Vi har haft kusine-weekend herhjemme denne weekend - i lørdags var kusine Alfrida på besøg og igår var kusine Carla på besøg.
Når ens biologiske familie ikke lever op til forventningerne, er det dejligt at man har omgivet sig med venner der er som familie for een, og sådan er det med Karl, der er som en bror for Søren. Karl og Carina havde - meget modigt syntes vi! - spurgt om de måtte komme på besøg nogle timer lørdag så tøserne kunne møde hinanden for første gang og så vi kunne svælge i babylykke sammen. Alfrida er næsten præcis fjorten dage yngre end z og vi ville jo VILDT gerne møde hende, men tanken om at køre helt til København er bare for overvældene for os lige nu, så da Karl og Carina sagde, at de godt ville prøve turen herned, så var de selvfølgelig velkomne 
IH! Hvor er Alfrida kær!! og hvor var det fantastisk at sidde med nogle mennesker der er det samme sted som een selv - altså ikke nogle der har været der, men som nu har ældre børn og er lidt bedrevidende, men nogle der er præcis det samme sted som een selv: der hvor man er helt ør af lykke over sit barn, usikker på alt hvad man foretager sig og har helt vildt meget brug for at snakke og snakke om sin fødsel. Mens mændene handlede ind, ævlede de to nybagte mødre om usikkerhed, sundhedsplejerske, mødregrupper, fædre og tuderier (det værste er, at de ting man tuder over, kan man ikke engang tale om uden at tude over dem påny!). Carina har været sammen med Karl i 9 år og har kendt Søren dobbelt så længe som jeg har og pludselig siger hun: "Karl er så glad for det her!", jeg svarer glad, at det er vi skam også og at det jo ikke er ret meget, for vi har ikke engang kunnet tage stilling til at lave en lille frokost til dem uden deres hjælp, så vi har jo egentlig bare åbnet døren og lagt sofa til besøget. "Nej, jeg mener, Karl er så glad for det du har givet Søren. Hvem skulle ha troet han ville komme til at sidde her med dig og z for fem år siden, da han skyldte penge væk til højre og venstre, røg alt for mange cigaretter og drak alt alt for meget og bare...var rigtig trist i virkeligheden". Jeg blev bare så rørt og glad, for jeg kendte ikke Søren før vi blev kærester og da drak han ikke mere end jeg selv gjorde på daværende tidspunkt, syntes jeg. Men en dag fortalte han mig, at han, da han mødte mig, var igang med et projekt der hed "drik dig selv ihjel". Han havde opgivet sin Ph.D. i Østrig og var kommet hjem til København og lallede rundt på dagpenge og havde virkelig helt seriøst en plan om bare at drikke sig selv ihjel. Jeg grinede lidt og haha og nej hvor romantisk sådan at ville drikke sig selv ihjel - men langsomt er det gået op for mig, at han mente det helt alvorligt og at for en ven som Karl, der kender Søren ud og ind og virkelig forstår ham som menneske, der er det at se ham idag - i live og meget meget lykkelig - ganske fantastisk.
Og så tuder de to nye mødre lidt ved tanken om de to gamle, sure mænd der er blevet så meget fædre, at cigaretterne er lagt på hylden og en halv øl er mere end nok til frokosten ;-)
Fjorten dage er en kæmpe aldersforskel når det gælder spædbørn! z føltes gigantisk i forhold til Alfrida Igår kom kusine Carla med sin mor og far og Mormor - der vist nok burde ha siddet derhjemme og skrevet eksamensopgave, men som simpelthen ikke kunne få sig selv til at sige nej til et besøg hos z
Jeg har sagt det mange gange før, men z har simpethen fået verdens bedste kusine i Carla. Ind ad døren træder en meget meget spændt Carla, der nikker på den der måde man kan nikke på når man er 3 år med hagen helt nede mod brystet og glæden strålende ud af øjnene da jeg spørger om hun skal hilse på z, og idet jeg sætter mig ned på hug, så hun kan se hende, farer en lille bitte hånd hen og griber en anden endnu mindre hånd og man får billeder i st hoved af de her to hænder der kommer til at holde fast i hinanden i mange mange år frem så man er lige ved at sætte sig og tude med det samme.
Så fik Moster Ditte z på armen og jeg stod inde i stuen, da jeg hører inde fra spisestuen: "Dét er MIN kusine, farmand!"
I sofaen klatrede Carla rundt om sin far for at komme så tæt på z som muligt, og da Jonas sagde hun skulle sætte sig ned på numsen, så hun kunne holde hende, skete det prompte!
Lidt senere sad Mormor med z og da z begyndte at klynke lidt, kom Carla farende hen og spurgte: "Er det mig hun vil have, er det?"
Verdens dejligste Carla!
