Hold kæft det er hårdt!

Jeg vil starte ud med at sige, at der er ikke nogen ''speciel'' grund til dette indlæg, men at jeg bruger det til at få mine følelser ud, og fortælle hvordan jeg egentlig har det..

For 3 dage siden oprettede jeg indlægget 'Weekenden fra helvede', hvor jeg fortalte om hvad der var sket i min sidste weekend, hvor jeg beskriver hvad der skete da jeg var i skole, at jeg kom på skadestuen, og derefter indlagt på intensiv afdeling på Vejle sygehus..

I går var det 1 uge siden at jeg blev indlagt, og jeg tænker stadig konstant på det.. Jeg tænker konstant på, hvor ked af det jeg var, hvor meget jeg græd, at jeg var en af de sværeste patienter de har haft at stikke i, hvor meget de stak mig, de drops og A-kanyler jeg haft både i håndled og foden... At jeg var forgiftet så meget at jeg var ved at dø.. Alle ketonerne i mit urin. At jeg var bundet til slanger, katetar, elektroder i 2 døgn. At de skulle holde øje med mit blodtryk, min puls, mit hjerte.. Hele tiden. At der blev taget 1 blodprøve, hver time - i 2 døgn. Hold kæft det var hårdt, og hvor har det sat spor på mig.. Jeg var ved at dø? Hvad tænker jeg på? Hvorfor gik jeg ikke til lægen, når jeg egentlig godt kunne se at der var noget galt? Jeg kender udemærket til symptomerne på sukkersyge, når jeg har haft en storesøster med det i 12 år. Jeg vidste chancen stadig var der, når min far og min farmor også har det. Men jeg var sikker... 19 år.... Så får jeg det ikke. Min søster var 9. Nu er jeg ude for fare. Jeg troede egentlig bare at jeg var lidt småsyg hele tiden, og at jeg bare var lidt uheldig.... At der så kommer en sygeplejerske og fortæller mig, at nu skal jeg på intensiv, jeg er så forgiftet at jeg er i livsfare... Hold kæft hvor åbner det mine øjne. Jeg har en kæreste og en familie jeg elsker så højt, at jeg vil ikke væk herfra.

Jeg tog mig sammen, og lærte meget hurtigt at tage insulin selv. At måle blodsukker, kunne jeg sagtens, da jeg tidligere er blevet holdt øje med, netop pga min familie og sukkersyge, men de stoppede da jeg blev de 14-16 år. Jeg blev udskrevet fra sygehuset 5 dage efter jeg blev indlagt, med alt gift ude af kroppen og ingen ketoner tilbage i urinen. Det var fedt, og hold kæft jeg var glad. Jeg kunne mærke hvordan min krop var helt anderledes, nu havde jeg ''vænnet'' mig til at være syg, intet energi have osv. Min krop var helt anderledes... Nu var jeg rask.

Men... nu har jeg en sygdom resten af livet. Hvor er det svært at acceptere. På nogle måder er jeg glad for at jeg først fik det nu, og ikke da jeg var 9 år. Men på andre måder.. Det er så skide hårdt. Jeg bor ikke hjemme mere, jeg har ikke min mor til at hjælpe mig som min søster havde. Jeg skal selv styre alt, og at ens liv bliver vendt så drastisk, kan fandme tage hårdt på kræfterne.

Nu har jeg været hjemme i 3-4 dage, og måler KONSTANT blodsukker. Jeg er angst for at det bliver for lavt, men også konstant angst for at det bliver for højt. Det går fint med mine blodsukre, men jeg vil bare ikke have et insulinchok. Jeg ved ikke om jeg er i min ''honeymoon'' fase, og om min krop stadig producerer en LILLE smule insulin. Det går fint med at tage min insulin, dog kan jeg stadig godt lige tøve lidt, når det er i låret jeg skal tage min sprøjte. Maven er ikke det store problem.

Men alle tankerne flyver i mit hoved konstant... Hvornår stopper jeg med at være bange - både for høje og lave blodsukre? Får jeg alt den hjælp fra kommune og læger jeg kan bruge? Hvordan har mine fødder det? Hvordan skal jeg klare mig økonomisk? (Insulin er dyrt!), Hvorfor giver lægen mig ligepræcis Insulinmærket Insulatard, når jeg læser dårligt omkring det på nettet? Hvornår kan jeg sove igen, uden at vågne, fordi jeg er bange for at jeg har lavt blodsukker? Tror andre jeg er narkoman, når jeg sidder og måler blodsukker fx? Tror folk jeg er en freak, fordi jeg skal på toilettet, for at give mig selv et sprøjte hver gang jeg skal spise? Jeg kan ikke gå udenfor uden en juice og druesukker på mig.. Hvad hvis jeg glemmer det? Kan jeg blive godkendt til §100? Vil jeg nogensinde føle mig ''normal'' nu?

Alle tanker om at jeg er en ''anderledes'' teenager nu, skræmmer mig egentlig ikke. Men.. hvad med uddannelse? Hvad skal jeg være? Når jeg starter på den uddannelse, der bare er rigtig for mig, vil folk så forstå at jeg skal bruge nåle hver dag? -

Jeg har selvfølgelig tankerne om min fremtid, hvad skal der ske? Kan jeg få børn, når alt det her er sket? Er der andre ting i min fremtid, som jeg nu skal glemme, pga min sukkersyge?

Forstår folk omkring mig, hvad der sker?

Der er så meget i mit hovede, og jeg kan ikke engang få altsammen ud.

Jeg synes fandme det er hårdt... Undskyld mit brokke indlæg, jeg ved godt der er mange sygdomme der er meget værre, men jeg havde brug for at komme ud med mine tanker.

Der er bestemt ikke noget at sge til at dit hoved er fyldt fuldstændig op med tanker - det er så nyt og det er en sygdom du skal leve med resten af dit liv.. det vil tage tid, men er sikker på at du en dag vil se tilbage på det her indlæg, skriv f.eks dagbog omkring det (i det tilfælde at dine børn skulle få det, så kan de læse hvad mor skrev den gang hun fandt ud af det) og ikke have skænket det en tanke fordi det nu er normalen for hvordan dit liv er. Og du skal ikke undskylde for at skrive det indlæg, der er mange der vil stå/står i din situation og kan nikke genkendende til dine tanker. En folkeskoleveninde havde en storesøster, der havde sukkersyge og jeg så ikke anderledes på hende, hun er stadigvæk en dejlig, sjov, vanvittig og skør og fantastisk kvinde den dag idag som hun var som en pige - det eneste jeg tænkte på var de indsprøjtninger hun skulle tage og om det ikke gjorde ondt.. men vi talte om det og hun var åben omkring det - jeg er den dag idag dog rædselsslagen for nåle (ikke pågrund af hendes sukkersyge ), så priser mig af den grund meget meget glad for at jeg ikke har sukkersyge, men skulle det ske, så vil det en dag for mit vedkommende også bare blive en vane, man bare gør. Så her til slut et kæmpe fra mig til dig i dine tankers vold.

Jeg forstår dine tanker og forstår, at det må være rigtig svært at vide, at man har en sygdom man skal leve med resten af livet. Min mand har diabetes type 1 - fik diagnosen for 10 år siden efter et forløb, der lyder meget som dit. Han havde svært ved at acceptere det i starten, men vi talte meget om det, og han valgte at være helt åben omkring det og ikke skjule, at han både skulle måle blodsukker og tage insulin når han var ude. Det tror jeg er en meget vigtig pointe. Lad være med at gå ud på toilettet for at tage din insulin. Hvis folk har et problem med, at du sidder og stikker dig, så er det sgu deres problem og ikke dit. Min mand har nu aldrig været ude for fordomme af nogen art.

Så jeg tror ikke du skal tænke over, hvordan omverdenen tackler din sygdom. Du skal lære at acceptere og tackle den selv, og så kommer det andet helt af sig selv.

Vil i øvrigt lige tilføje, at bortst fra medicinindtag, at spise sundt og gå til kontrol hvert halve år, så lever min mand et liv som alle andre.

Der er da ikke noget at sige til, du går med alle de tanker, for det må være utrolig hårdt at gå rundt med den byrde. Findes der mon en slags støttegruppe, kan kan komme i, så du kan tale med andre om din usikkerhed?

Ellers håber jeg, du har noget familie eller nogle venner at tale med. Jeg ønsker dig alt god fremover og håber du får svar på alle din spørgmål.

helora skriver:

Jeg forstår dine tanker og forstår, at det må være rigtig svært at vide, at man har en sygdom man skal leve med resten af livet. Min mand har diabetes type 1 - fik diagnosen for 10 år siden efter et forløb, der lyder meget som dit. Han havde svært ved at acceptere det i starten, men vi talte meget om det, og han valgte at være helt åben omkring det og ikke skjule, at han både skulle måle blodsukker og tage insulin når han var ude. Det tror jeg er en meget vigtig pointe. Lad være med at gå ud på toilettet for at tage din insulin. Hvis folk har et problem med, at du sidder og stikker dig, så er det sgu deres problem og ikke dit. Min mand har nu aldrig været ude for fordomme af nogen art.

Så jeg tror ikke du skal tænke over, hvordan omverdenen tackler din sygdom. Du skal lære at acceptere og tackle den selv, og så kommer det andet helt af sig selv.

Sabrina L skriver:

Jeg vil starte ud med at sige, at der er ikke nogen ''speciel'' grund til dette indlæg, men at jeg bruger det til at få mine følelser ud, og fortælle hvordan jeg egentlig har det..

For 3 dage siden oprettede jeg indlægget 'Weekenden fra helvede', hvor jeg fortalte om hvad der var sket i min sidste weekend, hvor jeg beskriver hvad der skete da jeg var i skole, at jeg kom på skadestuen, og derefter indlagt på intensiv afdeling på Vejle sygehus..

I går var det 1 uge siden at jeg blev indlagt, og jeg tænker stadig konstant på det.. Jeg tænker konstant på, hvor ked af det jeg var, hvor meget jeg græd, at jeg var en af de sværeste patienter de har haft at stikke i, hvor meget de stak mig, de drops og A-kanyler jeg haft både i håndled og foden... At jeg var forgiftet så meget at jeg var ved at dø.. Alle ketonerne i mit urin. At jeg var bundet til slanger, katetar, elektroder i 2 døgn. At de skulle holde øje med mit blodtryk, min puls, mit hjerte.. Hele tiden. At der blev taget 1 blodprøve, hver time - i 2 døgn. Hold kæft det var hårdt, og hvor har det sat spor på mig.. Jeg var ved at dø? Hvad tænker jeg på? Hvorfor gik jeg ikke til lægen, når jeg egentlig godt kunne se at der var noget galt? Jeg kender udemærket til symptomerne på sukkersyge, når jeg har haft en storesøster med det i 12 år. Jeg vidste chancen stadig var der, når min far og min farmor også har det. Men jeg var sikker... 19 år.... Så får jeg det ikke. Min søster var 9. Nu er jeg ude for fare. Jeg troede egentlig bare at jeg var lidt småsyg hele tiden, og at jeg bare var lidt uheldig.... At der så kommer en sygeplejerske og fortæller mig, at nu skal jeg på intensiv, jeg er så forgiftet at jeg er i livsfare... Hold kæft hvor åbner det mine øjne. Jeg har en kæreste og en familie jeg elsker så højt, at jeg vil ikke væk herfra.

Jeg tog mig sammen, og lærte meget hurtigt at tage insulin selv. At måle blodsukker, kunne jeg sagtens, da jeg tidligere er blevet holdt øje med, netop pga min familie og sukkersyge, men de stoppede da jeg blev de 14-16 år. Jeg blev udskrevet fra sygehuset 5 dage efter jeg blev indlagt, med alt gift ude af kroppen og ingen ketoner tilbage i urinen. Det var fedt, og hold kæft jeg var glad. Jeg kunne mærke hvordan min krop var helt anderledes, nu havde jeg ''vænnet'' mig til at være syg, intet energi have osv. Min krop var helt anderledes... Nu var jeg rask.

Men... nu har jeg en sygdom resten af livet. Hvor er det svært at acceptere. På nogle måder er jeg glad for at jeg først fik det nu, og ikke da jeg var 9 år. Men på andre måder.. Det er så skide hårdt. Jeg bor ikke hjemme mere, jeg har ikke min mor til at hjælpe mig som min søster havde. Jeg skal selv styre alt, og at ens liv bliver vendt så drastisk, kan fandme tage hårdt på kræfterne.

Nu har jeg været hjemme i 3-4 dage, og måler KONSTANT blodsukker. Jeg er angst for at det bliver for lavt, men også konstant angst for at det bliver for højt. Det går fint med mine blodsukre, men jeg vil bare ikke have et insulinchok. Jeg ved ikke om jeg er i min ''honeymoon'' fase, og om min krop stadig producerer en LILLE smule insulin. Det går fint med at tage min insulin, dog kan jeg stadig godt lige tøve lidt, når det er i låret jeg skal tage min sprøjte. Maven er ikke det store problem.

Men alle tankerne flyver i mit hoved konstant... Hvornår stopper jeg med at være bange - både for høje og lave blodsukre? Får jeg alt den hjælp fra kommune og læger jeg kan bruge? Hvordan har mine fødder det? Hvordan skal jeg klare mig økonomisk? (Insulin er dyrt!), Hvorfor giver lægen mig ligepræcis Insulinmærket Insulatard, når jeg læser dårligt omkring det på nettet? Hvornår kan jeg sove igen, uden at vågne, fordi jeg er bange for at jeg har lavt blodsukker? Tror andre jeg er narkoman, når jeg sidder og måler blodsukker fx? Tror folk jeg er en freak, fordi jeg skal på toilettet, for at give mig selv et sprøjte hver gang jeg skal spise? Jeg kan ikke gå udenfor uden en juice og druesukker på mig.. Hvad hvis jeg glemmer det? Kan jeg blive godkendt til §100? Vil jeg nogensinde føle mig ''normal'' nu?

Alle tanker om at jeg er en ''anderledes'' teenager nu, skræmmer mig egentlig ikke. Men.. hvad med uddannelse? Hvad skal jeg være? Når jeg starter på den uddannelse, der bare er rigtig for mig, vil folk så forstå at jeg skal bruge nåle hver dag? -

Jeg har selvfølgelig tankerne om min fremtid, hvad skal der ske? Kan jeg få børn, når alt det her er sket? Er der andre ting i min fremtid, som jeg nu skal glemme, pga min sukkersyge?

Forstår folk omkring mig, hvad der sker?

Der er så meget i mit hovede, og jeg kan ikke engang få altsammen ud.

Jeg synes fandme det er hårdt... Undskyld mit brokke indlæg, jeg ved godt der er mange sygdomme der er meget værre, men jeg havde brug for at komme ud med mine tanker.

Puuha det er altså også mange ting lige at skulle bearbejde lige med et, så kæmpe kram til dig

Min moster har også haft diabetes 1 siden hun var meget ung og hun har en søn, så det kan sagtens lade sig gøre

Vil bare ønske dig al held og lykke og synes det virker til du har nogle meget fornuftige og realistiske tanker omkring det du har oplevet

Det ka være du sku prøve ligeså stille at udskyde nogle af målingerne, sådan at hvis du gør det hver time, så prøver at udskyde til halvanden time og lige så stille trappe ned og få troen på at du godt kan nøjes med at måle når du skal så det ikke hæmmer din dagligdag for meget

Jeg er rigtig glad for alle jeres tanker, og at i alle sammen 'confirmer' mig i, at sukkersygen ikke er enden på mit liv.

Jeg ved godt at det hele er en tilvæningssag, men jeg håber den kommer hurtigt. Jeg trøster mig selv med at sige, at dette er ikke enden på mit liv, men starten på et nyt.

Gi' lige dig selv lidt snor, for hold da fast hvor har du været meget igennem, og du står pludselig i en helt ny livssituation, end for bare 14 dage siden. Det er okay at være bange, ked og vred (kommer nok senere). Det at du måler BS konstant, er jo bare indtil du har lært din krops reaktioner at kende. Tit har man brug for at holde meget styr på alting, i den situation du står i...........................for så med tiden at bløde op, og man kan jonglere med insulin, motion og mad..............uden at skulle måle Bs hele tiden.

Diabtesforeningen har vist en ungdomsafdeling, hvor teenagere kan få støtte og vejledning. Prøv at kigge på deres hjemmeside. Desuden kan du få kronikertillæg til insulin, og få dækket en stor del af udgifterne til fodbehandling gennem sygesikringen. Desuden er du sikkert berrettiget til at få 10 psykologsamtaler p.g.a denne sygdom. Lyder som om du kunne have brug for at få talt hele indlæggelsen igennem..................og hvilke tanker du har om fremtiden o.s.v.

Mange hilsner Mette (der har type 2 diabetes)