortalte hende og tro mig.. min mor syntes hun havde været til nok psykologer, samtaler osv. da min far blev psykisk syg og min bror havde krigstraumer - og nu ville jeg denundelyme også have hende til psykolog - som sagt, det var en lang kamp, men jeg fortalte hende at tog hun ikke med, valgte jeg hende fra - og valgte min søn og min mand til. For situationen påvirkede mig og min lille familie og det ville bare ikke kunne hænge sammen ud i fremtiden, hvis vi ikke fik talt om det jeg havde på hjertet. Nu havde jeg holdt det inde i så mange år, havde så mange spørgsmål og fik så lidt svar.. at nu måtte det bære eller briste... og det hjalp 100% at tale ud sammen med en 3. person, som kunne se hvor "fælderne" blev sat op og hun sørgede for at vende tilbage til min mor, med det samme. Jeg ville som udgangspunkt - tage til konsultation med mor - for det er hende jeg havde et problem med, som jeg havde brug for at tale med ... (har selv 4 søskende og dem har jeg været stærkt knyttet til netop af samme grund) men de er ansvarlige for selv, på egen hånd at løse problemet med i mit tilfælde vores mor. Søskendeterapi allesammen, tror jeg ikke er løsningen. Din mor er den manglende brik i jeres puslespil.

ja jeg giver dig fulstendig ret i det at det er min mor der burde blive arbejdet med.. for ellers bliver vi jo bare ved med at "undgå" hende... og så fatter hun det hvertfald aldrig..

men hvad gjorde i.. altså hvordan fik i fundet frem til at få et godt forhold.. valgte i at få talt ud om fortiden eller fik i lagt låg på.. jeg vil nemlig have lagt låg på fordi at JEG er kommet videre. men det er hun ikke og når vi er to forskellige steder i vores liv hvordan kan vi så mødes på midten hvis ikke jeg VIL tilbage til fortiden da jeg hellere vil leve i nuet og hellere vil se frem ad..

Mor til Elias: nu læste jeg lige dit sidste indlæg. Og hvordan f... fik du hende afsted?? Jeg kan ikke engang få hende til at fatte hvad jeg siger og har flere gange sagt at hun røg ud af mit liv hvis hun ikke tog med. Og det hjælper bare ikke. Selv nu hvor jeg har gjort det, sker der ikke en fis. Hun ringer og skriver stadig og hver gang prøver jeg at forklare at hun skal lade mig være eller skal tage med til psykolog - INGEN respons overhovedet!