Gravid og ulykkelig.

Hej herinde.

Jeg har været så heldig at finde sammen med manden i mit liv, vi har været kærester i 3 måneder, men har kendt ham hele mit voksne liv.

Alt er lykke.. vi er enormt forelskede og jeg bliver behandlet som en gudinde!

Jeg finder for 3 uger siden ud af at jeg er gravid. Vi blev begge meget chokerede, men alligevel glade.

Efter nogle dage gik virkeligheden op for mig, og jeg begyndte at få en masse negative følelser og tanker.

Jeg tænker hvad nu med vores store forelskelse, forsvinder den?

Er jeg overhovedet klar til at blive mor?

Hvad med min "gamle" identitet og forholdet til alle mine venner, er det slut?

Hvad hvis jeg ender med at blive alene?

Der er en masse tanker, og hvis jeg skal være helt ærlig så glæder jeg mig slet ikke.. er det ikke forkert?

Jeg får tanker som - gid det alligevel aldrig var sket, eller gid det bare forsvandt!

Jeg læser stolpe op og ned, og høre at det er nomalt ens hormoner kan vælte rundt, men er dette normalt?

Min kæreste er super glad.. meget engageret og kan ikke vente med at fortælle det til hele verden.

Jeg har det lidt mere blandet, jeg græder meget. Udover det overskygger kvalme og opkast næsten alt.

Jeg er 28 og han er 36.

Håber nogle kan fortælle mig at jeg er ganske normal og at dette også kan være en del af at være gravid.

Det er HELT normalt!!! Åh hvor jeg tænkte mange gange: Hvad nu hvis jeg slet ikke synes det er sjovt at blive mor??? Så er det jo bare ærgerligt og jeg kan ikke aflevere det tilbage!!! Og åh nej så er det slut med bare at være kærester osv osv. Og næste øjeblik tænkte jeg HURRAAA jeg skal være mor. Men de der tanker om at man har fortrudt kan nå at komme mange gange endnu. Sådan skal det vidst være når det er sådan en stor beslutning... kram til dig

Anonym skriver:

Hej herinde.

Jeg har været så heldig at finde sammen med manden i mit liv, vi har været kærester i 3 måneder, men har kendt ham hele mit voksne liv.

Alt er lykke.. vi er enormt forelskede og jeg bliver behandlet som en gudinde!

Jeg finder for 3 uger siden ud af at jeg er gravid. Vi blev begge meget chokerede, men alligevel glade.

Efter nogle dage gik virkeligheden op for mig, og jeg begyndte at få en masse negative følelser og tanker.

Jeg tænker hvad nu med vores store forelskelse, forsvinder den?

Er jeg overhovedet klar til at blive mor?

Hvad med min "gamle" identitet og forholdet til alle mine venner, er det slut?

Hvad hvis jeg ender med at blive alene?

Der er en masse tanker, og hvis jeg skal være helt ærlig så glæder jeg mig slet ikke.. er det ikke forkert?

Jeg får tanker som - gid det alligevel aldrig var sket, eller gid det bare forsvandt!

Jeg læser stolpe op og ned, og høre at det er nomalt ens hormoner kan vælte rundt, men er dette normalt?

Min kæreste er super glad.. meget engageret og kan ikke vente med at fortælle det til hele verden.

Jeg har det lidt mere blandet, jeg græder meget. Udover det overskygger kvalme og opkast næsten alt.

Jeg er 28 og han er 36.

Håber nogle kan fortælle mig at jeg er ganske normal og at dette også kan være en del af at være gravid.

Åhh lille pus dog.

Først et stort trøsteknus.
Men helt ærligt.
Nu har der altså været noget, der synes at du skal have en lille gave fra himlen, og det er det du skal se det som.
Tænk på alle os mødre, der bare har måttet kæmpe og kæmpe for at få vores guldklumper, og så er du vups gravid uden problemer.
Ja verden er uretfærdig.

Det du skal afgøre med dig selv er, om du kan se dig selv med børn om 5 år eller om 10...om du altid har følt med dig selv, om du ville have børn.
Hvis svaret er ja...jamen så er det altså nu, det skal være..og så er 28 år en fin alder at blive mor i.
Men hvis det er det sidste du har forestillet dig, at du skulle have børn, ja så synes jeg du skal mande dig op og få det fjernet, overstået og ude af billedet, og så se at blive steriliseret hurtigst muligt, så du ikke havner i den situation igen.

Der er ingen garanti for at jeres forhold holder, uanset om I har kendt hianden i 3 mdr eller i 3 år eller 15 for den sags skyld. Det kan gå godt, og det kan gå skidt. Men selvom det ikke gør, så har du altså fået dig en guldklump, og det er mere værd end noget andet.
Vel er der mange bekymringer med det at få børn...men glæderne er så meget desto større...og selvfølgelig skal du nok klare det.
Du er ikke den første...og bliver heller ikke den sidste.

Iøvrigt er det helt normalt at man gør sig de underligste tanker...især med den første og især i starten.
Når først du får set den lille på en scanning og har hørt hjertelyden og følt den sparke, så forsvinder alle den slags bekymringer gerne som dug for solen.
Så fat mod min pige, og se at få bestemt dig...men hurtigt.

Kærligst
Sussie

Kender det kun alt for godt og tror at det er en helt normal del af enhver graviditet.

Vi har været sammen i 5 år og har alle rammer på plads til en lille. Men selv efter at have mistet én gang kan jeg stadig godt blive helt i tvivl, nu min graviditet endelig er kommet lidt længere frem.

Tænker bl.a. at jeg jo egentlig bare stadig er et barn selv (er 26), har jeg nu nået alt det jeg vil, hvad med karrieren osv. osv.

Kan kun forestille mig at de her tanker er endnu mere tydelige når du er i et nyt forhold, men omvendt så har jeg vidst at min kæreste skal være far til mine børn siden den første uge vi var sammen. Og var jeg blevet gravid dengang, så havde vi også taget det med.

Selvfølgelig skal man lytte til sig selv, men som du også selv skriver, så er man ikke altid 100% rationel når hormonerne fiser gennem kroppen )

Anonym skriver:

Hej herinde.

Jeg har været så heldig at finde sammen med manden i mit liv, vi har været kærester i 3 måneder, men har kendt ham hele mit voksne liv.

Alt er lykke.. vi er enormt forelskede og jeg bliver behandlet som en gudinde!

Jeg finder for 3 uger siden ud af at jeg er gravid. Vi blev begge meget chokerede, men alligevel glade.

Efter nogle dage gik virkeligheden op for mig, og jeg begyndte at få en masse negative følelser og tanker.

Jeg tænker hvad nu med vores store forelskelse, forsvinder den?

Er jeg overhovedet klar til at blive mor?

Hvad med min "gamle" identitet og forholdet til alle mine venner, er det slut?

Hvad hvis jeg ender med at blive alene?

Der er en masse tanker, og hvis jeg skal være helt ærlig så glæder jeg mig slet ikke.. er det ikke forkert?

Jeg får tanker som - gid det alligevel aldrig var sket, eller gid det bare forsvandt!

Jeg læser stolpe op og ned, og høre at det er nomalt ens hormoner kan vælte rundt, men er dette normalt?

Min kæreste er super glad.. meget engageret og kan ikke vente med at fortælle det til hele verden.

Jeg har det lidt mere blandet, jeg græder meget. Udover det overskygger kvalme og opkast næsten alt.

Jeg er 28 og han er 36.

Håber nogle kan fortælle mig at jeg er ganske normal og at dette også kan være en del af at være gravid.

Årh sveske - velkommen i klubben!!!

Vores første baby var meget planlagt - og alligevel ligger jeg den første nat og tuder fordi "Hvad nu hvis du forlader miihhhiiig [tude-lyd for "mig"] - så blive jeg helt aleeeeene!" Tude tude...

Det ER bare angstprovokerende at vente sit første barn - planlagt eller ej!

Held og lykke med det hele

Anonym skriver:

Hej herinde.

Jeg har været så heldig at finde sammen med manden i mit liv, vi har været kærester i 3 måneder, men har kendt ham hele mit voksne liv.

Alt er lykke.. vi er enormt forelskede og jeg bliver behandlet som en gudinde!

Jeg finder for 3 uger siden ud af at jeg er gravid. Vi blev begge meget chokerede, men alligevel glade.

Efter nogle dage gik virkeligheden op for mig, og jeg begyndte at få en masse negative følelser og tanker.

Jeg tænker hvad nu med vores store forelskelse, forsvinder den?

Er jeg overhovedet klar til at blive mor?

Hvad med min "gamle" identitet og forholdet til alle mine venner, er det slut?

Hvad hvis jeg ender med at blive alene?

Der er en masse tanker, og hvis jeg skal være helt ærlig så glæder jeg mig slet ikke.. er det ikke forkert?

Jeg får tanker som - gid det alligevel aldrig var sket, eller gid det bare forsvandt!

Jeg læser stolpe op og ned, og høre at det er nomalt ens hormoner kan vælte rundt, men er dette normalt?

Min kæreste er super glad.. meget engageret og kan ikke vente med at fortælle det til hele verden.

Jeg har det lidt mere blandet, jeg græder meget. Udover det overskygger kvalme og opkast næsten alt.

Jeg er 28 og han er 36.

Håber nogle kan fortælle mig at jeg er ganske normal og at dette også kan være en del af at være gravid.

Hehe  som du kan fornemme så er du nok ikke den eneste med de tanker... Og især det der mix af ufattelig kvalme og hormoner..! Havde den selv. tænkte tanker som (og vores var planlagt):

* Jamen vi har ikke engang været kærester i 1 år! "må" man så egentlig godt?

*Jamen hvad nu HVIS vi ikke holder??....!! Selvom vi fra dag ét har aftalt at den dag vi fik børn sammen der var det for evigt, så vi vil begge kæmpe til det sidste.

*KAN jeg overhovedet være en god mor??? Jeg kan ikke engang overskue i morgen, endnu en dag med kvalme!....

*Vil vi blive ved med at være lige så meget kærester? Vil han stadig finde mig tiltrækkende? Vil jeg selv finde mig tiltrækkende?

*Hva hvis der er noget galt med baby? Er der noget galt med baby? Er der rent faktisk en baby?

*MISTER JEG NU MIN FORSTAND???

Jeg sagde en dag, efter vel en ca godt 9 uger med konstant kvalme, MEGET ALVORLIGT, til min kæreste; "Du ved godt det her bliver det første og ENESTE barn vi 2 skal have???! Jeg er ved at blive sindsyg. jeg kan ikke styre hverken hormoner eller tanker og tænker de mest irrationelle ting. HVORDAN KAN DU OVERHOVEDET VÆRE SAMMEN MED MIG???! Jeg synes du skal flytte til jeg er blevet mig selv igen"!..... . Hans svar var; "Skatter.... (griner lidt) Vi skal have flere børn, selvfølgelig skal vi det. Jeg elsker dig og jeg forlader dig ikke, aldrig. Hvad vi får af problemer, dem løser vi hen af vejen. Kom her". Og så fik jeg en kæmpe lang krammer  

  Jeg kan grine af det i dag efter hormonerne er kommet mere på plads, kvalmen er forsvundet og det hele bare er blevet mere sikkert. Vi har været til scanninger og set han har det godt og jeg mærker ham sparke rundt hver dag  

Lige når man står i det så virker det sååå uoverskueligt, især i starten, der hvor det pludselig går op for en; JEG SKAL VÆRE MOR!!???? FUUUUUUCCCKKKKK!!......  Men ud fra egen lille erfaring kan jeg kun sige; træk vejret og glæd dig til at du lige har fået det hele vendt i hovedet/ kroppen. Jeg kan stadig en gang imellem tænke FUCK! JEG SKAL VÆRE MOR, KAN JEG KLARE DET?? Men panikken vare kortere og kortere og glæden ved tanken om at JA JEG SKAL VÆRE MOR! kommer hurtigere og vare længe

Så med mit lange indlæg vil jeg bare sige; rolig der er lys ude for enden af tunnlen. Grunden til du ikke kan se det måske, er bare at der er et lille sving du bare lige skal forbi

Maria, 28 år, idag 25+5

Hej igen..

Tusind tak for alle jeres dejlige svar. Synes allerede idag jeg har det bedre.

Fortalte min far og min storebror det idag, ved at gi dem en ramme med et lille digt i. Ide fundet på nettet.. De blev SÅ glade. Min far begyndte at græde og brormand var tæt på også.

Ved ik rigtig hvorfor men det vendte et eller andet i mig. Det er rart der er andre der ved det nu. Fortalte min bror om hvordan jeg har haft det og fik en rigtig god snak med ham. Super dejligt!

Min kæreste fortalte også sine forældre det og hans mor havde stået og hoppet op og ned! "Vi skal være Farmor og Farfar... Weeeeeeee!"

Min mor må desværre vente, kommer hjem på lørdag, efter 3 uger i Spanien. Skal hente hende i lufthavnen og overbringer den glædelige nyhed der. HOLD DA HELT KÆFT hvor jeg glæder mig!!!!!!!

Igen tusind tak til jer der har svaret mig... KÆMPE knus til jer.

Hilsen Den nu lidt gladere gravide, med en lille fis i maven..

neej hvor det lyder sååå godt i mine øre.. har fulgt med på sidelinjen. skønt du er glad for spiren nu :)

Din mor bliver da ælde vild når hun hører nyheden.. :)

haha og fedt at svigermuttet havde hoppet op og ned :)

Anonym skriver:

Hej igen..

 

Tusind tak for alle jeres dejlige svar. Synes allerede idag jeg har det bedre.

Fortalte min far og min storebror det idag, ved at gi dem en ramme med et lille digt i. Ide fundet på nettet.. De blev SÅ glade. Min far begyndte at græde og brormand var tæt på også.

Ved ik rigtig hvorfor men det vendte et eller andet i mig. Det er rart der er andre der ved det nu. Fortalte min bror om hvordan jeg har haft det og fik en rigtig god snak med ham. Super dejligt!

Min kæreste fortalte også sine forældre det og hans mor havde stået og hoppet op og ned! "Vi skal være Farmor og Farfar... Weeeeeeee!"

 

Min mor må desværre vente, kommer hjem på lørdag, efter 3 uger i Spanien. Skal hente hende i lufthavnen og overbringer den glædelige nyhed der. HOLD DA HELT KÆFT hvor jeg glæder mig!!!!!!!

 

Igen tusind tak til jer der har svaret mig... KÆMPE knus til jer.

 

Hilsen Den nu lidt gladere gravide, med en lille fis i maven..

Åhr..der fik du lige tårerne op i øjnene på gamle Mor-Sussie

*må lige tørre tårerne væk, for skærmen er helt tåget LOL*

Men altså..der ser du, verden er ikke så slem endda.
Det skal nok gå alt sammen.