Vil ikke så meget med dette indlæg, udover at fortælle om min dag med jordemoderbesøg - fødegangsbesøg og nervøsiteten omkring at have meget mindsket aktivitet fra min baby.
Igennem hele min graviditet har jeg haft en aktiv lille baby, hvilket har gjort, at jeg ikke var i tvivl om at hun havde det godt. Jeg har læst en del om graviditet, og havde forberedt mig på at aktiviteten ville dale, nu hvor jeg er gået ind i uge 36. Fredag/lørdag havde jeg en klar fornemmelse af at hun vendte sig med hovedet nedaf, da hun MOSLEDE rundt.... Søndag og mandag var der også godt gang i hende, men på en anderledes måde end hidtil, hvilket jeg bare konkluderede som ændringen i hendes bevægelsesmønster, hvilket skulle være normalt heromkring. Tirsdag mærkede jeg så pludselig ingenting. Hikke to gange, men ikke så meget som et strejf. Onsdag gik dagen også uden at få feedback, og først ved aftentid, hvor jeg lagde mig ned, drak isvand og puffede vildt til maven rykkede hun på sig. Idet jeg skulle til jordemoder idag, tænkte vi at vi godt kunne vente, selvom nervøsiteten havde meldt sig. Ikke nok med den mindskede aktivitet, jeg har også tabt mig 1,5 kg og maven er ikke vokset i 2 uger!
Ved jordemoderbesøget idag var hun meget skeptisk over den ringe aktivitet. De andre ting var på ingen måde alarmerende, men hvis der ikke kom gang i hende skulle vi ringe til fødegangen. Selvom mødet med jordemoderen gik godt og vores lille hafferlaf vejer det hun skal (lidt under gennemsnittet med sine 2,4kg), havde fin hjertelyd og at der ikke var tegn på svangerskabsforgiftning i urinprøven, gik vi alligevel derfra med en dårlig følelse i maven. Kunne se min kæreste var utilpas over ikke at kunne vurdere det, og med det i baghovedet besluttede jeg mig her til aften at ringe til fødegangen. De bad mig om at komme ind, og selvom jeg inderst inde godt vidste at hun havde det fint, var min psyke bare kørt ud til et punkt, hvor jeg ikke kunne styre nervøsiteten med fornuften.
Så snart jeg fik strimlen på, fik staklen hikke. Men efter nogle glas isvand gik det over til spark, og jeg fik en udprint af en perfekt hjerterytme med hjem. Jeg har en mærkelig dobbeltfølelse lige nu. Hvor jeg tænker om jeg var på pylret, men på den anden side bare er dødlettet over at vente en tilsyneladende sund og rask pige, der ligefrem udviser sundhedstegn. Hun har nu i 35+3 stillet sig rigtig i bækkenet og kan kun rokke fra side til side.
Jeg har så mange følelser for min lille hafferlaf, at jeg slet ikke kan forestille mig at det kan blive større. Glæder mig til se hende, lære hende at kende og holde hende i mine arme. Og selvom ugerne flyver afsted, vejene er dækket af sne, julen er lige om hjørnet og vi stadig mangler at gøre de sidste ting klar til hun kommer. Føles tiden alligevel ikke til at kunne gå stærkt nok (disse ord fortryder jeg måske engang, men fred være med det). Lettet og lykkelig er nok bare alligevel konklusionen på denne dag, hvor jeg nu sidder tilbagelænet og for en gang skyld i disse dage kan mærke at hun strækker sig og sparker.
Mange tak fordi du ville læse med, på dette indlæg der endte med at blive pænt langt!
