Jeg skriver dette indlæg, da jeg har brug for at komme ud med ALLE mine følelser, og fortælle hvordan jeg egentlig har det.
Det hele startede fredag morgen, da jeg tog i skole som en hver anden dag, jeg har tit haft det dårligt det sidste lange stykke tid, men kom aldrig til lægen, da det bare var hovedpine, lidt kramper i benene, og sådan nogle ting, som jeg bare troede gik væk af sig selv..
Da jeg mødte kl 08, havde jeg det lidt mærkeligt og blev nødt til at sætte mig ud på gangen på skolen, for lige at få noget luft. Der kom først én lærer hen til mig, og sagde at jeg så virkelig dårlig ud, og om jeg ikke lige kunne sætte mig på gulvet, så hvis jeg skulle besvime eller noget i den stil, ville jeg ikke slå hovedet.
Derefter kom der en lærer mere, der sagde at jeg så virkelig bleg og dårlig ud, så at jeg skulle til lægen. Derefter kom min egen lærer og min kæreste, og de blev enige om, at jeg skulle til lægen, som den anden lærer havde sagt. Vi fandt så ud af, at skolen ville betale en taxa til skadestuen i stedet for, da det tager 1 time for mig at komme hjem - jeg var selv overbevist om at det slet ikke var slemt nok til at komme på skadestuen for. Men afsted kom jeg.... Da vi ankom spurgte de hvad der var sket, og det blev så forklaret at jeg var så dårlig, bleg og fjern, at man ikke rigtigt kunne komme i kontakt med mig. Jeg fortalte så at jeg tissede KONSTANT, og drak så forfærdeligt meget, at det slet ikke var til at tro på, og at jeg var bange for at det var sukkersyge. (Det ligger i familien - min far, farmor og storesøster har det) De tjekkede mit blodsukker på skadestuen, og det var så højt at blodsukkerapperatet ikke kunne måle den... Jeg vidste godt hvad klokken havde slået, men inderst inde havde jeg et lille håb om at det var noget andet... Jeg blev så sendt på noget der hedder AVA (Akut observations et eller andet) afdelingen, hvor jeg skulle ha' taget den første blodprøve... De fandt så ud af at jeg SLET ikke er til at stikke i. 4 forskellige læger skulle prøve at tage denne her blodprøve, før de fik en narkoselæge til at komme, han kunne endelig ramme. Jeg kunne ikke lade være med at græde, jeg var simpelthen knust, og jeg er BANGE - ikke bare bange - jeg er SÅ forfærdelig angst for nåle.... Jeg fik lagt et drop, og taget blodprøver, og nåede lige på toilettet (som jeg jo skulle hele tiden), da jeg kom tilbage fik jeg så afvide at jeg skulle have lagt et kateter, og derefter på Intensiv.. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre.. Jeg bliver kørt ned på intensiv, og græder så meget at jeg slet ikke kan få vejret.. Jeg får en rigtig slem krampe som slet ikke vil stoppe, og det gør mig endnu mere bange. Nede på intensiv, får jeg lagt noget der hedder en A-kanyle (et meget slemt drop, der skal langt ned i håndleddet), og 2 andre drops.. Jeg får sat elektroder på mig, og så starter maridtet... Det viser sig at jeg er i livsfare, og fuldstændig syret til med forgiftning i hele kroppen, så derfor skal jeg have alle de her drops og A-kanylen (de tager blodprøver fra A-kanylen 1. gang HVER TIME - også nat), og som sagt var jeg virkelig svær at stikke i, men ca. hver 4 gang de stak, lykkedes det... Jeg græd og græd... Jeg lå bundet til den her seng, på intensiv afdeling på Vejle sygehus, jeg lider af angst for at være alene, og da min kæreste skulle hjem, var jeg knust...
Jeg endte med at ligge på intensiv i 2 døgn, hvor de tog blodprøver, urinprøver hver time, og stak i mig konstant. Efter 2 døgn, var giften ude af mig, og jeg fik lov til at komme på medicinsk afdeling, hvor de skulle stabilisere min sukkersyge. Igen måtte min kæreste ikke overnatte, og over 3 døgn fik jeg 8-9timers søvn. Jeg har aldrig grædt så meget som de døgn.. Efter det, gik det fremad, jeg fik hurtigt mine kræfter igen, og valgte allerede 4 gang jeg skulle have insulin, ville jeg stikke mig selv, og har gjort det siden. Jeg fik lov til at komme hjem på orlov og sove 4 døgn (YES!), og så gik det ellers fremad... I dag er jeg blevet udskrevet, og styrer allerede selv min sukkersyge. Jeg måler blodsukre når jeg føler jeg har brug for det, og tager min insulin når jeg nu har for højt/før måltid og sengetid. Jeg har det rigtigt godt, har slet ikke haft det dårligt eller kramper siden jeg blev udskrevet, og har en aftale med en diætist i morgen på sygehuset, og min første sukkersyge kontrol 15. december....
Tankerne om at jeg skal stikke mig selv hver dag resten af livet, og at jeg skal passe på hvad jeg spiser osv, er konstant i mit hovede - jeg er bange for at få lavt blodsukker, men det er jo klart, jeg skal vænne mig til det hele.. Jeg trøster mig selv med at min sygdom ikke er dødlig ligesom kraft fx, og at jeg sagtens kan få et helt normalt liv...
Det har taget hårdt på mig, og min familie, men jeg finder en enorm trøst i at min storesøster også har det, og hun hjælper mig meget..
Tak fordi I har læst med.. Jeg ville bare lige fortælle om min weekend fra helvede.
